Kom på besøg i Studio Ghibli når dokumentaren Hayao Miyazaki and the Heron får dansk premiere første juledag

af Sofie Olsen

En kunstnerisk process talt i dage
Hvor mange dage er syv år? Man tænker ikke lige over det. Men når en film tæller en kunstnerisk proces ned fra +2399 dage, så gør man. 

I Miyazaki and the Heron er hver eneste dag og hver eneste minut på dagen en skabelseskamp. Dag for dag, blyantsstreg for blyantsstreg, karakter for karakter, er rejsen mod det færdige, kreative produkt, der ender som Drengen og hejren lige så intens og lang som selve processen må have været. 

Tilblivelsen er dog lige så fyldt med hverdagslige skærmydsler, som den to timer lange dokumentar også indfanger, når den følger livets vante gang i Studio Ghiblis lokaler. Fra animatorerne træder ind af døren om morgenen, bliver budt velkommen af en venlig alarms stemme til de går hjem igen, når dagens hårde arbejde er slut, får vi et indblik i hvordan syv år ser ud i det japanske animationsstudie.
Det går ikke udramatisk for sig, trods filmens rolige, stræbsomme tempo. 

Ghiblis mentorer 
Det giver mening at det netop er arbejdet med Drengen og Hejren, der er blevet til en dokumentar. Filmen var ikke som sådan en favorit blandt fans, men den prisvindende “sidste film” (nu får vi se) indkapsler i den grad forhold der har præget Miyazakis eget liv. Samtidig er den skabt på et tidspunkt, hvor Ghibli-studiet mistede mange af deres ikoniske kernepersoner. Og Miyazaki, dermed, betydningsfulde mentorer og kolleger.
Filmen er lige så meget en undersøgelse af disse mentorforhold. Af Miyazakis egne mentorers betydning, men vi får også små glimt af nogle, store som små, der må betragte Miyazaki som deres mentor. Særligt er filmen optaget af det komplekse forhold Miyazaki havde til sin mentor, instruktøren og produceren Isao Takahata, der går bort i 2018. Et helt kritisk tidspunkt i Drengen og Hejrens færdiggørelse. Fordi Takahata var lige så meget nemesis som mentor for Miyazaki fornemmer vi hvordan Miyazaki kæmper for at finde et nyt kompas, nu hans rival, mentor og producer er væk. Filmen er på denne måde også et historisk monument over de omtalte og komplekse arbejdssamarbejder der har skabt de legendariske Ghibli-film. 

Disse samarbejder synes i Ghiblis historie at have ført til resultater, der går over skabernes egen forstand. Men det er også en arbejdsproces, hvor barren er sat højt. For højt, spørger den vestlige del af ens hjerne undervejs i filmen, når det bliver rigtigt tænderskærende. Man fornemmer at der er en grund til at Miyazaki bander og svovler over Takahata. Man fornemmer dog også at der er noget kreativt benzin i de relationelle frustrationer, noget der synes at være filmens fokalpunkt. 

En hejre i Miyazakis hjerne
Netop Takahata og Miyazakis komplekse relation har altid været et omdiskuteret behind-the-scenes-tema for studiet. I filmen er denne besværlige relation sat på spidsen, i og med at den nu tager karakter af sorg og tab. Miyazakis hjerne sprøjter historier og mærkelige karakterer ud i processering af sin sorg, og både glæder og sorger væver sig ind i historien. ‘Jeg rækker ligesom ind og samler inspirationen op herinde’, siger animatoren og henviser til sin hjerne.

Døden flytter bogstaveligt talt ind i den kreative proces’ smeltedigel, Miyazakis hjerne, og bliver til karakterer og storylines. Hans elskede color designer Michiyo Yasuda, til karakteren Kiriko og ‘Paku-san’ (Miyazakis kælenavn til Takahata, der betyder noget i retning af Mr Munchy, red.) er naturligvis grandonklen, deri den grad forstyrrer færdiggørelsen af filmen. 

Paku-sans død er filmens nerve, og forlænger filmens tilblivelsesproces ekstremt. Dokumentaren er exceptionel i netop denne storyline, fordi vi ikke kun ser en sorgproces bearbejdet gennem en kunstnerisk proces, nærmest minut for smertefuldt minut, men også får et indblik i Miyazakis kreative processering af livets ups and downs.

Alderdommens ikigai

Drengen og hejrens storyline og karakterer opstår fra alle livets elementer Sorg, savn, irritation og glæde. Toshio Suzuki, medgrundlæggeren af Ghibil og en lige så stor kilde til Miyazakis friústrationer, bliver til hejren (“på grund af hans store mave”) og den nærliggende børnehaves frøjagt bliver også brugt som kreativt stof. 

Filmen er ikke kun et (til tider nervepirrende) indblik i den detaljeorienterede kreative proces, som mesteren af animation, Hayao Miyazaki kræver af sig selv og de mange kreative kræfter, der er med til at skabe Ghiblis film. 

De mange timers tegneri fylder lige så meget som pauserne og refleksionerne og livet omkring tegnestuen. Miyazaki er Grandpa Jellybean, for de mange besøgende børn i animationsstudiet, Miyazaki hugger brænde, Miyazaki sørger over sin mentors død. I krydsklip får vi alle disse små og store følelsesmæssige udpluk serveret i Ghibliske karakterer. Børnehavebørnenes frøjagt, en kop kaffe, en lidt for tyk mave på en ven, og tusind andre små strøtanker forvandles til kreative kræfter i processen med at skabe en animationsverden. 

Hayao Miyazaki går i filmen fra at være en påstået pensioneret 76-årig herre i eget hus, til at være en forpint +80-årig, der nægter at give slip og give op i den kreative proces. Miyazaki selv opdager slet ikke hvor gammel han egentlig er, før han i en tiltrængt pause pludselig opdager at træet, han stirrer på mens han sidder og ryger en smøg på bænken udenfor, er fuldvoksent. Et træ han har stirret på siden de flyttede ind i tegnestuen. 

Hans stædighed omkring at færdiggøre filmen følges bekymret af hans omgangskreds. Toshio Suzuki bemærker flere gange tankefuldt, at Miyazaki ikke kan lade være med at arbejde. Det er ikke kun beundringsværdigt, men har visse risici. Det er til tider hårdt at se på en så dedikeret kunstner. Hans berøringsflade bliver voldsomt porøs, givet de mange dødsfald et liv i den alder helt naturligt fører med sig.
Men det er også et herligt indblik i en ældre kunstneres liv. Man er ikke færdig med at skabe eller være i live, blot fordi man bliver ældre. 

Skabelsen af en verdensorden
Det er vildt at se, hvordan der bliver kredset omkring de mindste detaljer, og hvordan den gamle mester til tider er ved at drive sig selv og sin tegnestue til vanvid i petitesse-arbejde. 

Den aldrende hejre, Toshio Suzuki fodrer dokumentaren med velvalgte satiriske kommentarer, og man mærker at hvor besværlige, dramatiske og decideret trælse arbejdsrelationerne er i Studio Ghibli, så er det alt sammen nødvendige ingredienser, når man skaber så fænomenale mesterværker som Studio Ghibli jo altså gør. 

Måske er det derfor Miyazakis arbejde og hans processer er blevet nærmest guruiseret hos unge kunstnere verden over.
Det er ikke blot et arbejde med en animationsfilm. Det er skabelsen af store, illuminative verdensordener, skabt af små, næsten usynlige tråde af inspirationer indefra en animators hjerne. Det er ren ikigai og kreativ inspiration for kunstneriske sjæle i alle aldre. 

'Hayao Miyazaki and the Heron' er skabt af Kaku Arakawa.

Dokumentaren får dansk premiere onsdag den 25. december i Gloria i København, Øst for Paradis i Aarhus og Biffen i Aalborg. Filmen vises med engelske undertekster. 

Varighed: 120 minutter. 

Pressefotos: Kinghill, Cinema Mondo