Indkøbskurven er tom.
Barndommens øjeblikke i cirkusformat
Scene, Film & Bøger

Cirkus Summarum 2024

Barndommens øjeblikke i cirkusformat

SCENE: Af Tina Kristensen.
28.06.2024. 

Sommeren byder på mange gengangere, når det kommer til underholdning rettet mod børn. En af de årligt tilbagevendende forestillinger der siden 2009 har tiltrukket talrige børnefamilier, er Cirkus Summarum. Og man kommer ikke uden om det. Det kan noget, det der med at tage DR Big Band og en håndfuld af de kendte karakterer fra Ramasjang og mikse det i et cirkusformat.


Cirkus Summarum 2024. Foto: Agnete Schlichtkrull.

Hvert års forestilling er baseret på et tema og i år er det ”Barndom”. Gennem forestillingen genbesøger Motor Mille, Hr. Skæg, Silja, Rosa og Onkel Reje minder fra deres barndom, en ramme der fungerede meget fint til formatet. Barndommens minder er på en gang uhåndgribelige og fulde af definerede sanselige erindringer – de forekommer nærmest magiske. Med udtryk der er solidt plantet et sted derimellem – altså mellem det flygtige, det håndgribelige og magiske - udfoldes nærværende forestilling.

Fortællingen starter med et mystisk hul i gulvet og herefter tages publikum på en rejse til barndommens land med små vignetter, der er både søde, skøre, rørende og indimellem også lidt klamme (mere om narrativet skal ikke afsløres her).


Cirkus Summarum 2024. Foto: Agnete Schlichtkrull.

Et moderne cirkus
Cirkus Summarum kombinerer traditionelle elementer fra cirkusverdenen med moderne teater og performancekunst. Det er en forestilling der integrerer forskellige kunstformer såsom musik, dans, skuespil og akrobatik og med DR i ryggen er der høj kvalitet og masser af genkendelighed for de Ramasjangglade størrelser.

Der er indslag med akrobatiske numre, tryllekunst, jonglering og andre elemeter man genkender fra cirkus. I den henseende løftes forestillingen, når circusartist Petter Wadsten er på scenen og det samme kan siges om Mille Gori, der begejstrede med fine veludførte akrobatiske numre. De mange særdeles veloplagte musikere, skuespillere og dansere bidrager til at fortælle en sammenhængende historie.

På lydsiden er der flere kendte sange, der på forskellig vis bidrager til og flettes ind i fortællingen, herunder et veludført og velvalgt MGP-hit, der ramte lige i øjet hos de små publikummer, en (noget trist, men smuk) traditionel dansk vise hvor Petter Wadsten bidrog med cirkusindslag (dem kunne man sagtens have haft lidt flere af) og DR Big Band bandt det hele sammen.


Cirkus Summarum 2024. Foto: Agnete Schlichtkrull.

Ikke at forveksle med traditionelt cirkus
Der er Cirkus og så er der Cirkus Summarum - Ikke at forveksle med hinanden. Traditionelt cirkus i Danmark har haft trange kår de seneste år. Mange har oplevet faldende publikumstal og økonomiske udfordringer.

Det spiller uden tvivl også en rolle, at der i dag er utroligt mange tilbud målrettet børnefamilier derude og at mastodonter som DR alt andet lige har nogle helt andre muskler end et alment cirkus kan mønstre.

Måske er det den perfekte storm der har ramt de traditionelle omrejsende cirkusser, hvor publikum har ændret smag og interesser, og regler og restriktioner omkring dyrevelfærd er blevet skærpet. Nogle cirkusser har formået at tilpasse sig, mens andre har smidt håndklædet i ringen.


Cirkus Summarum 2024. Foto: Agnete Schlichtkrull.

En fest for børn
Men hos Cirkus Summarum går det godt. Udenfor cirkusteltet kan børnene slå sig løs på cirkuspladsen, som er fyldt med sjove aktiviteter. Her kan de blandt andet prøve hoppeborge, lave kreative rullinger, klæde sig ud, prøve Ramasjang yoga, boltre sig i kuglebadet eller gå på opdagelse på den store skattejagt.

Vi blev lovet en ordentlig omgang børnefestivitas og det fik vi.

Cirkus Summarum arrangeres af DR Big Band og Muskelsvindfonden. Overskuddet går til Muskelsvindfonden. Midlerne går blandt andet til, at Muskelsvindfonden kan arrangere sommerlejre for børn med muskelsvind og deres familier.

FAKTA
KUNSTNERISK TEAM
Instruktør/Koreograf – Toniah Pedersen
Manuskriptforfatter – Julie Ravnhøj
Musikproducer - Adi Zukanovic

CAST
Hr. Skæg – Mikkel Lomborg
Onkel Reje – Mads Gertsen
Motor Mille – Mille Gori
Rosa – Rosa Gjerluff Nyholm
Silja – Silja Okking
Cirkus artist - Petter Wadten

SPILLESTED
Ballerup: Marbækvej 5, 2750 Ballerup (Harrestrup Ådal)
Aarhus: Tangkrogen, Marselisborg Havnevej, 8000 Aarhus

SPILLEDAGE
Ballerup: 27. juni til 17. juli
Aarhus: 24. juli til 8. august

Varighed: 2 x 45 minutter
Aldersgrænse: Vi anbefaler ikke forestillingen til børn under 3 år.

Foto øverst: Cirkus Summarum 2024. Foto: Agnete Schlichtkrull

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig