Indkøbskurven er tom.
Symphony of Solitude - S.O.S.
Scene, Film & Bøger

En forrygende surrealistisk forestilling med et fremragende musikalsk score, stor humor og stof til eftertanke.

Symphony of Solitude – S.O.S. 

Scene: Af Mona von Burgwald
18.01.2025

Det er kun januar, men jeg er allerede klar til at kåre ”Symphony of Solitude – S.O.S” af MØR collective til årets teaterforestilling 2025. Gribende, morsomt og samtidig følelsesfremkaldende, er stykket både nytænkende og tankevækkende i den måde, det adresserer ensomhed som et voksende problem i vores moderne samfund. Med et fremragende musikalsk score præsenterer teaterstykket en levende kollage af livets udfordringer som aleneboende, i en helt fabelagtig dadaistisk iscenesættelse.

Dukkehuset på drejeskive
Scenen forestiller et massivt cylindrisk dukkehus, en hel lejlighedsbygning i mini-skala, sat på en drejeskive, som en kolossal karrusel. Vi iagttager husets beboere i tilfældige øjeblikke i dagligdagens trivielle absurditeter: De ser fjernsyn. De spiller musik. De keder sig. De klæder sig af og på. De roder. De dagdrømmer. De laver lister. De leger med balloner. De danser hæmningsløst. De agerer alene og er uforstyrret af hinanden og af verden omkring – alt imens huset bliver drejet rundt af et par rotter i menneskestørrelse.

Humoristisk højdepunkt: Mika Forsling og Jean-Benoît Mollets radio-transmitterede kærlighedserklæringer på fransk fik mig virkelig til at grine. Jean-Benoît Mollet har en fantastisk, naturlig sceneudstråling og var totalt gennemført, selvom han tilsyneladende kun havde et døgn til at forberede sig til rollen, da det oprindelige castmedlem Petter Wadsten blev syg. 

Livets cirkus
Cirkusset kommer for alvor i gang, når beboerne begynder at sno sig gennem hele ejendommen, ét klaustrofobisk rum ad gangen. Det er en akrobatisk bestræbelse når skuespillerne kravler gennemkøleskabet, brusenichen, badeværelsesspejlet eller andre surrealistiske porte, hurtigere og hurtigere i et stadig mere presset tempo, som i et gigantisk hamsterhjul. Men de når aldrig at indhente hinanden. Gennem dette hastede og kaotiske ræs er der aldrig mere end én person i et rum ad gangen. Der er ingen interaktioner mellem beboerne, som forbliver fanget i deres ensomhed. 

Livets soundtrack
Lydoplevelsen er i sig selv noget helt bemærkelsesværdigt. Da der er mere musik end dialog, kan musikken betragtes som stykkets lim, der binder de visuelle elementer sammen. Musikken er både iørefaldende og rørende, og den overrasker ved at spænde over et så mangfoldigt udvalg af genrer. Her er et tempo og en tone til alle livets forskellige øjeblikke og aktiviteter: det er livets lydspor. Komponisten Mika Forsling spiller sin originale musik på scenen gennem hele forestillingen – fra det æteriske, over damporgel-cirkus-vibes, til pulsende techno, et nummer spillet på en sav med violinbue, til berusende Weimar-kabaret. Den sidstnævnte var for mig et kunstnerisk højdepunkt: den smukkeste og mest triste karbad-serenade, man kunne drømme om, sunget med blød og melankolsk stemme af Anika Barkan.

S.O.S. = Hjælp!
Titlen er en præcis og poetisk indfangning af stykkets essens: ”Symphony” understreger den musikalske komponent, mens ”solitude” selvfølgelig henviser til ensomhed, der tydeligt kan mærkes i personerne på scenen, mens forestillingen udfolder sig. Forkortelsen "S.O.S." er en betænksom tilføjelse, en lille hyldest til, hvor svært det kan være at råbe om hjælp, når man føler sig alene. 

Skuespillerne er smadderdygtige og exceptionelt dristige. Jeg var fuldt betaget fra det øjeblik vi først satte foden i salen og helt frem til stykkets kaotiske, røgfyldte afslutning. Uden diskussion, årets bedste teateroplevelse til dato, for både unge og voksne. Symphony of Solitude - S.O.S. var modtageren af Årets Reumert 2024. Chapeau!

Bag scenen
MØR collective er et internationalt scenekunstfællesskab, der arbejder med socialt engagerede og normkritiske kunstprojekter. Grundlagt af Anika BarkanMika Forsling & Cille Lansade, fungerer MØR collective som en platform for kunstnerisk samskabelse. Laura Hagen Aagaard er siden 2023 Kreativ Producent. 

Kreditering - Symphony of Solitude – S.O.S 
Installation: Katrina Neiburga
Komponist og livemusik: Mika Forsling
Instruktør/koreograf: Cille Lansade
Medskabende performere: Petter Wadsten og Anika Barkan
Kreativ Producent og rotteperformer: Laura Hagen Aagaard
Producent: MØR collective og AFUK Scene
Foto: Trine Brandt – Gua Studio

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Dansk Skuespillerforbund, Københavns Kommune og Wilhelm Hansen. Forestillingen varer en time uden pause. Sidste spilledato er mandag den 20. januar 2025. For mere information se: https://teaterbilletter.dk/forestillinger/symphony-of-solitude-sos-128703

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig