Indkøbskurven er tom.
Beyond Beyond
Scene, Film & Bøger

Ny forestilling af MØR Collective åbner for alle sanser

13. juni 2025
Af Mona von Burgwald

MØR Collective har i deres tidligere produktioner – gennem skuespil og pantomime, lys og videografi, musik og sang – altid serveret en buffet af sanselige oplevelser med lækkerier for både øjne, ører, hjerne og lattermuskler. Kunstnergruppens nyeste konceptuelle iscenesættelse Beyond Beyond skubber grænsen endnu længere ud ved også at aktivere berørings- og smagssanserne – for en helhedsoplevelse af tryghed, der bogstaveligt talt omfavner deltagerne.

Ankomst ved Mozarts Plads, København, kl. 18.15: Det er en af de første varme solskinsaftener i juni, hvor luften vrimler med glade stemmer, musik, bier i vildmarksblomsterne, vattæpper på græsplanet, udsigt til havnen og rosévin. Og så får man øje på et gigantisk pindsvin midt i det hele – som faktisk viser sig at være en campingvogn. Det er begyndelsen på Beyond Beyond, endnu en fantastisk og sanselig oplevelse skabt af de kreative hjerner bag MØR Collective.

Når man hører, at der kun er plads til seks personer til den 35 minutter lange forestilling, føler man sig straks privilegeret – men måske også en smule klaustrofobisk. Vi bliver bedt om at aflevere tasker, jakker, mobiltelefoner, sko – og endda sokker – for at få den bedst mulige oplevelse. En lillebitte campingvogn, delt med fem andre mennesker, på en varm sommerdag? Kort efter bliver vi vinket ind af en halvsur skovkone i badekåbe med træpinde i håret.

Sanserne aktiveres

Da vi kravler op i campingvognen og øjnene langsomt vænner sig til mørket, falder bekymringerne hurtigt bort, og sanserne tager over: et fløjlsblødt tæppe under tæerne, et ferskenfarvet velourinteriør, stilhed i luften. Hver deltager sætter sig i en polstret recliner-lænestol – en slags krammestol med seks tunge, velourbetrukne arme – og skovkonen pakker os ind, én efter én, i vores egen lille vugge. Det føles som at blive omfavnet af en kæmpe bamse. Man giver slip. Og slapper fuldstændig af.

Skovvuggen med sprogblomster

Blomsterbladformede skærme i loftet og på væggene viser tågede og diffuse billeder, der vækker svage barndomsminder eller drømme: skovture i gummistøvler, skovdyr, der forvandles til mennesker med dyrehoveder – en slags surrealistisk aktivering af underbevidstheden, hvor myter, historier og vuggeviser flyder sammen.

En silkeblød kvindestemme, fjernt og tyst, nynner vuggeviser – nærmest som om den kommer under vandet. Men vent… er det os, der er under vand? Er det mors stemme? Alle de hudfarvede, blomsterformede pletter – er de mon blødceller? Det er et dejligt og trygt sted at være… er vi mon inde i en livmoder?

Stemmen hvisker nu blødt og beroligende i øret: “Der er ikke andet, du skal gøre lige nu… udover at slappe af… og nyde øjeblikket.” Og så glider den over i det mere surrealistiske, med vidunderligt lækre ordblomster fra Anika Barkan (så godt jeg kan huske dem):

A goat with soft eyes and gold slippers nibbles at your worries like crunchy autumn leaves…

Your body is a marshmallow, slowly dissolving in hot cocoa…

Your toes are tastebuds, slushing through maple-syrup-covered pancakes…

Og den skovkone, der så lidt streng ud i starten? Faktisk er hun slet ikke streng. Det viser sig, at hun er den, der passer på os – hendes lille kuld – som hun plejer og kæler for med fodmassage, blid berøring på kinden og endda små lækkerier i munden. Alle vores sanser er aktiveret, mens vi ligger, omfavnede og helt afslappede.

Effekten af ro

Hvad gør sådan en oplevelse af total tryghed og afslapning ved kroppen? Hvordan bliver hjernen aktiveret, når alle sanserne stimuleres på én gang? Dopamin frigives, hukommelsen vækkes, og associationer – måske til barndommen – træder frem, og kroppen bliver afslappet. 

Sandt. 35 minutter senere kom jeg ud, glad og afslappet, med et smil på læben – og jeg var ikke den eneste, kunne jeg se, da jeg så mig omkring blandt de andre i mit lille kuld. Det her er helt klart, hvad man kunne kalde et “feel good piece”.

En fortryllende oplevelse – og samtidigt tankevækkende. For når de fleste oplevelser nu om dage er enten digitale, virtuelle eller rutineprægede, var dette øjeblik en vidunderlig pause i trygge, sanselige rammer.

Tekstforfatter/iscenesætter/danserAnika Barkan (DK)
Komponist/livemusikerMika Forsling (S)
Video-/billedkunstnerKatrina Neuburga (LV)
DanserGhazal Ramzani (IRN)
Publikumsvært/performerLaura Hagen Aagaard
Design/konstruktionLivest SIA (LV)
BEYOND BEYOND er co-produceret af Sydhavn Teater og havde premiere den 4. juni 2025.
Produktion kan opleves igen fra 26. august – 6. september på forskellige lokationer i Sydhavnen.
Billederne / foto kredit: GUA studio - Trine Brandt Ryhede

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig