Monia Chokri fører publikum ind bag en umulig kærlighed på tværs af klasser.

Da Sophia mødte Sylvain (Simple comme Sylvain) 

Af Marianna Cæcilie Kiel
03.09.2024

“Tanken om at det banale er uattraktivt, peger i retning af en implicit ide om, at det komplekse er fint. Det abstrakte, svært håndgribelige og luftige er interessant og værd vores tid”. 

Ovenstående betragtning (sagt af adfærdsdesigner Morten Sehested Münster) kunne passende indlede det tematiske omdrejningspunkt i den franske film Da Sophia mødte Sylvain, der som et tveægget sværd, i mere end en forstand, opridser hvad der sker når to mennesker fra helt forskellige samfundslag mødes og tiltrækkes af hinanden. Og hermed serveres en klassisk og kompleks problemstilling, der filmhistorisk er udfoldet et hav af gange før på det hvide lærred. Men stadig indgyder til evig forundring og forløses på interessant vis i nærværende film.

I indledningen møder vi akademikeren Sophia (Magalie Lépine Blondeau), der lever et liv med filosofiforelæsninger og diskussioner over dyre vine og middage, med åndsfæller og samleveren Xavier (Francis-William Rhéaume). I forbindelse med en renovering af deres nyindkøbte fritidshus møder hun Sylvain (Pierre-Yves Cardinal), en effektiv håndværker med hænderne skruet rigtigt på. De indleder en kærlighedsaffære, hvor det fysiske begær efter den anden længselsfuldt bliver indfriet i hemmelighed bag husets fire vægge, et hus der står tomt på grund af det forestående renovationsarbejde.

Stedet bliver hurtigt omdannet til en kærlighedshule, hvor den akademiske ånd, der fylder rigeligt i Sophias liv, erstattes af det jordnære, uprætentiøse og handlingsorienterede, repræsenteret ved Sylvain og hans fysiske og umiddelbare tilgang til verden.  

Kærlighedsaffæren, der hviler på altopslugende begær, samhørighed og længslen efter det nære bærer samtidig på kimen til en højrisikofyldt undergang, for begge parter.

De har begge deres eget liv, og kan opretholde et ganske god tilværelse uden hinanden. Kun når de er alene sammen, har de det godt, for de passer ikke ind i hinandens miljøer.

Filmen sympatiserer umiddelbart med Sylvain og hans verden, repræsenteret ved den pragmatiske, jordnære og fysiske adfærd. Den kulturelitære verden, Sophie tilhører, hvor mangfoldighed og kønspolitiske spørgsmål lovprises i diversitetens navn, eksemplificeres ved den godhed Sophie og vennerne lufter ved på samme tid at nedstirre de udsatte og laverestående.

Vi præsenteres altså for en klasseproblematik hvor de psykologiske lag, mennesket biologisk og sociologisk udgør i forhold til hinanden, udleveres i en slags ‘tolerancens paradoks’, der tager afsæt i menneskers fordomsfulde blikke på hinanden, og kort fortalt går ud på at den tolerante må være intolerant for at beskytte sig mod intolerance fra omgivelserne. Således synes det også at være tilfældet på handlingsplanet i filmen. (Tolerancens paradoks - (indblik.dk)

Stilmæssigt præsenteres vi for en film og en kameraføring der går tæt på og langt fra  karaktererne, zoomer ind og ud som om det leder efter relationerne mellem de tilstedeværende. Samtidig guider kameraet os til at forstå, hvad vi skal fokusere på, hjulpet på vej af en karakteristisk underlægningsmusik, der tematisk sætter tingene på spidsen i en karikeret undertone af højstemt drama. Filmen er ulig noget andet, undertegnet har set længe og anbefales hermed varmt.

Filmen har premiere 5. september 2024 i Grandteatret i København