Indkøbskurven er tom.
Kunsthal n - Danielle Mckinney
Udstillinger & Omtaler

Nørrebro i København har fået et nyt kunstcenter etableret af engagerede kunstkræfter

Omtale af
Ene Bissenbakker
23-08-2024

Kunsthal n -

Danielle Mckinney: about a moment - In a moment

Nørrebro har fået en ny kunsthal. 

Så for pokker, et nyt udstillingssted i en gammel fabriksbygning – så har vi balladen. Fancy typer kommer og ødelægger byens bedste brokvarter – med gentrificeringen lige i hælene. For det er jo ikke hr. og fru Hvem-som-helst, der står bag projektet. Tania og Thomas Asbæk har slået sig sammen med kunstmæcen Sara Lysgaard og direktør for Tegners Museum, Luise Gomard.

Med sig bærer de en historik som nogle af de mest indflydelsesrige personligheder på den danske kunstscene. Det ved de godt. Så har Nørrebro fået besøg af eliten? Ikke nødvendigvis.

Hvem er kunsten for?
Firkløveret bag den nye Kunsthal n har andre tanker om, hvordan kunst passer ind i ligningen. For hvem siger, at Nørrebro ikke har lyst til kunst?

Thomas Asbæk: "I Danmark har vi en fordom om kunst som værende noget eksklusivt for de få. Men kunst er jo fuldstændig grundlæggende for alle mennesker. Det er en af de mest intuitive kanaler og et af de stærkeste sprog, vi har. Alle har ret til at begå sig på den platform."

Men måske er det lidt svært at få fodfæste med sin kunsthal, når kunst i sig selv kan virke afskrækkende for de ikke-indviede. Især i en bydel, som har tradition for modstand mod etablissementet.

Danielle Mckinney: about a moment - in a moment, 2024. Kunshal n. Foto: David Stjernholm

"Altså, jeg kan godt forstå, at kunsten har fået den her position," fortsætter Thomas. "Det er branchens egen skyld. Man bliver misledt i andre retninger og tror, at alt skal handle om kroner og øre og fremmedgørende retorik. Klart, der skal selvfølgelig økonomi til for at drive en kunsthal, men når diskussionen om kunst begynder, skal vi kunne tale med hinanden."

Derfor er teamet bag Kunsthal n også begejstrede for at kunne etablere samarbejder med de lokale skoler. Allerede nu kan man booke undervisningsforløb via hjemmesiden.

"Børn er så begavede!" bryder Tania Asbæk ind. "Når de får ny viden, vil de utroligt gerne dele den, og det er præcis den dialogiske vekselvirkning kan vi bruge og tage ved lære af."

Thomas tilføjer: "At man gennem tiden har forsøgt at styre kunsten handler om, at den er et redskab for den frie, ukontrollerede tanke. Børnene minder os om, hvad kunsten kan – de er i stand til at tage den ind på den måde, den er tiltænkt."

"Kunst er ligeså berettiget som fodbold," uddyber Luise Gomard. "Og de skal have mulighed for at danne deres egne, subjektive fortællinger om kunsten i en kunsthal, der ligger lige rundt om hjørnet."

Et øjeblik, en evighed
Danielle Mckinney synes at være den perfekte kunstner til at åbne ballet. Og det er lykkedes Kunsthal n at låne malerier fra private samlinger verden over.

Hendes værker præsenterer sig som øjebliksbilleder, som ved første øjekast er figurativt afkodelige. Kvinde med cigaret. Kvinde liggende på sofa. Grønt rum, lampe. Men i skyggerne gemmer sig stemninger, der ikke slipper lige med det første. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det konkret er, der kontinuerligt efterlader mig med små stød i maven, men jeg bliver oprigtigt overrasket, hver gang jeg ser efter. Den skødesløse måde, sofastoffet er malet på. Den måde baggrund og hudtonen smelter sammen, så jeg ikke ved, hvor krop begynder og rum holder op.


Danielle Mckinney: about a moment - In a moment, 2024. Kunsthal n. Foto: David Stjernholm

Måske er det selve størrelsen på malerierne, de drager betragteren tættere på. Og det i en kunsthal, hvis vægge faktisk tillader meget store værker. Disse små, koncise værker suger betragteren ind i Mckinneys stemningsmættede rum. Der er grund til at tage turen rundt i kunsthallen mere end én gang.

Det er, som om hun opererer på flere planer på én gang. Udstillingstitlen minder os om, at vi er vidner til øjebliksbilleder, men hvert enkelt maleri føles som en portal til en evighed. Uden anstrengelse. Men med den største anstrengelse. De beskedne malerier lander med en tonstung vægt og efterlader et kæmpe ekko, som klinger ud i den totale stilhed. Det er meget længe siden, jeg har oplevet et øjebliksbillede på den måde. Og nu får alle på i kvarteret lov til at se med.

Thomas runder af: "De fordomme, vi møder, kommer oftest fra vores eget miljø. Vi har faktisk ikke mødt dem her på Nørrebro. Jeg håber, man forstår, at det sprog, man troede var for de få, de rige, de uddannede – det tilhører os allesammen.”

Danielle Mckinney: about a moment - in a moment, 2024. kunsthal n. Foto: David Stjernholm.

Kunsthal n

Baldersgade 14, 2200 København N

Torsdag kl. 16.00 – 20.00
Fredag kl. 14:00 – 18:00
Lørdag & søndag kl. 11:00 – 14:00

Danielle Mckinney: about a moment - in a moment
vises fra 24. august 2024 - 5. januar 2025

 

Øverste billede: Danielle Mckinney: about a moment - In a moment. Foto. David Stjernholm.

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig