På besøg hos Intesa Sanpaolo Gallerie d’Italia.

Rejsebrev fra Napoli

Af Sarah Guldager Wilstrup.
04.11.2024.

I de små 24 timer, det tog at gå fra lun september sensommer til et typisk regnfuldt dansk efterår, var jeg smuttet en tur til Napoli, Italien. Her bragede solen lidt endnu på små 25 grader.

På et lille døgn formåede jeg at spise ægte napolitaner pizza fra et pizzeria i én af de utallige små gader, drikke min kaffe på den italienske måde - ved disken, og opleve italiensk feministisk kunst fra skellet mellem senrenæssance og barokken. Jeg lærte, at italienerne har et ord for at bruge brødskorperne til at nå de sidste dråber pastasauce, Scarpetta, (fare la scarpetta = lille show), og at det er helt tilladt.

Trafik-Tetris og gader med plads til følelserne
Om det er at give pokker til bordskik eller ej, lever napolitanerne livet lidt mere end os andre. Det kan måske have noget at gøre med, at de har valgt at bosætte sig ved foden af en ulmende vulkan. Napolitanerne hæmmes ikke af tøven eller for meget betænkelighed. Her lever den klassiske italienske kliché om bilkørsel i bedste velgående. Man kører frem, om der er plads eller ej.  Som min chauffør når at sige på vej ind mod byen fra lufthavnen ”I Danmark holder I jer måske lidt mere til reglerne?”.

Udsigt over Napolis havn med Castel Nuovo og Vesuvius i baggrunden. Foto: Sarah Guldager Wilstrup.

Midt i al denne trafik-Tetris formår min chauffør alligevel at give mig en hurtig gennemgang af byen. Vi kører forbi Università degli Studi di Napoli Federico II, som er et af de ældste universiteter på europæisk jord fra 1224, og Porta Capuana, én af de fire gamle byporte, der nu står som et dekorativt monument, men i Napolis yngre dage var byens officielle port.

Napoli blev grundlagt som græsk koloni i det 8. århundrede f.v.t. og hed i sin oprindelse Parthenope. Senere kom den til at hedde Neapolis, der betyder ”ny by” på græsk. Byens historie er noget kompleks, og Napoli nåede at være hovedstaden i sit eget kongerige, indtil Italien blev samlet i 1861.

Byen er ulig andre europæiske byer, som man ellers kender dem. Oftest vil man søge mod centrum for at finde den finere og mere polerede del af byen. Men i Napoli er det vendt på vrangen. Jo længere centrum jeg kommer, jo mere upoleret bliver det. Sidegaderne har vasketøj hængende i guirlander, og de gamle mure er plastret til med kærlighedserklæringer til Napolis tidligere fodboldhelt Diego Maradona. Mellem parkerede scootere og autentiske pizzarier, er der placeret et gadealter på hvert hjørne med billeder af Jomfru Maria. I Napoli er der plads til enhver form for følelse, der skulle overvælde én i en ellers lidt voldsom by.

Banksamlingen
Efter at have brugt aftenen på at opsøge byens bedste pizza, som det sig hør og bør, da pizza’en jo siges at stamme fra Napoli - og morgenen på at opstøve den ægte italienske kaffe-oplevelse, var det næste på programmet det, jeg faktisk var kommet til Napoli for: et museumsbesøg af Intesa Sanpaolo Gallerie d’Italia.

Vinduespartiet i museet er af kunstneren Luigi Parisio. Foto: Sarah Guldager Wilstrup

Gallerie d’Italia er én af fire kunstmuseer, der er grundlagt af banken Intesa Sanpaolo. Banken er én af landets ældste bankkoncerner, der grundet flere fusioner i tidens løb er indehaver af en umådelig stor og imponerende kunstsamling, hvilket dækker flere århundreder. Særligt har banken erhvervet sig førhen privatejede samlinger, der betyder, at værkerne på museerne sjældent har set offentlighedens lys. Dette ønsker banken at råde bod på, og i 1999 åbnede de deres første Gallerie d’Italia i Vicenza i Norditalien. I 2007 åbnede Intesa Sanpaolo i Napoli, og herefter museet i Milano (2011) og i Torino (2022).

I 2022 rykkede Gallerie d’Italia i Napoli ind i en bastant bygning fra 1939 på via Toledo efter en større indvendig renovering. Bygningen var oprindeligt bygget som hovedsæde for Banco di Napolis – én af de ældre italienske banker, som siden blev fusioneret med Intesa Sanpolo. I renoveringen har de bevaret meget af den oprindelige bygning og den klassiske fascistiske arkitektur. Alt i bygningen emmer af storladenhed med gulv i mørkegrønt marmor, skarpe kanter og højt til loftet. Bygningen runger stadig af en vis magt og autoritet, men det er noget af genistreg at give det et vrid med fokus på Italiens nationale skatte i stedet.

Banken er designet af arkitekten Marcello Piacentini og stod færdig 9 maj 1940. Foto: Sarah Guldager Wilstrup.

Indgangen ind til samlingen på Gallerie d’Italia Napoli. Foto: Sarah Guldager Wilstrup.

