CHRISTINA QUARLES - IN THE SHADOW OF BURNING LIGHT 

Christina Quarles. Image: Ilona Szwarc.

Kroppen der strækker sig 
Som en queer, ciskønnet kvinde, født af en afroamerikansk far og en hvid mor, engagerer Christina Quarles sig i verdenen fra en postionering der er multipelt situeret indenfor kategoriske identitetsrammer. Hendes arbejde er ofte præget af hendes egne daglige erfaringer af tvetydighed, der søger at afmontere antagelser om faste subjektiviteter gennem billeder.

Værkerne udfordrer beskueren til at kæmpe med den uorganiserede krop, den tvivlende og foranderlige krop, der ikke passer ind i nogen definitiv form, men hellere udfordrer og strækker rammerne for hvad der er en ‘normal’ krop. 

“At være i en krop er kompliceret," siger Quarles og taler om den menneskelige trang til at blive forstået af sin omverden. Vi vil gerne forstås i vores helhed, med alle vores partikulære særpræg, der gør os til os, men inden vi når så langt, har vores krop allerede nået at kategorisere os for omverdenen. Det er disse til tider klaustrofobiske rammer som Quarles forsøger at gøre op med, når hun i sit eksperimenterende arbejde bryder med tid og sted, farve og nøgenhed. 

I de lyse lokaler ved Gammel Strands første sal er Quarles’ større værker blevet hængt med god plads til hinanden, så hvert værk optager sin egen monumentale tilstedeværelse i rummet. I skævvredne kompositioner, med ofte flere kroppe på engang, der vrider sig ind i hinanden og ovenpå hinanden, maler Quarles sig frem i skarpe akrylfarver. Lyserød, gul, orange, blå og lilla er malet på lærredet i alsidige og eksperimenterende teknikker.

Ved flere af malerierne har Quarles efterladt større områder bare, så lærredet står tomt og nøgent tilbage, som en påmindelse om værkets materialitet. Figurerne bevæger sig gennem tid og sted, og er som regel ikke faste narrativer men hellere et sæt af mennesker der interagere med minder, som de velvilligt bevæger sig frem og tilbage i. Quarles’ værker opstår nemlig ofte gennem et sæt af minder, som hun maler sig igennem. 

Hos Quarles er krop og identitet aldrig formfuldendte, færdige størrelser, men situerede og i konstant vekselvirkning med omverdenen. Et møde, der kan være potentielt begrænsende og destruktivt, men også livgivende, ømt og kærlighedsfuldt. Der brydes med binære definitioner og i stedet for at tænke i “enten eller”, fornemmer man at Quarles arbejder ud fra principper om “både og”.

Hvad betyder det at møde sit eget selv i sin helhed? Og kan man det? Når vi møder andre mennesker, ser vi dem i deres helhed, mens vi er efterladt med vores egen følelse af fragmentering i os selv. Vi har aldrig set vores eget ansigt udefra, kun på billeder og i spejle, men alligevel er ansigtet det første, vi lægger mærke til hos andre. Den personlige følelse af fragmentering, har ledt Quarles væk fra et fokus på ansigtet og i stedet er hun mere interesseret i at undersøge figurernes hænder og fødder, legemsdele og torsoer - som er de dele af ens krop man ser fra sit eget udgangspunkt. Quarles evne til at afbilde kroppen i dens kompleksitet og trodse indgroede forestillinger om baggrund, køn og seksualitet har gjort hende til en væsentlig stemme i samtidskunsten. 

Glad Ta See Ya Here, 2023. Image: Frederik Nilsen Studio. 

Det overhørte sprog 
Quarles er vokset op med blyantstegningen og det er derfra maleriet er opstået. I hendes tegninger, som er udstillet på anden sal, opstår sproget mere tydeligt og er skrevet direkte på papiret i humoristiske, korte vendinger i et talesprog, der fonetisk følger sprogets lyd i stedet for grammatiske regler. 

Modsat malerierne er tegningerne diminutive i skala og et resultat af håndens frem for kroppens arbejde. Tegningerne er for Quarles forbundet med tænkningen, hvorimod malerierne er forbundet med kroppen. Ligesom malerierne leger de med menneskets iboende trang til at afkode, kategorisere og skabe mening.

Quarles titler er ofte tekstfragmenter hentet fra popsange, digte eller overhørte samtaler. Ved hjælp af humor, fonetisk stavning og bevidste misforståelser viser Quarles, hvordan betydning konstant forskydes. Hendes titler er sjældent bogstavelige og spiller på vores trang til at drage forhastede konklusioner. Hun ser sine tegninger som en form for dagbogsnotater, hvor hun i skabelsesprocessen spontant skifter mellem tekst og streg. 

For Quarles skal maleriet helst befinde sig et sted hvor spørgsmål og refleksion hele tiden kan opstå. I stedet for at tænke på sine malerier som steder for svar, ser hun dem som pladser for samtaler, minder, flygtighed og forvandlinger.