Collezione Maramotti, Reggio Emilia 27. oktober 2024 til 16. februar 2025.

Through the Floods

Collezzione Maramotti viser os med udstillingen Through the Floods, at vi står midt i en syndflod. Men forstår vi som mennesker vores egen anpart?

Af Ene Bissenbakker
20.01.2025

Jeg er i Reggio Emilia i på den flade Poslette mellem Milano og Bologna. I dag regner det lidt. Regionen, som ikke mindst er kendt for sin patenterede parmesanost, skal vise mig en af sine fineste kunstsamlinger: den imponerende Collezzione Maramotti, grundlagt af Achille Maramotti (1927-2005), stifteren af modehuset Max Mara.

Den private samling er blevet til en permanent udstilling, som omfatter over 200 værker fra 1945 til i dag. Der er malerier, skulpturer og installationer af både italienske og internationale kunstnere som Francis Bacon, Basquiat og Lucio Fontana. Den arkitektoniske ramme er et modernistisk betonpalads, nemlig modehusets tidligere hovedkvarter, som er omdannet til denne imponerende kunsthal.

Jeg er til stede til åbningen af to udstillinger, Max Mara Art Prize-vinderen Dominique Whites ’Deadweight’ og så gruppeudstillingen ‘Through the Floods’, der udforsker temaet katastrofer. Det gør den gennem mere end 50 værker fra det 12. århundrede f.Kr. til i dag. Udstillingen kombinerer værker fra samlingens arkiv—mange af dem ikke tidligere vist—med mesterværker lånt fra prestigefyldte nationale og internationale institutioner.

Giulia Andreani, La paix et l’espoir aux portes de l’Europe, 2020. acrylic on canvas. 190,5 x 250 cm. Collezione Maramotti, Reggio Emilia © Giulia Andreani, by SIAE 2024. Courtesy the Artist and Galerie Max Hetzler Berlin | Paris | London. Foto: Roberto Marossi

Through the Floods præsenterer (jf. pressmeddelelsen) “et asynkront blik på menneskelige og planetariske katastrofer, hvor der drages forbindelser mellem billeder fra meget forskellige epoker”. Jeg foretrækker at blive væltet omkuld af en udstilling, så mit forarbejde har været sparsomt i et forsøg på at træde ind i rummet med et objektivt blik. Jeg ved, at vi står overfor at skulle konfronteres med et af livets grundvilkår, angsten, og hvordan den følelse er blevet kunstnerisk bearbejdet gennem menneskehedens historie. Det er alt, jeg har brug for at vide lige nu.

Men hvem er nogensinde trådt objektivt ind i et rum? Den overvejelse kommer senere til at ride mig som en mare gennem udstillingen. For det er svært ikke at bemærke hvilken historisk kontekst, vi bevæger os i. Og det sætter temaet om katastrofer i perspektiv.

Filippo Palizzi, Oltre il Diluvio, 1864. oil on canvas. 185 x 266 cm. Napoli, Museo e Real Bosco di Capodimonte. Courtesy MiC – Museo e Real Bosco di Capodimonte. Foto: Luciano Romano

Dommedag er nær
Syndfloden udgør det hovedværk, som åbner rundturen i udstillingen: Filippo Palizzis maleri "Oltre il Diluvio" (Efter Syndfloden, 1864) er et overflødighedshorn af detaljerigdom. Ud af en stendød Noahs ark strømmer zebraer, løver og vildsvin mens alverdens fugle står som en hidsig sværm i luften over dem. Jeg ved godt, at den bibelske ligning fortæller os, at dyrene skal indtage en ny og renere verden. Men de her kreaturer synes snarere at flygte desperat ud fra et skibsvrag, der har været på kollisionskurs så længe, at de kun lige nåede i land i sidste øjeblik.

En titel som “Through the Floods” (gennem oversvømmelserne) afspejler da også en stemning af at eksistere midt i malstrømmen. Vi taler ikke om vandet, som kommer, men vandet, som er her. Og som det, vi på en måde ved, vi skal igennem. Det ved Joan Banach i hvert fald. Hendes Deep Water (1998) er måske et af udstillingens mest velplacerede værker. Det står i skarp kontrast til den mættede syndflod og kondenserer den psykologisk overvældende angst, mange af os føler i en verden, der synes at være løbet løbsk i klimaforandringer og krigsgale statsledere. Ja: den følelse er som på lærredet: mosgrønt smør, der suger mig ned i et hul.

Joan Banach, Deep Water, 1998. oil on wood 213,5 x 245,5 cm. Collezione Maramotti, Reggio Emilia © Joan Banach. Courtesy Collezione Maramotti, Reggio Emilia. Foto: Carlo Vannini

Udstillingen er overvejende maleritung. Her er ingen højpandede idéer om, at maleriet er dødt, og som anmelder af kontemporær skandinavisk kunst, er jeg er faktisk ganske taknemmelig for det greb. For på en eller anden måde, er der noget næsten retrospektivt i at gå i kødet på maleriet. Det siger noget om at skue bagud, for at blive klogere på fremtiden. Og derfor er det stærkt at se de yngre maleres utilslørede håndsrækning bagud til de mestre, som længe før dem tog livtag med den samme angst.

På vej rundt i udstillingen støder jeg således på en direkte reference til Palizzis syndflodsmaleri. Andy Cross’ Spoiler Alert (Extreme Weather) (2018-24) er, som titlen nævner, en direkte kommentar til den fremtidige flodbølge, der uomtvisteligt må ramme os. Her dog i en pink, futuristisk setting, hvor arken i baggrunden synes at være en nybygget drivhusbiotop og Noah selv er i øvrigt brun og stritter med numsen i sin lyserøde kjole.

Andy Cross, Spoiler Alert (Extreme Weather) 2017–2024. oil on canvas. 223,5 x 274 cm. Courtesy and © Andy Cross

Også kød er et tilbagevendende element i udstillingen. Engang i starten af 1700 ser vi det solgt efter vægtmål hos Boselli Fellices mesterværk Slagterens indre med slagter, lærling og gammel kunde. Her sidder menneskene i et mørkt hjørne, mens et kalvehoved strippet for hud er placeret helt i forgrunden. Hos Domenico Piola (1627-1703) ser vi Kain og Abel i kødeligt, nøgent raseri, med buldrende sorte skyer, som trækker sammen i det fjerne. Luisa Rabbias Seed of Evil (2022) hænger som en abstrakt, polykromatisk ribbensstruktur, der vokser op ad jorden. Kroppene og kødet er til stede overalt og flyder sammen som korsfæstelse, moralsk forfald, overflod, slagmark.

Blikket vandrer konstant over malerier og skulpturer, der hele tiden taler sammen på trods af deres forskellighed. Jeg ser en kvinde sidde tavst afventende i et tørt landskab i Ivor Pricketts On the front line in the Battle for Mosul (2017). Hun sidder helt roligt i sin mørkerøde plastikhavestol med en lille bunke bøger og tæpper ved sin side, afventende og mildt smilende midt i et krigslandskab. Lige efter drejer jeg om hjørnet og ser en anden kvinde, Käthe Kollwitz’ legendariske Kvinde med dødt barn (1903), hvor askegrå hud smelter sammen med kulsort sorg og rædsel. De blander sig med originale ægyptiske oldtidsstatuetter og Bonaventura Peeter’s oliemaleri af kæntrende skibe fra 1600-tallet, hvor besætningen rasler ned ad masterne som små, ubetydelige myrer i det oprørte hav. Det er som om alt går i ring. De kontinuerlige krydsreferencer føles som om at stå med ansigtet vendt mod en sol, hvis stråler reflekteres i havet og sender blændende lysglimt imod mine øjne. Katastrofen er overalt, kødet og døden, angsten for i morgen og fra i går.

Through the Floods, exhibition view. Collezione Maramotti, Reggio Emilia © Alessandro Fogo. Foto: Dario Lasagni

Rundt i manegen igen
Jeg ryster fremtidsudsigelserne af mig og bevæger mig ud på gårdspladsen for at ryge, drikke og æde. Vinduerne går fra gulv til loft, og jeg overvejer hvem, der egentlig er til skue. Er vi et stort tableau vivant, som vi står der og smalltalker mens vinen flyder, kanapéerne går rundt? Det er næsten for tykt. Jeg har lyst til at skrige. For floods er svært ikke at sammenligne med overflod.

På en eller anden måde er der en form for fremadrettet nostalgi ved at gå der blandt værkerne og vide, at verden, som vi kender den nu, kommer til at forandre sig så radikalt. Som om det er os, der er de kornfede slagtekøer på kødkroge i en guldalder, som eksisterer på et maleri. Den viden om, at en større skaber kan kalde os til sig, som vi så i udstillingens værker, synes som en profeti, der er ved at gå i opfyldelse. Nu er vi her. I syndfloden, som vi skaber med vores egen grådighed.

Through the Floods, exhibition view. Collezione Maramotti, Reggio Emilia © Luisa Rabbia; Agostino Arrivabene; Ivor Prickett. Foto: Dario Lasagni

Alt taget i betragtning, føler jeg faktisk lidt, vi er i en form for afskedsudstilling. Vi byder farvel til verden af i dag og ser frem imod endnu en menneskeskabt naturkatastrofe, som vil vende alt på hovedet. Det var måske for længst forudsagt, at vi skulle stå her i vores stiveste puds og blive opslugt af en guddommelig straf fordi vi med lukkede øjne insisterer på at leve over evne.

Næste dag i taxaen til lufthavnen kører min chauffør mod lufthavnen. Vi kører over floden Crostolo der løber igennem, Reggio Emilia. På mit hakkende gymnasieitalienske taler vi om de oversvømmelser, regionen var udsat for for nylig, hvor Posletten endnu engang blev overrumplet af dødelige vandmasser. Og her løber floden på en fredelig efterårsdag. Det føles som om tiden er cirkulær. Når vi ser på kunsten og de katastrofer, den dokumenterer, må jeg spørge mig selv: Hvordan undgår vi at blive endnu en generation, der kun overlever for at gentage historiens fejl?

Through the Floods
Collezione Maramotti, Reggio Emilia
27. oktober 2024 til 16. februar 2025.

Billedet øverst: Through the Floods, exhibition view. Collezione Maramotti, Reggio Emilia © Alessandro Fogo. Foto: Dario Lasagni