Indkøbskurven er tom.
Spejlinger
Interview & Portræt

Ny udstilling i Keld Moseholms Atelier og Have 7. juni til den 31. august.

Spejlinger - Ny udstilling i Keld Moseholms Atelier

Af Lærke Helene Askholm
06.06. 2025

I juli sidste år åbnede den første udstilling efter billedhugger Keld Moseholms død på bopælen ved vandet nær Faaborg, og i morgen d. 7. juni åbner en ny udstilling kaldet Spejlinger. Magasinet Kunst har besøgt Bente Moseholm til en snak om Kelds imponerende skabertrang, der var konstant lige til det sidste. Udformningen af begge udstillinger er skabt i samarbejde med galleri Skitsehandlen i Faaborg

Om den første udstilling fortæller Bente Moseholm, at det lille galleri Skitsehandlen, som drives af Theis Vallø Madsen, kunsthistoriker, ph.d. og Morten Underbjerg Olesen, designer og MA fra Royal College of Art, fik helt frie hænder til at sætte det op, som de syntes. Det betød blandt andet, at stedet fik en ny titel, der inkluderede de smukke sydfynske omgivelser: Keld Moseholms Atelier og Have.

”Haven fylder ret meget, og der er mange værker i den. Og så er den i løbet af sommeren meget smuk og næsten magisk med de mange træer og buske. Man går rundt i sin egen verden og løvet hænger ned alle steder og danner rum, og så opdager man skulpturerne rundt omkring,” fortæller Bente om den smukke gamle have med de mange overraskelser i form af Kelds skulpturer og naturen i smukt samspil.

Galleriet har igen haft frie hænder til at kuratere udstillingen.


Keld Moseholms atelier og have. Foto: Morten Underbjerg.  

Tidslinje og formmæssige referencer 
I indgangslokalet er der en oversigt i form af en lille tidslinje, hvor det tydeliggøres, at Keld Moseholms udstillingsvirksomhed fra begyndelsen var lokalt forankret, eksempelvis deltog han for første gang i en udstilling, som foregik på tidligere Korinth kro. Efter mange år med udstillinger både i Danmark og i udlandet er der ”på en måde nu bundet en sløjfe med de nye udstillinger” her på stedet, fortæller Bente, der også nævner, at der meget passende er valgt et selvportræt af Keld som noget af det allerførste, man ser, inden man bevæger sig videre rundt i den gamle flotte skolebygning.

Ved start er der også tre udgaver af den samme skulptur, men i forskellige materialer. Den er lavet, da Keld gik på Det Fynske Kunstakademi tilbage i 1958 til 1962. Bente fortæller, at skulpturen er i udført i brændt ler, cement og senere i bronze, da Keld fik råd til at støbe i det ædle metal. Modellen er omfangsrig og der er måske en reference til de små tykke mænd, der ikke var født endnu, fortæller Bente og uddyber: 

”Jeg tror ikke at Keld selv har tænkt i de baner, men figuren er rund,og har den der klump i sig ligesom alle hans små tykke mænd.”

Spejlinger
Lørdag d. 7. juni er der åbent hus og fri entré i Keld Moseholms Atelier og Have fra kl. 11-16. hvor udstillingen Spejlinger åbner. Både i haven og indendørs vil værkerne blive præsenteret på nye måder med øje for de spejlinger som var et gennemgående element i mange af Kelds værker, og særligt i dem med de runde figurer. Man kan blandt de mange skulpturer opleve Kelds H. C. Andersen-skulptur. Opsætningen rummer nu også mulighed for at slappe af i et caféområde, hvor børn kan udfolde deres kreativitet i tegninger. 

 


Keld Moseholms atelier og have. Foto: Theis Vallø.  


Citater 
Allerede til den første udstilling var der i udstillingslokalerne citater af Keld på væggene, og det var en spændende proces for Bente at udvælge dem, for mængden af skrevne ideer og tanker var stor. ”Det er noget, jeg har fundet efter hans død. Jeg fandt citater - hans egne ord, som galleristerne syntes skulle med. Keld var ellers ikke meget for at sætte ord og titler på sine værker, folk kunne jo se på dem og få deres egen oplevelse. Men han fandt det alligevel nødvendigt fra tid til anden, at give værkerne titler og så gav det jo også en ide om, hvad han mon havde tænkt, da han skabte dem. 

”Udvælgelsen af citaterne var speciel og lidt tilfældig. Der var så mange at tage af og nogle gange var de blot skrevet på en lap papir sammen med nogle tegninger. Og måske mest noter til sig selv - noget han lige har tænkt og skrevet ned i øjeblikket, når han har siddet og tegnet eller måske hørt noget i fjernsynet. Så kan man få trang til at fastholde en tanke, man vil forfølge.”


