Malene Bachs lys- og farveinspirationer møder DTU – Danmarks Tekniske Universitet.
Af Mag.Art. Dorrit Wagner.
25.02.2025.
For et års tid siden stod bygning 208 B på DTU færdig efter en større ombygning. Kunstneren Malene Bach havde sammen med DTUs egen projektleder fra Campus Service Marianne Thorbøll nøje gennemtænkt i alle detaljer, hvad der skulle ske i den store bygning fra 1967. Resultatet førte til Danske Malermestres Farvepris 2024 for den transformering og fornyelse, der var fundet sted i bygningen. Ved prisoverrækkelsen blev der bl.a. sagt: ”… og I ville tilbyde rammerne og et aktivt studieliv, hvor man havde lyst til at være – også når man ikke skulle”.
Bygning 208 B og de studerende
Træder man ind i bygningen fra kantinesiden (Bygning 202), går man gennem en lang gang med de oprindelige gule murstensvægge. På begge sider er der indgange til de store auditorier.
Billede fra skolen. Foto: Dorrit Wagner.
Men på selve gangen kommer man forbi flere kasseformede studiekroge for så at træde ind i den meget store mellemhal, der igen fører gennem den store glasdør til sektionen 'Touchdown Brainstorm'. Her er der rig mulighed for gruppearbejde, den interaktion og vidensdeling som er så vigtig i al læring.
Billede fra skolen. Foto: Dorrit Wagner.
Bygning 208 B bruges af studerende og undervisere indenfor områderne kemi og life-science. Jeg har selv haft min gang i bygningen gennem mange år, og kan stadig næsten føle mig hensat i et af Giovanni Piranesis malerier grundet de forskudte lag i bygningens to etager, der er forbundet af brede trapper. For fra kantinesidens udeareal træder man ind på 2. etage af bygningen, og skal ned af brede trapper for at komme til 1. etagen, som igen har andre udgange til udearealet på andre sider af bygningen.
Om aftenen efter dagens forelæsninger, kan der være en livlig aktivitet i bygning 208 B, som også rummer en danse/yoga sal og en bar 'Etheren' i 1. etagen.
Billede fra skolen. Foto: Dorrit Wagner.
Om aftenen undervises der i alle mulige dansearter, og da er de intime arrangementer med sofaer og borde besat af rygsække, tasker og overtøj.
Billede fra skolen. Foto: Dorrit Wagner.
Her ses en studerende i en stille stund, og vi kan se hvorledes Malene Bach har brugt blødt foldede gardiner til at afskærme de enkelte sofasektioner og skabt intimitet og uforstyrrethed. Den dæmpede belysning tilfører rummet varme, som Malene Bach udtrykker det. Og om dagen trækker farverne – så at sige – lyset ind i rummet.
Møbler og gardiner er holdt i beroligende farver beige, hvidt og lyng, som skifter i løbet af dagen som dagslyset nu rammer møbler og vægge. Som kunstneren også ser det: ”Farver blandes – de ses gennem hinanden”.
De to etager
Fra mellemhallen på 2. etage hænger tre brede hvide bannere ned til 1. etagen og danner en interessant forbindelse til den ovale sofabænk, som står midt på gulvet mellem nogle af de glasdøre og vinduer, som der er et væld af i 208 B.
Billede fra skolen. Foto: Dorrit Wagner.
Ovenstående introduktion til den nyrenoverede bygning 208 B på Danmarks Tekniske Universitet fortæller en lille del af de mange detaljer, som kunstner og samarbejdspartnerne er blevet prisbelønnet for. Når man har sin gang i bygningen i hver dag, ser man hvordan de studerende fylder rammerne ud med studieaktiviteter og mere fritidsorienterede aktiviter.
For et større indblik i renoveringen og fornyelsen følg linket: