På Den Frie frem til d. 24. november.

Kunstnernes Efterårsudstilling 2024 

Af Laura Enné Marquard
22.11.2024

I øjeblikket er den 124. udgave af Kunstnernes Efterårsudstilling mulig at opleve i historiske rammer på Den Frie. Ud af mere end 950 ansøgere har dette års kunstneriske jury udvalgt 71 kunstnere, som sammenlagt udstiller 117  censurerede, repræsentative og oplevelsesværdige værker. Værkerne kommunikerer globale tematikker som klimaforandringer, teknologisk udvikling, konflikter og ulighed på en helt særlig, sanselig og sjælelig måde, og er en tydelig afspejling af den samtid vi lever i.

Som beskuer bliver du ved første møde taget på en rejse i dit følelsesregister og sanseapparat. Mange af værkerne besidder en udefineret, bagvedliggende tone af noget større, som giver anledning til dybere refleksion, mens andre værker er mere tydelige i sin kommunikation. Nogle af værkerne rummer et mørke. En tristesse. Andre rummer humor. Vækker forundring. Råber. Giver anledning til smil. Sætter spørgsmåltegn.
Fælles for dem er dog, at de besidder en vis kompleksitet, omend de ved første øjekast har et simpelt udtryk. De har noget at fortælle, noget som skal ud, noget som skal leve eller sætte i gang hos beskueren. Det er fascinerende. Det er dragende. Det er fortællende. Det er voldsomt. Det er ægte. Det er samtidskunst af høj kvalitet.
I det følgende kan du læse om fire forskellige, samtidskunstneriske værker, som netop er alt dét og mere til. 


Kunstnernes Efterårsudstilling 2024, Den Frie. Foto: Laura Enné Marquard.

Et politisk potentiale?
I udstillingens første rum findes Sara Malies bemærkelsesværdige værk “Proto-landscape”. Det sammensatte værk indtager store dele af rummets mange kvadratmeter. Værket er dragende og vækker ved første øjekast nysgerrighed. Et værk der indeholder mange forskellige elementer og skal inspiceres nøje for at få detaljerne med. Værket består af tre stativer, som hver er beklædt med glasfiber. Disse danner en afskærmning og afgrænser derved værket til at være sit eget rum blandt udstillingens andre fritstående værker. Tre kufferter står midt på gulvet, en stående og to liggende. Den stående kuffert huser en parasol, hvis råhvide tekstilbesatte parasolhoved er prydet med blokbogstaver i rustprint. Den anden kuffert gemmer sig bagved. Den ligger ned og er fyldt op med muldjord i så massiv en grad, at den umuligt kan lynes. Den tredje og sidste kuffert, som ligger først for, er åben og liggende på råhvidt, rustprintet tekstil. På afstand ser øjet en tom kuffert. Kufferten er dog ikke tom, men fyldt med stillestående, livløst vand og to vandplanter bryder med sine forårsgrønne, fine blade og lange stilke vandoverfladen. Med sit værk ønsker Malie at udfordre beskuerens forståelse af landskaber; at landskaber skal ses som socialkonstruerede rum, hvortil der er et særligt sæt spilleregler. Et sæt spilleregler af ukendt karakter.

Vi er som mennesker på denne jord født ind i et særligt sæt spilleregler og med en bestemt forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Hvordan noget hører sammen og andet ikke gør. Vi er med andre ord prædisponerede for at tænke på en bestemt måde. Men. Er det muligt at tænke anderledes om den verden vi lever i? Om de sociale spilleregler? Er det muligt at sammensætte sit eget regelsæt ud fra egne overbevisninger? Det er netop dét Malie udfordrer os til at reflektere over med dette demonstrative, politiske værk. 

Sara Malie, “Proto-landscape”. Foto: Laura Enné Marquard. 

Er minder livets nu? 
I det næste rum udstiller Karla Bornich sit værk “Sammensmeltning, splittelse, samling”. Et iøjenfaldende værk med et relaterbart budskab, som handler om at værne om og passe på sine minder. At opbevare dem tæt på, så de forbliver ens egne. Så de forbliver de situationer de er og var. Så de ikke svinder hen i intetheden og bliver hjemløse begivenheder. Bornich formår med sin kunstneriske opsætning at skabe forestillinger og indre billeder hos beskueren. Det der først møder sanserne, er varmen fra de tre rødglødende varmelamper, der svævende er samlet over værket. En hængekøje lavet af natursnor holder en udhulet, kvadratiske, hvid voksklump svævende over det runde, rumlig metalkar. Dernæst møder øjet størknet, snehvide voks, der har været smeltet, som nu har sat sig i aflange istappe-lignende klumper. Under disse står et stort kar, hvor voksen flyder ovenpå og er både samlet og fragmenteret. Den snehvide voks fremstår tydelig blandt det helt klare og transparente vand, hvor karrets bund tydeligt kan ses og derved giver en forståelse af værkets rumlighed. Rumlighed til minder, som sammen og for sig skal skabe et "nu". Et livets nu. De skal passes på, for pludselig kan de forsvinde med tiden. 

Karla Bornich, “Sammensmeltning, splittelse, samling”. Foto: Laura Enné Marquard. 

Er det relaterbart nok? 
I samme rum på en stor hvid væg, har performancekunstneren David Sebastian Lopez Restrepo opsat to grafiske print, som på trods af sit neutrale og sort-hvide udtryk, rummer en humoristisk, frisk og uformel tilgang til dette års udstilling. Det ene print er et aftryk af en bon fra den danske supermarkskæde Netto på 380 danske kroner. Ansøgningsgebyret på Kunstnernes Efterårsudstilling er 380 danske kroner. Er det et tilfælde, at de to beløb er ens? Svaret til dette spørgsmål findes sort på hvidt på det andet print. Et print som netop er en kvittering for betaling af ansøgningengebyret på det omtalte beløb. Til venstre for de to print, er der ligeledes en lille skærm, som viser en dokumenterende video af Restrepo, der panter de 380 indsamlede dåser til én krone stykket, og herefter hiver en pantbon på netop 380 kroner. Et stykke performancekunst, der for mange er relaterbart, for har vi ikke alle på et eller andet tidspunkt i vores liv pantet flasker og dåser; og dernæst brugt pengene herfra som betaling for vores dagligvarer? Performancekunsten fremhæver ligeledes det at pante emballage, som en hverdagsrutine og et gement livsvilkår for nogle samfundsgrupper; og kaster herved lys over samfundsudfordringer, samtidig med at fremhæve og billedliggøre hvordan nogle kunstnere positionerer deres arbejde i kunstens navn. 

David Sebastian Lopez Restrepo, “380 Pant A”. Foto: Laura Enné Marquard. 

Alt er vel ikke altid som det ser ud?
I det tilhørende rum på udstillingen finder vi Sille Bay Gerckes værk “They look like something I once had at a buffet that smelled too weird, but tasted like chicken”. Værket rummer tusind afstøbninger af gips, som alle afbilleder tunger af forskellige størrelser og former. De er på finurligvis i bevægelighed, omend de er stillestående. Det ligner at tungerne strækker sig for at nå noget. Eller nå nogen. For at sanse noget. Eller sanse nogen. At de på vej et sted hen. Som en invasiv art, der spreder sig i flok og kravler op ad den hvide udstillingsvæg. Med sin kridhvide farve står gipsafstøbninger i kontrast til det sorte gulv, som blot understreger og indrammer værkets bevægelighed. Det er ved første betragtning ikke tydeligt for beskueren, hvad værket skal forestille. Er det noget vi kender? Noget vi har set før? Noget ukendt? Det er en interessant refleksionsproces, der bliver igangsat, for ønsket om at finde tryghed i det velkendte og genkendelige i værket, er stort. Det skaber refleksion omkring, det at finde tryghed i det velkendte og utryghed i det ukendte i al generelhed. Med dette værk samt udstillingens andre samtidskunstneriske værker opfordres vi til at forholde os. Til at føle. Til at reflektere. De besidder en aktualitet som er både vigtig, som er bidragende og som italesætter på en helt særlig måde.

Sille Bay Gercke, “They look like something I once had at a buffet that smelled too weird, but tasted like chicken”. Foto: Laura Enné Marquard. 

Kunsternes Efterårsudstilling blev vist på Den Frie fra d. 2. november til d. 24. november 2024.