I løbet af mit museumsbesøg skal jeg vise billet mere end én gang. For at finde ind til samlingen må jeg gå gennem en snoet guldkorridor, der ligger gemt ned ad en længere gang. Jeg føler mig som en karakter i en avanceret heist-film i færd med at bryde ind i et hemmeligt skatkammer. Jeg viser min billet for anden gang, og får lov til at fortsætte op ad en tæppebelagt trappe, hvor jeg mødes af et smugkig ind til samlingens absolutte hovedværk: Caravaggio’s Sankt Ursulas martyrium.

Helgener og feministisk senrenæssance/barok
Værket Sankt Ursulas martyrium fra 1610 af Michelangelo Merisi da Caravaggio har netop været udlånt til Nationalmuseet i London, men er tilbage i bankens trygge rammer. Det menes at være det sidste værk af Caravaggio, da han malede det i Napoli kun få uger før sin død. Som den eneste fuldt oplyste i maleriet, står helgen Ursula, der netop er blevet ramt af en pil i brystet. Hendes redningsmænd omringer hende med hvert deres forfærdede udtryk. Caravaggio fremhæver både det skjulte, og det der er henlagt i skygger med sin dramatiske belysning. De virker så levende i al deres rædsel og i Ursulas sagte forskrækkelse, at jeg føler jeg hører pilen lande.

Sankt Ursulas martyrium af Michelangelo Merisi da Caravaggio, 1610. Foto: Intesa Sanpaolo Gallerie d’italia.

Sidestillet Caravaggios sidste værk er en anden Napoli tilflytter, kunstmaleren Artemisia Gentileschi, som var stærkt influeret af Caravaggio. Gentileschi var én af de få anerkendte kvindelige kunstmalere i perioden mellem italiensk renæssance og barok, og den første kvinde optaget på Accademia delle Arti del Disegno i Firenze. Hendes værker tilskrives ofte en feministisk undertone, da motiverne skildrer stærke og handlekraftige kvinder, eller mænd i færd med at få deres hoveder hugget af. Et af hendes mere kendte værker er Judith dræber Holofernes, som hun har malet i seks versioner. Her på museet er det dog en kopi af værket malet af Biagio Manzoni, der er sat overfor Gentileschis Samsone e Dalila, hvilket virker næsten unfair overfor Manzoni. På samme måde som Caravaggio, får Gentileschi virkelighedsnære ansigtsudtryk frem i sine malerier. Gentileschi er den første til at skildre Dalila, som en beslutsom og fattet kvinde, der med saksen i hånden befrier sig selv, fremfor den klassiske skønhed i nød.

Sansone e Dalila af Artemisia Gentilschi, 1593. Fra Intesa Sanpaolo Gallerie d’italia.

Giuditta decapita Oloferne (Guiditta halugger Oloferne) af Biagio Manzoni, 1610-1620. Foto Intesa Sanpaolo Gallerie d’italia.

I det, der må have været de tidligere bankbokse, finder jeg resten af museets permanente samling. Gennem storslåede landskabsmalerier og portrætter af det finere selskab, får jeg et indblik i Napolis historie fra det 17. århundrede frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Landskabsmalerierne opstod som bestillingsarbejde for at få et bedre indtryk af Napoli og omegn, og er i dag et spændende indblik i områdets udvikling.

Landskabsmalerier af Franz Ludwig Catel af Napoli og omegn fra Gallerie d’Italias faste udstilling over perioden mellem det 17. Århundrede frem til begyndelsen af det 20. århundrede.

Museo af Paolo Vetri, 1875. Foto: Intesa Sanpaolo Gallerie d’italia.

Det mindre skjulte skatkammer
Samlingen fortsætter på 2. etage, og bevæger sig ind i det 21. århundrede, for derefter også at indeholde en stor mængde af krukker og genstande fra udgravningerne af Pompeii, der ligger 20 km fra byen. Mængden at bygningens rigdomme er betagende, særlig taget i betragtning af, at disse værker alle har hængt på privatejede vægge. For slet ikke at tænke på, at dette blot er en del af en samling, der fylder fire museer i alt.

Skulpturer af Vincenzo Gemito med Lady with a Fan af Domenico Morelli i baggrunden.

I de napolitanske værker er følelserne tæt på og lige til at mærke som i byens snoede gader. De ekspressive udtryk i både Caravaggio og Gentileschis værker, kan også findes i gadebilledet. Man forstår, at det levede liv skal leves, når du bor op ad en vulkan.

Det er de virkelige mennesker, der skildres i samlingen, og det giver fin mening at give dem adgang til deres egen fortælling, som førhen kun var for de få private. Den gamle bank i Napoli er samtidig med til at understrege det dyrebare i samlingen. Det står som et værdifuldt vidnesbyrd om italienerne, og særligt napolitanerne. Et folkefærd som har deres helt eget ord for at nyde selv den sidste dråbe af måltidet.

Det er dog svært at glemme, hvem samlingens sande ejermand er i dag. Dette er tydeligt, i det jeg viser min billet for fjerde gang – denne gang blot for at gå på toilettet. Jeg beskuer værkerne i et lånt øjeblik, og der bliver holdt skarpt øje med mig og bankens tidligere skjulte skatkammer.

Billedet øverst: Sankt Ursulas martyrium af Michelangelo Merisi da Caravaggio, 1610. Fra Intesa Sanpaolo Gallerie d’italia.