Indkøbskurven er tom.
Louisiana Literature 2024
Scene, Film & Bøger

Siden 2010 har Louisiana – Museum of Modern Art hvert år i august fejret litteraturen

Louisiana Literature 2024  

REPORTAGE: Af Lærke Helene Askholm.
30.08.2024.  

Siden 2010 har Louisiana – Museum of Modern Art hvert år i august fejret litteraturen til en international hyldest af ytringsfrihed, kunst, dialog og ikke mindst nye tankemæssige vinkler og refleksioner. Magasinet kunst var med som gæst på dette års Louisiana Literature  

De smukke omgivelser med panoramaudsigt over Øresund og bygningen, der snor sig trygt rundt om den grønne haves hyggelige kroge, danner alt sammen rammen om fire dages litterære møder på kryds og tværs med internationale perspektivudvekslinger i fokus.  

Alle sanser fodres i skulpturhaven, hvor man – uanset hvor man sætter sig – vil fornemme den summende kreative stemning, hvor samtaler i alle sprog blander sig med fuglefløjt, vindens susen og med lyden af havet. Til det kan der lægges lyden af de musiske indslag, der løbende er lagt ind. 


Louisiana Literature Festival. Foto: Christian Arvad

Yderst velorganiseret  
De fire dages omfattende program er organiseret til punkt og prikke samtidig med at alt nyt kan opstå i møderne, der både består at forfattersamtaler, kritikere i dialoger, tværkunstneriske events og åbne talks, hvor der er plads til refleksioner og spørgsmål fra publikum. Arrangementerne er både inden- og udendørs, og den konstante strøm af gæster vidner om et insisterende, men roligt, publikum, der søger dybde og nye input.  

Louisiana Literature er flot organiseret, og personalets positive tilgang smitter og bærer præg af, at de selv nyder dagene lige så meget, som gæsterne gør det. Man bliver mødt med et stort overskud og der er blik og rummelighed for alle slags gæster – også dem der måtte have handicaps og særligt opståede behov. Det var meget flot at opleve.  

For alle, også de interesserede, der ikke har mulighed for at deltage, sendes der engelsksprogede indslag løbende via Louisiana Channel, der kan følges på sociale medier og via museets hjemmeside.  


Louisiana Literature 2024. Foto: Christian Arvad

Smuk afrunding  
Dagene forløb med det pakkede program uden følelsen af, at det var pakket, fordi omgivelserne indgyder ro og med lidt vind i ansigtet, er der med det samme klarhed og plads til at lukke mere ind eller at tage en refleksiv pause i haverne.  

Jørgen og Kristian Leth var nogle af de sidste på årets program, og det var deres første optræden sammen. Det blev understreget, at det ikke var med fokus på, at de er far og søn, men at de er to litterære kunstnere, der hver har deres tilgange til at skabe litteratur. De talte om alt det, man ikke skriver – alt det som for dem er det mest interessante – dét, som kommer ud mellem linjerne og i linjerne, men som er udenfor kontrollen og de rammer, vi selv forsøger at sætte.  

De talte om de tekster og noter, de gemmer i årevis og pludselig finder frem. Jørgen fortalte i den forbindelse om glæden ved at læse det igen og den forsikring om, at det selvfølgelig må være vigtigt, fordi det ellers ikke var blevet skrevet ned. Jørgen taler også om den fysiske oplevelse, det er at skrive, hvor man kan mærke det i kroppen og får lyst til at fortsætte.  


Louisiana Literature 2024. Foto: Christian Arvad

Stærke essentielle tanker  
Den fysiske oplevelse ved litteraturen uddybede Max Porter også ved det allersidste arrangement, hvor han var i samtale med Adania Shibli med Lotte Folke Kaarsholm som moderator. Han fortalte, hvordan hans opslugthed af Adanias bog, En mindre detalje, havde givet ham både høj puls og svedige håndflader. Hun fortalte, at hans bog, Shy, havde givet hende søvnproblemer, fordi den var så spændende, at hun ikke kunne lægge den fra sig. Hun ville så gerne læse videre, men dilemmaet var, at hun jo så ville være før færdig med den, og derfor havde hun også en modstand mod at læse videre for at trække processen ud. Litteraturen lagres i baghovedet, fortalte Max, der kalder det skatte. Der er al den litteratur, vi har med os fra start, fra barndommen, og så er der de nylige skatte, som vi tilføjer af litteratur, der rammer os.  

Max uddybede, at han i en skriveproces låner fra de ufødte, fra de døde og fra den magiske verden for at præcisere og åbne op. Adania talte om fascinationen ved at studere dyr og deres leveform, for eksempel geder, der følger egen vilje og ikke hinanden. Begge bruger de symboler og begge skriver de stramt og komprimeret ind til benet i slim books, hvor less is more.  

Kærlighedsrummet i litteraturen  
The Space of Love er det rum, der skabes mellem læser og forfatter. Adania fortæller, at det er det rum, hun ar for øje, og at hun ellers ikke tænker, mens hun skriver. Der skriver hun. Og hun har svært ved selv at sige, hvad hendes bog handler om, selvom det har taget hende 12 år at skrive den efter at have startet på tankeprocessen om den endnu før.  

De taler begge om, at både læsning og skrivning er en Act of Love – det er noget ud over intelligens og stil. Det er noget, der føles. Og på den måde er det også svært med priser og konkurrencer indenfor litteraturen, påpeger Max. For det er så individuelt, hvilket rum der skabes mellem forfatter og læser. Det er dét krælighedsrum, som hverken kan måles eller vejes eller sættes på formel.  

En yderst interessant snak og litteraturfestival blev afrundet med så fine tanker om litteraturens fortrolige Space of Love. 

Næste Louisiana Literature foregår fra d. 21 til d. 24. august 2025 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig