Debutanten Nicolas Larsson har begået en vellykket komedie om giftige udeståender mellem mor og voksne børn
Mother, Couch
Af Marianna Kiel.
29.07.2024.
I rækken af dysfunktionelle familiekomedier præsenterer 'Mother, Couch' et foruroligende og bizart men fængslende filmdrama, iværksat af debutanten Nicolas Larsson, der tager afsæt i den svenske roman 'Mamma i soffa' (2020) skrevet af Jerker Virdborg.
'Mother, Couch' tager publikum med ud på et ulmende hav af komplekse følelser mellem mor og 3 voksne børn, bogstaveligt talt og i overført betydning. Filmen kredser om den evigt nærværende død for den aldrende matriark, der i et siddende oprør fra sofakanten demonstrativt sætter sig på tværs af alle sociale spilleregler.
Handlingen udspiller sig i en møbelforretning under renovation drevet af to ældre, umage tvillingebrødre, der har hyret en ung, smuk assistent til at betjene kunderne. To familiefædre og deres aldrende mor besøger forretningen, og her er det så, at moren nægter at forlade filmens centrale plotelement: udstillingssofaen
Vi præsenteres for børnenes gentagne forsøg på at hjælpe og opvarte moren og problemknuse konflikten bag det absurde scenarie, situationen udvikler sig til. For hvem er det egentlig, der ikke kan give slip på hvad og hvem? Er det moren, der ikke kan, eller er det børnene? Og hermed synes døden fint at balancere gennem filmens undertone af fortielser, der fører publikum ud af en surreal sti i handlingsforløbet.
Formidabelt spillet psykologisk drama
Dramaturgisk er filmen skåret over et klassisk drama mellem mor og søn, formidabelt spillet af Ellen Burstyn og Ewan Mcgregor. De velkendte afsøringer af skeletter i skabet, der trodsigt åbenbares af den aldrende mor. Fra sofaen koster hun rundt med personalet og de to andre børn, der støder til. Vores sympati er fra start placeret hos børnene, men svinger imidlertid frem og tilbage idet vi fornemmer en unødvendig overbeskyttelse af moren, der er så langt fremme i livets efterår, at hun kun ønsker at give slip på livet.
De efterhånden afklædte løgne som moren ublu serverer for især sønnen Dave i et apatisk forsøg på at blive ladt i fred, sender hende endda ud i et desperat håndgemæng. Det ender Fatalt! tænker man som publikum. Det efterfølgende forløb skal ikke afsløres her, men synes at være et næsten symptomatisk billede på den livsproblematik der udfoldes, da moren ikke føler sig set.
En rørende film om død, kærlighed og komplekse familierelationer.
'Mother, Couch’ har danmarkspremiere torsdag d. 1. august i Gloria Biograf