På Louisiana fra 11. oktober 2014 til 27. april 2015

Havet over og under overfladen

ANMELDELSE: Af Louise Jørgensen.
Publiceret første gang i magasinet kunst 4, 2024. 

Havet er evigheden, den uendelige flade, det endeløse dyb. Et reservoir for myter, eventyr og fantasi, men havet er også en kapitalistisk flersporet motorvej, en kampplads, et kolonialistisk forretningsimperium, en flugtrute, en kirkegård, en losseplads, et spisekammer, et råstofdepot og det, der lader Moder Jord trække sit vejr. Havet er det hele og mere til. Louisianas store efterårsudstilling (red. i 2024) er et kulturhistorisk deep dive ned i havets poetiske, politiske og mytologiske rum, der er fyldt til randen med skønhed, teorier, storhed og forfald.

Det er en af de første dage i efteråret, hvor mørket aldrig rigtig slipper. Morgendis og tusmørke flyder sammen og heldagsregnen falder tungt fra himlen. Det er gråt, det er vådt og himmel og hav flyder sammen til en grå evighed.
Jeg træder ind i Louisianas store efterårsudstillings første afdeling, der omhandler den poetiske videnskab. Den engelske botaniker og fotograf Anna Atkins’ (1799-1871) fortryllende cyanotypiske fotografier af havets mikroorganismer fylder væggene fra gulv til loft. De blåhvide florlette teksturer fortæller ikke bare historien om dengang mennesket begyndte at kortlægge verden under havets overflade. De fortæller også historien om kvinden, der brugte kunsten som vej ind i den mandsdominerede videnskab. Atkins anses i dag for at være den første, der udgav en fotobog og nogle mener, hun var den første kvinde, der skabte fotografier på egen hånd og udgav dem i tre fotobøger ‘Photographs of British Algae: Cyanoptype Impressions’ i årerne 1843-1853.

”Ingen kan skrive sandfærdigt om havet og udelade poesien” står der med sort skrift på den hvide væg. Ordene er den amerikanske marinbiolog Rachel Carsons og citatet er et omdrejningspunkt for udstillingen. For hvor går grænsen mellem det forestillede og det faktuelle? Mellem drøm og virkelighed? Mellem kunst og forskning?
Jeg sætter mig på gulvet og lader litauiske Emilija Škarnulytės (1987) videoværk Aphotic Zone omslutte mig, inden jeg bevæger mig videre gennem Jean Painlevés (1935) og Francesca Woodmans (1978) fotografiske skildringer af køn, skaller og seksualitet og jeg forstår, at Havet ikke bare forholder sig til den glinsende overflade, men dykker helt derned hvor virkeligheden og videnskaben sløres og blandes med den grænseløse fantasi.

Emilija Škarnulytė, Still fra 'Aphotic Zone' (Afotisk Zone), 2022, En-kanalsinstallation, 4K, 5.1 lyd, 16’, varighed: 15 min © Courtesy kunstneren, Erik Cordes og Schmidt Ocean Institute, and Fondazione In Between Art Film

Farligt begær og grådighed
Jeg træder to skridt nærmere, helt tæt, for at se detaljerne i Leopold og Rudolf Blaschkas minutiøse glasskulpturer. En blæregople, en havsnegl, en søanemone side om side, fint belyst i de smukke glasmontrer i det højloftede rum. I flere årtusinder var havet en flade, vi sejlede på med svingende succes. Ja, indtil midten af 1800-tallet troede man ikke, der fandtes liv mere end 30 meter nede i dybet. Det var først, da dybvandskabler blev trukket gennem dybhavet og kom retur med hidtil ukendte organismer, at vi indså, at der var mere til havet end som så. Og selvom det aldrig var vores lod at vide, hvad der findes på havets dyb, har vi over de sidste godt 200 år grådigt undersøgt havet og dets rigdomme. Og netop de hvirvelløse dyr, der er omdrejningspunktet for brødrene Blaschkas værker, kan hverken udstoppes, affotograferes eller på anden måde gemmes til eftertiden. De yndefulde skulpturer gengiver det, der ikke lader sig forevige på anden vis.

Leopold & Rudolf Blaschka, Model af blæregople, Glas, Amgueddfa Cymru – Museum Wales. Foto: James Turner

Væggene rundt om glasmontrerne er tapetseret med bogsider fra diverse naturvidenskabelige leksika. Nogle naturtro, andre nærmere som drømmesyn, fx Louis Renards Poissons, Ecrevisses et Crabes de diverses couleurs et figures extraordinaires, que l’on trouve autour des Isles Moluques, et sur les côtes des Terres Australes, 1754. Her ser vi havfruer side om side med diverse fabelfisk, der desværre aldrig er set af menneskeøjne, men hvis former, farver og finesse får os til at længes efter netop det: at se dem.

Havet, installationsfoto fra udstillingen, Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Louisiana

Jeg bevæger mig videre gennem udstillingen og står nu ansigt til ansigt med det sublime hav: fladen, der strækker sig i evigheden, som Hirosgi Sugimotos værkserie (1991, 1994, 1994) eller i August Strindbergs Uvejr i Skærgården (1892), hvor havet viser sin storhed og evne til at tage liv med sin styrke. Havets ukendte kræfter har siden oldtiden fodret den menneskelige forestillingsevne. Vi har besjælet bølgerne, dybet og evigheden med vores eksistentielle længsler og lige dele frygt og fascination for det ukendte. Det er råt, det er smukt, det er skræmmende. Det er havet.

August Strindberg, Uvejr i Skærgården. "Den flyvende hollænder", Dalarö, 1892, Voksfarve på pap, 62 x 98 cm. Statens Museum for Kunst, København

Vi kortlægger, vi klassificerer, vi erobrer
Mens optegnelser i leksika, fotografiske dokumentationer, smukke stilleben og møjsommeligt udførte glasfigurer viser den menneskelige drift mod at kende hver en tomme af planeten Jorden, inviterer udstillingen os også tæt på menneskets kolonisering og rovdrift på havet og dets ressourcer. Her er det ikke bare nok at kortlægge eller klassificere. Her skal man eje, erobre, besidde.

Omkring 1500-1600-tallet bragte handelsskibe de eksotiske muslingeskaller og konkylier til Europa fra Indonesien, Vestindien og Cuba. Som konkylieskabet fra 1762 og portrætterne af muslingesamleren Jan Govertsen fra Haarlem, der begge står som beviser på den grådighed, hvormed mennesket igennem århundreder har stjålet havets rigdom og skønheder.
”Jeg begærer ting, der er sjældne og tiltrækkende,” står der citeret under Jan Govertsens portræt. Citatet skriver den fornyede samlermani ind i imperialismen, for ikke at tale om Europas koloniale udnyttelse af Den Tredje Verden.

Havet og de vansirede kroppe
Hvide, slanke, muskuløse kroppe skåret i græsk marmor byder mig velkommen i det næste rum. Halvt perfekt, halvt forkrøblet af vand og tid står de som skærende kontraster til fx Cornelis van Haarlems ‘Neptun og Amfitrite’ (ca. 1616/1617) eller Werner van den Valckerts ‘Galathea’ (1619) og ‘Neptum’ (1609) fantasmer over havmennesket. Værkerne afbilleder på sin vis de samme hvide, stærke kroppe hos de mytiske, hvide havfolk, men uden realiteten af havets magt over mennesket og kunstens krop.

Werner van den Valckert, Neptun, 1619, Olie på træ, 108 x 80 cm. Statens Museum for Kunst, København

I år 1900 søgte en samling svampedykkere ly for vejret ved Antikythera i Det Ægæiske Hav. I ventetiden dykkede en af dem ned i dybet, iført datidens nyeste dykkerudstyr. 45-60 meter under havets overflade så han et skibsvrag fra første århundrede f.v.t. Skibet havde været lastet med græske marmorstatuer, der nu lå halvt fortæret af havet og dets mikroorganismer. Statuerne blev bjerget og står i dag som et billede på menneskets forhold til havet. Vi kortlægger det, vi klassificerer det, vi erobrer det, men i sidste ende er det havet, der æder os.

