
SPOT Festival 2025 har nu løbet af stablen, og vi kigger tilbage på årets festival.
Af Line Vestergaard Cramer.
26.05.2025.
SPOT Festival er veloverstået, og vi er klar til at tage et kig på festivalens kunstneriske og scenografiske indslag.
Solen brød frem mellem skyerne, og over Musikhusparken summede lyden af musik. Glade mennesker bevægede sig rundt i den lille festivalby midt i Aarhus centrum med ølglas i hånden og højt humør. Årets SPOT Festival var dog en smule anderledes, da ombygningen af Musikhusparken satte sit præg på oplevelsen, og køerne snoede sig længere end normalt. Armbåndene skulle tjekkes hyppigere, og sammen med den store publikumsdeltagelse førte det til lange køer. Det gjorde det besværligt at komme ind til koncerterne, og flere måtte opgive at se nogle af de kunstnere, de havde glædet sig mest til. Alligevel summede byen af liv, og SPOT Festival viste endnu engang, hvordan Aarhus kan forvandles til en legeplads for musik og kunst.
Indgangen til hovedscenen. Foto: Line Vestergaard Cramer.
Festivalens visuelle identitet
Spot har efterhånden fået skabt en stærk visuel identitet. Deres stil er genkendeligt i udsmykninger ved indgange og opholdszoner, hvor man i år havde arbejdet med kunstneriske indramninger.
Både fordi det gjorde oplevelsen ved at stå i kø lidt smukkere, men også fordi det hjælper en med at finde indgangene. SPOT havde også igen i år deres store, skulpturelle SPOT skilt stående inde i Scandinavian Congress Center. Et flot og velkendt værk, der ofte agerer baggrund for diverse SOME indslag fra festivalen.
Scene ved Institut for X. Foto: Line Vestergaard Cramer.
Institut for X
Især området ved Institut for X skilte sig ud med særligt spændende indslag. Den lille bydel, skabt gennem spontan byudvikling, er i forvejen kendt for sine kreative og rå omgivelser – og SPOT formåede at bygge videre på denne æstetik. Området havde som det eneste en scene med fast scenografisk udsmykning. Udsmykningen bestod af store, farvestrålende, malede plader, der indrammede scenen på fin vis, og skabte en særlig energi over stedet.
Barerne i Institut for X havde også en mere kunstnerisk opbygning. Særligt en større bar ved områdets udendørsscene stod som et fint og selvstændigt indslag. Den er skabt af elever fra Aarhus Arkitektskole i samarbejde med Institut for X. Den havde en spændende, dynamisk opbygning med forskellige stofligheder, materialer og farver i gule og orange nuancer.
Bar ved Institut for X. Foto: Line Vestergaard Cramer.
Sceneshow
Scenografisk og performancemæssigt bør Babybites fremhæves. Hun havde, som kun meget få andre, fokus på sit sceneshow og sine kostumer. Stilmæssigt var showet inspireret af amerikanske diners, med tøj og scenografi, der passede ind i æstetikken. Babybites havde også medbragt nogle dygtige dansere, som, udover at danse fænomenalt, også interagerede med publikum – blandt andet ved at kaste pølsehorn i forbindelse med et af hendes mest populære numre. Et mindeværdigt øjeblik, der fik publikum til at juble.
Overordnet set var SPOT en inspirerende oplevelse. Det er inspirerende at opleve unge musikere få mulighed for at vise deres potentiale, og det er inspirerende at se, hvordan holdet bag SPOT hvert år formår at transformere en bydel til en flot festival – næste år håber vi dog at kunne se meget mere af festivalen.
SPOT Festival er en aarhusiansk festival for nye og kommende nordiske artister. Den forløber altid over den første weekend i maj og fandt sted fra 2.-3. maj i år.
For mere information: https://spotfestival.dk/