Tre udvalgte af magasinet - del 3

CPH STAGE del 3 - 'MOR'

Interview: af Anna Kjærulf Hansen
30.06.2024

’MOR’

Kunstnerkollektivet, Ruby Gamache, består af seks medlemmer, som sammen har skabt forestillingen, ’MOR’, der er baseret på deres dagbøger fyldt med egne fortællinger om moderskabet og længslen efter at blive mor. Kollektivet består af Camilla Bang, Julie Thalund, Petra Adlerberth-Wik, Gunilla Lind, Anna Gammelgaard og Astrid Hansen Holm. En gruppe kvinder med forskellige faglige baggrunde, som iscenesætter ’MOR’ i fællesskab.
Det er et værk, hvor koreografi, nykomponeret musik og scenografi smelter sammen til et poetisk og humoristisk værk.

Jeg mødtes med Julie og Anna på Edison scenen, hvor prøverne på forestillingen var i fuld gang: "Vi startede med at skrive dagbøger, og har derefter lavet en tekstkrop ud fra dem. Vi repræsenterer jo ikke moderskab som helhed, men det er vores egne fortællinger", pointerer Julie. "Vi er ikke alle sammen i parforhold, vi er ikke alle sammen heteroseksuelle, vi har ikke alle sammen børn. Vi har forskellige udgangspunkter, og dér bor længslen efter at blive det også og erfaringen med at have det."

Samarbejde og Solidaritet

Vores samtale bevæger sig ind på samarbejdet i kollektivet: "Alle blander sig i alt. Man træder ud af sin faglighed, fordi det kan der være behov for”, forklarer Julie, hvorefter Anna tilføjer: ” Rollerne flyder meget sammen, ja, der er ikke bare en instruktør, som har en vision, og så skal alle lykkes med at få den vision ud på scenen. Det er mere en fælles vision, hvor alle er med fra starten. Det er en meget organisk proces. Da vi etablerede kollektivet, kendte vi nærmest ikke hinanden. Det er et meget intimt rum, som vi skaber. Vi tjekker altid ind om morgen og tjekker ud, når vi slutter. Så vi er opmærksomme på, hvordan vi alle har det inden i og uden på”, hvorefter Julie understreger: "Hvis der var en Reumert for bedste samarbejde, så skulle vi vinde den, da vi har denne kæmpe tillid til hinanden og man er sikker på at blive grebet".


'MOR'. Foto: Amelie Chue

Man kunne allerede i vores interview, men også til selve forestilling, mærke det søsterskab, som er blevet skabt blandt medlemmerne i Ruby Gamache. Hele forestillingen føltes som et stort kram, hvor forskelligheder omkring moderskab blev omfavnet og anerkendt: "Selvfølgelig har vi været optaget af moderskabet, men på en eller anden måde havde det også noget at gøre med, at der ofte har været babyer med i rummet, når vi har arbejdet. De hensyn vi tog, og den tilgang vi ønskede at arbejde ud fra, brød med fordommen om, at når man bliver mor, så kan man ikke længere skabe kunst og må lægge det på hylden”, pointerer Julie: ”Det er svært at spejle sig i nogen, så derfor tænkte vi fanme nej!”. ’MOR’ er derfor en forestilling, hvor forskellige tilgange og refleksioner til moderskabet bliver repræsenteret, og man føler sig ikke alene.

Jeg spørger dem om det mest uventede ved moderskabet, som de har opdaget gennem deres arbejde med forestillingen? Anna svarer: "Ensomhed" og uddyber: "ensomheden kan bo i nogle meget forskellige historier. Det kan både være dem, som står udenfor et fællesskab, i og med de ikke har fået barnet, men det kan også være dem, der får barnet inden alle de andre og står i den form for ensomhed. I vores forskellige historier er der enormt meget ensomhed. Det er ikke et chok, at dette er et element i fortællingen, men det gik op for os undervejs, at det var gennemgående."
Julie understreger, som følge af Annas uddybelse af ensomhed, at det netop derfor er vigtigt for kollektivet, at de står solidarisk med hinandens historier og passer på hinanden.

"Mange af os er ikke scenevante, så derfor har vi fokus på, hvordan vi gør det trygt for alle at stå foran et publikum. Det er nemlig kun i den her konstellation, at jeg tør stå på scenen, fordi vi gør det i det her kollektiv og jeg ved, at I har min ryg”, fortæller Anna. 

