
Endnu en soloudstilling er netop åbnet på Gammel Strand kunstgalleri. Udstillingen er af den danske kunstner Nanna Abell, som udfordrer dine sanser.
Af Lærke Kopp Hansen
25.05.2025
Mening i det meningsløse
Vi har netop været forbi Gammel Strand kunstgalleri for at opleve Nanna Abells soloudstilling. Nanna Abell er født i 1985 og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Midt i kunstverdenens, eller generelt bare verdenens, konstante bombardement af sanseindtryk er det befriende, men samtidig også udfordrende og uvant at træde ind i Nanna Abells afdæmpede og ved første øjekast lidt tilfældige univers. Universet er dog alt andet end tilfældigt. Der er tænkt nøje over genstandenes tekstur og placering i lokalerne, hvilket netop skal være med til at overraske.
Andre sanser i spil
Lokaler fremstår meget minimalistiske og en smule tomme, men det er også afslappende, at der er skruet ned for tempoet og indtrykkene. På den måde tvinges kroppen til at opleve og sanse, hvilket også er Abells intention.
Store, udtjente fendere fra containerskibe – med deres slidsomme historie og vægt – læner sig mod væggene, som trætte kæmper. Ved deres side: små, skrøbelige vægskulpturer, hvis materialer synes at balancere på grænsen til opløsning.
Shrink in a orange sweetness. Gammel Strand. 2025. Foto: David Stjernholm
Der er stilke og frøstande, ostepops i vinduer og sprækker, teksturer man bemærker og undrer sig over. Shrink in an orange sweetness er en udstilling, der kræver tid. Ikke fordi den er svær at forstå, men fordi den insisterer på, at vi mærker frem for at analysere. Det er en udstilling, hvor sanserne får lov til at tænke.
Og det er måske netop det mest særlige ved Nanna Abells kunst: at hun giver os et rum, hvor vi kan være til stede med kroppen først – og lade resten følge efter.
Udstillingen kan opleves frem til d. 31. august 2025.
Foto: David Stjernholm