Keld var selv betragter 
”Keld har altid sagt, at når først han var færdig med et værk, så blev han selv betragter, for så var det ude af hans hænder. Det er ikke en verbal proces at forme en skulptur.  Det er noget intuitivt, og det er hænderne der former. Bagefter ser man hvad det egentlig er, man har siddet og arbejdet med. Der har nok været en tankemæssig inspiration, men måske ikke en bevidst hensigt om at skabe en bestemt skulptur. Hvis man giver sig hen til processen, så maler maleriet sig selv. Det siger mange kunstmalere,” fortæller Bente om den intuitive proces i skabelsen og om kunstnerens egen oplevelse bagefter. 

Nye ideer opstod hele tiden  
Keld fik hele tiden nye ideer. Bente fortæller, at han mange gange i de senere år sagde: ”Nu har jeg også lavet nok, jeg behøver ikke at lave mere,” hvorefter han rejste sig og gik ud i værkstedet. Bente fortæller, at det var meget sigende for hele hans proces, for papir og blyant var lige ved siden af ham hele tiden. 

”Mens vi sad og talte om et eller andet, så skrev han lige noget ned, fordi der kom en tanke, der skulle nedfældes. Han fangede øjeblikket og har måske tænkt: ’Der er noget her, det prøver jeg lige af’,” uddyber Bente. 

Værkstedet 
Kelds værksted står uberørt og er fyldt med skitser i voks. Bente fortæller, at det er svært at bevare, og at familien derfor skal tage stilling til om der er noget der kan færdiggøres.

”Voksmodellerne er meget temperaturfølsomme, de falder nemt sammen, hvis det bliver for varmt, så der skal køl på om sommeren. Vi prøver at holde fast i det så længe som muligt. Der er arbejder, som vi ved var færdige, men endnu ikke sendt til støbning, og dem har vi fået færdiggjort.” 

Australien
Kelds skulpturer kan opleves rundt omkring i hele verden, og særligt i Australien er Keld meget kendt og populær og har været det i mange år. 

”Jeg var i Australien forrige år. Keld døde d. 31. maj 2023, og han havde tilmeldt en skulptur, der skulle udstilles på Sculpture by the Sea i Sydney, så min datter og jeg tog afsted sammen i oktober samme år. Der er rigtig mange af værker i Australien. Vi blev vist rundt og var bl.a. i et område der kaldes Snowy Valley, hvor vi så to af hans seneste værker, som er med i en skulptur-rute på ca. 150 km, som er etableret under Corona-tiden, og er under stadig udvidelse. Var også i Canberra, hvor en af hans offentlige udsmykninger er anbragt, og mødte både lokale kunstnere og den danske ambassadør. Det var meget rørende for både min datter og jeg med den rejse. Mine to sønner skulle også have været med, men de kunne desværre ikke. Vi følte jo lidt, at vi satte et punktum for Kelds udstillingskarriere i Australien,” fortæller Bente.

Keld lever videre i værkerne 
”Keld var i gang med en større udsmykningsopgave, da han døde. Og den er stadig ikke afklaret,” fortæller Bente, der ikke helt kan røbe, hvad det er.  ”Jeg har beskæftiget mig en del med opgaven efter hans død. Han havde færdiggjort værket, og jeg vidste godt, hvad han ville, for han havde heldigvis også beskrevet, hvad der skulle ske. Det er bare ikke fuldført endnu,” fortæller hun. ”Hvis det bliver til noget, så skal jeg fuldføre det, og på den måde lever han jo videre.” 

Stor og varieret samling
 I Keld Moseholms Atelier og Have kan man opleve en lang rækker værker fra hele hans kunstneriske karriere fra start til slut. Der er både croquistegninger, og selvfølgelig de runde figurer, der er priser og statuetter, som Keld har skabt til blandt andet DBU og Odense Film Festival. Der er en samling naturalistiske skulpturer, og så er der indblik i processerne, hvor man også kan se opsætninger af de tidligere stadier, inden modellerne blev støbt i bronze. Der er gamle ler-objekter, og der er gips, som er vejen fra ler til bronze. Bente fortæller, at Keld foretrak at vise færdige værker, men det nye blik for skabelsesprocesserne, som Theis Vallø Madsen og Morten Underbjerg Olesen har med sig, har skabt noget helt unikt.

”Jeg tror, at Keld ville have været rigtig glad for at se hvordan det er sat op,” understreger Bente, der glæder sig til endnu en udstilling. 

Den nye udstilling, Spejlinger, kan opleves fra d. 7. juni til d. 31. august på Keld
Moseholms Atelier og Have. Torsdag til søndag i tidsrummet 11 – 16.

Bente Moseholm kan kontaktes på mail: bente@moseholm.dk

Links:

https://www.moseholm.dk/
https://www.skitsehandlen.dk/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig