
Vores stæmmer er framtidsdrømme af Julie Nymann på Roskilde Festival
Grøn for dysleksi
Af Maja Gro Gundersen
04.07.2025.
Med Vores stæmmer er framtidsdrømme på årets Roskilde festival lader Julie Nymann kunst og aktivisme smelte sammen i en fysisk totalinstallation, et live korværk og et lovforslag rettet mod Christiansborgpolitikerne.
Grøn har længe været kendt som en positivt ladet farve, der i flæng bliver brugt til at signalere at noget er vejen frem. Tænk (symbol-)politik. Tænk stempelsymbolik. Tænk selvfølgelig trafiklys. Kunstneren Julie Nymann gør på årets Roskilde festival en kunstnerisk indsats for at omkode vores forhold til dysleksi ved hjælp af den grønne farve.
Dysleksi er det, mange vil kende som ordblindhed. Men den betegnelse vil Nymann have os til at overveje at lægge i graven. Det vender vi tilbage til.
Julie Nymann, Vores stæmmer er framtidsdrømme, Roskilde Festival 2025. Foto: Magasinet kunst
På Gloria, der ligger inde på selve festivalpladsen og minder om en stor jysk lade, er det meste af bygningen fuldmalet fra inderst til yderst i en greenscreen-lignende grøn farve, der lyser op i festivalens flimrende landskab. Det er ikke let at tiltrække sig opmærksomhed i den ramme, men denne grønne strategi er effektfuld.
Framtidsdrømme
På gavlen står værkets titel med fede typer: Vores stæmmer er framtidsdrømme. Ifølge kunstneren har stavningen givet anledning til bekymrede bemærkninger allerede før festivalpladsen åbner. Det lægger sig i tråd med den generelt bekymrede stemning omkring dysleksi, som er den problematik, værket med fuldt fokus tager fat om.
Julie Nymann, Vores stæmmer er framtidsdrømme, Roskilde Festival 2025. Foto: Magasinet kunst.
Som det oplyses indenfor på væggen, har 700.000.000 mennesker i verden, og 500.000 i Danmark dysleksi. Det er i dansk sammenhæng næsten en tolvtedel af befolkningen. Så ikke så få festivalgæster vil måske føle sig genkendt og spejlet når de støder på værktitlens statement i festivallandskabet.
I rummet indenfor hænger en række grønne boards med udsagn som ”Vi prøver igen. Vi giver ikke op” og ”Dyslektiske styrker er frø, vi vil så”. Nymann har dels bygget værket på interviews med omkring 80 mennesker i alderen mellem 6 og 70 år, der frem for besværligheder fokuserer på de styrker og potentialer, de oplever følger med livet som dyslektikere.
Julie Nymann, Vores stæmmer er framtidsdrømme, Roskilde Festival 2025. Foto: Magasinet kunst.
”Vi er ikke bange for at be’ om hjælp”.
Nymann, der selv er dyslektiker, fortæller ved pressevisningen at dysleksi har gjort, at hun i en verden fyldt med skrift ofte har skullet række ud og bede om hjælp, hvilket har været med til at styrke hendes kommunikationsevner.
Det grønne univers i værket er et modsvar til ordblindetests, hvis resultater er farvekodede med rød, gul og grøn, hvor dysleksi har fået den røde farvekodning. En logik der ifølge kunstneren afspejler det stigma, der gennem tiden har klistret sig til ordblindhed, der endda engang blev regnet under Statens Åndssvageforsorg. Vi befinder os i en tid, der synes at være ved at justere sit syn på neurodiversitet.
Spredt rundt om i Gloria er der grønne siddepladser med udsagn markeret med §-tegn. Tilsammen udgør de et konkret lovforslag rettet mod Christiansborg-politikerne, der blandt andet inkluderer en opfordring til at lade dyslektikere selv gå sammen om at finde på et nyt ord for ordblindhed. En betegnelse man måske fornemmer en bismag ved. Lovforslaget kan læses her: https://ordblindmedstolthed.julienymann.com/
Julie Nymann, Vores stæmmer er framtidsdrømme, Roskilde Festival 2025. Foto: Magasinet kunst.
Den røde farve er også til stede. En enorm rød hånd med tilhørende underarm presser sig ned mod gulvet midt i rummet som en markering.
Fredag opfører studerende fra Hf i Roskilde i samarbejde med Julie Nymann et live korværk, hvor vidnesbyrd fra dyslektikere synges ud over menneskemasserne. Slut med at putte baby in a corner.
En så direkte retningsanvisende politisk kunst giver mindelser om blandt andet 1970’ernes Røde Mor, der arbejdede erklæret politisk og med budskaber uden flertydighed.
Roskilde Festival finder sted d. 28. juni - 5. juli 2025.