Drexciya og post-kolonialistisk kunst
De forvitrede hvide kroppe står som et perfekt anslag til et af de mørke kapitler i menneskets historie. Under kolonismen og trekantshandlen agerede havet ikke bare handelsrute, men også kampplads og kirkegård. Frantz Zéphirins ‘The Slave Ship’ (2007) viser det engelske slaveskib The Brooks, der mellem 1781 og 1804 gjorde 11 ture på tværs af Atlanten. Det siges, at The Brooks og andre lignende skibe fragtede i omegnen af 450-700 slavegjorte afrikanere fra Afrika til Caribien pr. afgang og tabstallene undervejs var enorme.

Havet, installationsfoto fra udstillingen, Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Louisiana

Ellen Gallaghers storslåede og farvestrålende værker ‘Fast-fish an loose-Fish' (2023) vibrerer side om side med ghanesiske El Anatsuis ‘Akua’s Surviving Children’ (1996). Værkerne brillierer i storhed og skønhed, men fortæller dystre historier om de millioner af menneskeliv, der gik tabt på tværs af Atlanten. ”En klan af overlevende begyndte at tage form,” beskriver Anatsui om den måde, hvorpå drivtømmeret fandt ham, på hans ture langs stranden i Hellebæk og blev en del af det samlede værk. Anatsui brændte og færdiggjorde ‘Akua’s Surviving Children’ i hans værksted ved Hammermøllen, der under kolonitiden var en del Kronborg våbenfabrik.

Mellem farvestrålende og eksplosive værker, gør de ikke meget væsen af sig. Et sæt høretelefoner med tilhørende tekst skrevet på den hvide væg, og alligevel er teorien i høretelefonerne, teorien om Drexciya, en af de myter, der sad i mig, da jeg forlod udstillingen.
”Er Drexciyaer vandåndende, vandmuterede efterkommere af disse uheldige ofre for menneskelig grådighed?” står der på coveret til opsamlingsalbummet ‘The Quest’ (1997) fra undergrundsduen Drexciya, der opstod i 1990ernes Detroit. Teorien er for sin vis enkel og berør den samme traumebearbejdning, som vi ser i Anatsuis værk. Hvis vi kommer fra havet, hvad skete der så med de mange gravide slavegjorte kvinder, der blev kastet i oceanet under trekantshandlen? Fødte de deres børn i havet og skabte en ny, sort civilisation? Muterede de i Atlanterhavets dyb til en ny gællebærende civilisation? Har de tvungne muterede kroppe fundet hjem til havet og etableret et sort Atlantis? Eller går de iblandt os, som smertelige og hævngerrige vidner på den menneskelige grådighed?

Havet, installationsfoto fra udstillingen, Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Louisiana.

Aktualitet
Et af de sidste værker, jeg vil nævne her, er vel knapt nok et værk, men derimod et råstof. Manganknolde, hedder de og indeholder nikkel, kobber og kobolt, der bruges i den grønne omstilling. Manganknolde vokser i dybhavet, op mod 1000 meter under havets overflade, hvor der siden 1970’erne er blevet udført videnskabelige undersøgelser for at vurdere ressourcepotentialet i de eksotiske dybhavsplanter. Men virkeligheden er, at vi ikke ved særlig meget om dybhavet. Ja, måske ved vi i virkeligheden ikke særlig meget om havet. 95% er endnu uudforsket, så hvordan vurderer vi, om vi kan redde den brændende klode ved at høste havets frugter? Og hvem ejer dybhavet? Hvor går landegrænserne på havets bund og hvad er konsekvenserne ved minedrift i dybet? Den sidste teori, fantasme eller myte om havet er ikke tænkt eller skrevet, og alt tyder på at historien kan og vil gentage sig, hvis vi ikke passer på. Grådigheden står på spring, men det samme gør løsningen på Jordens ressourcemangel. Måske. Det vil kun tiden vise.

Udstillingen Havet er stor, omfattende, smuk og gribende. Du kan surfe på dens glitrende overflade eller dykke ned i forskningen, fortiden og fremtidens komplekse fortællinger.

Havet kan ses og opleves på Louisiana fra 11. oktober 2014 til 27. april 2015

Billedet øverst: Havet, installationsfoto fra udstillingen, Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Louisiana