
Det norske museum Kunstsilo er aktuel med den sanselige udstilling ‘VOX’ af den islandske multikunstner Jónsi.
Af Line Vestergaard Cramer.
01.05.2025.
Vi står i en gammel kornsilo, og væggene er rå beton, afrundet af former fra den gamle silo. Der er uforståeligt højt til loftet, og man kan se de forskellige etager fra det store, rå rum, hvor lyset vælter ind fra vinduerne. Udenfor skinner havet i forårssolen. Vi befinder os i det norske kunstmuseum Kunstsilo, som i dag er blevet transformeret til et imponerende bygningsværk.
Her har den islandske kunstner Jón Þór "Jónsi” Birgisson, som nok er bedst kendt for sin medvirken i bandet Sigur Rós, skabt et interagerende og sanseligt værk i form af ‘VOX’ på museets fjerde etage. Værket har først været udstillet i LA, men skal nu vises frem i sin storslåethed på norsk jord.
VOX. Foto: Jeff McLane.
Aktivering af dine sanser
Jónsi guider os ind i ‘VOX’. Da vi træder ind, bliver vi omsluttet af mørke. Men mørket erstattes hurtigt med lys fra fire aflange skærme, der blinker og lyser i samspil med et allestedsværende lydbillede. Vi lokkes hen til en sort, kasseformet bænk, og her pumper en bas gennem din krop i takt med lyden. Dine sanser er nu aktiveret. Øjne, ører, krop og selv duftesansen bliver stimuleret af en duft af mos og skov – Jónsi er jo også parfumør. Du bliver totalt kropsligt omsluttet af værket.
I løbet af værkets 25 minutters varighed fyldes rummet af forskellige indtryk. ‘VOX’ betyder stemme, og det er Jónsis egen forvrængede stemme, man hører inde i værket. Den guider dig igennem hele følelsesregisteret, der nogle gange efterlader dig vred, glad og endda rørt. En stor bedrift i så kort en tidsramme.
VOX. Foto: Jeff McLane.
Alt i alt er ‘VOX’ en smuk og bevægende oplevelse, som vækker alle kropslige sanser og luller dig ind i et univers af lyd og lys og lugt. Udstillingen er en varm anbefaling, hvis man befinder sig i det norske. Vi bringer desuden et interview med kunstneren i 3. udgave af ‘Magasinet Kunst’, hvor du kan læse meget mere om ‘VOX’ og Jónsi.
Jón Þór "Jónsi” Birgisson (f. 1975 på Island) er bosat i Los Angeles og har medvirket i bandet Sigur Rós. I dag arbejder han blandt andet som kunstner og parfumør.
Kunstsilo i Kristiansand er et moderne kunstmuseum og kulturhus i Norge, der åbnede i 2024. Det ligger i en tidligere kornsilo på havnen i Kristiansand, som er blevet omdannet til et museum. For mere information: https://www.kunstsilo.no/no
Billede øverst: VOX. Foto: Jeff McLane.