Tekstiler som symboler

"I omsorgsarbejdet mellem mor og barn er tekstilerne overalt – klude, bleer, dyner, ammeindlæg – det er et univers fyldt med stof”, understreger Anna, da vores samtale bevæger sig ind på scenografien og kostumerne i forestillingen. Da jeg trådte ind i scenerummet, blev jeg mødt af en mur af stofbleer, som dannede et smukt scenografisk scenetæppe: ”Stofbleerne er en utrolig ikonisk genstand. Den har altid set ud på samme måde. Der er noget ved den ikoniske uopslidelige genstand, som bare er et så stærkt symbol. Der ligger så utrolig meget omsorg i den. Derfor besluttede vi os for at lave en hyldest. Selvom den ofte forbindes med noget snasket, har vi skabt et scenografisk værk i form af et kæmpe gardin eller scenetæppe, som løfter den til noget utrolig elegant ", forklarer Anna, hvor der derefter bliver nævnt, at alle stofbleerne, som er brugt i scenografien, er doneret udefra. Denne detalje gør, at stofbleerne bliver en integreret del af scenografien og tilføjer en personlig dimension til universet.


'MOR'. Foto: Anna Gammelgaard

"Vi anvender også andre tekstiler på scenen, såsom en masse dyner. Vores grundkostume, et pyjamassæt, er lavet af det samme materiale som dynerne. Dette materiale og kostume er et symbol på den første tid med det nyfødte barn, hvor det hele smelter sammen og man ligger hjemme i sengen, som én stor symbiose. Men også et symbol på det intime. Vi deler dagbogsmateriale, som netop er meget intimt og personligt, derfor var der noget i grundkostumet, som godt måtte bære det sårbare element. Og det man tager på lige inden man går i seng, er noget af det mest intime. Vi står i det samme grundkostume alle sammen. Der er en solidaritet i det. Det understreger, at vi er der for hinanden, og vi fortæller samt støtter hinandens historier”, fortæller Anna og tilføjer: ”Vi går igennem en form for pokémon udvikling. En uniformering, som på en måde er en beskyttelse af det sårbare. Noget man kan påklæde sig, fordi man ligesom træder ind i maskineriet. For eksempel, når man snakker om fertilitetsbehandling. Denne påklædning består af en form for skudsikker vest, en rugby hjelm og skihandsker.” Denne metaforiske påklædning symboliserer styrken og beskyttelsen, man giver sig selv, når man navigerer gennem de udfordringer og sårbarheder, der følger med maskineriet.


'MOR'. Kostumeskitse. Foto: Anna Gammelgaard

’MOR’ er en forestilling, som inviterer publikum med ind i personlige og musikalske fortællinger, der sætter en finger på, både de accepteret følelser, men også de mere tabubelagte samtaler om moderskabet. Det er en samfundsrelevant, musikalsk, inkluderende og æstetisk forestilling, der skaber et omfavnende fællesskab inde i teatersalen.

’MOR’ har både haft normale visninger på Edison, men også spillet enkelte gange om formiddagen, særligt rettet til barslende mødre eller fædre. Disse forestillinger spillede som de plejede, men der var plads til barnevogne og ekstra stoleplads i salen, hvor man var velkommen til at gå ud undervejs, hvis nødvendigt.

’MOR’ viser, at teater kan være tilgængeligt og relevant for alle livets faser. Der bliver skabt en bro mellem de personlige oplevelser og fælles forståelse.

"Der er et enormt kunstnerisk potentiale i moderskabet. Både at ville have børn og få børn. Ingen tvivl om, at hvis det var mænd som havde født, så havde der været mange flere store fortællinger om det, fordi det er så vanvittigt. Du har alle de store følelser i spil. Det er liv og død. Der er en kraft i det, som er vildt spændende og fuldstændig oplagt at arbejde med kunstnerisk. I vores tid lige nu er der også kommet flere og flere mødre, som fortæller deres historier”, påpeger Julie, hvorefter Anna konkluder, at ’MOR’ er et kropsligt solidaritetsmanifest, som er nødvendig, så vi alle kan være til stede med alle vores følelser og historier.

Tekst og iscenesættelse: Ruby Gamache. Lysdesign: Thora Eriksen. Iscenesættende dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen. Lydkonsulent: Simon Brinck. Producent: Produktion og formidling af scenekunst/Mikkel Kryger og Amina Krohn Membar.

Medvirkende: Camilla Bang, Julie Thalund, Petra Adlerberth-Wik, Gunilla Lind, Anna Gammelgaard.