Karin Hald er lige nu aktuel med en udstilling der formidler kunst som et bindeled mellem smerte, lindring og håb.

Karin Hald
Forlænget Eksponering
Rundetårn

Af Marianna Kiel
27.05.2024.

Med samtale som kunstnerisk omdrejningspunkt skaber Karin Hald værker, der tager udgangspunkt i det allersværeste i livet. I samarbejde med kunsterkollegaer undersøger hun hvordan dialog rummer potentialet til at hele og bevare livskraften når traumer og sorg rammer den enkelte.

Venskab og håb
Med sine egne oplevelser i psykiatrien forholder Karin Halds værker sig til lidelse og de bånd, som venskaber og nære relationer knytter under og efter et psykiatrisk sygdomsforløb. Hald har inviteret udøvende kunstnere og forfattere med på scenen, med henblik på at gøre dem til medskabere af udstillingen, der har hentet sin titel fra behandlingsformen Prolonged Exposure Therapy, som frit oversat betyder at forlænge bearbejdningen af et traume ved at genfortælle det.

Beskueren som medskaber
Den myteomspundne fortælling om kunstneren der opholder sig i en slags ’forfald' som en medfølgende præmis for at skabe, synes i Karin Halds tilfælde helt modsat, realistisk at pege på kunsten som katalysator for helbredelse og lindring. Hun viser derved at lidelse og skabelse indgår i en gensidig vekselvirkning. 

I et personligt brev, adresseret - og lagt frem til beskueren - beskriver Karin Hald den selvtvivl der opstår når  “sensitivitet af langt det meste af samfundet anses som det modsatte af styrke”. Hun berører her en central problematik, der peger ud over kunsten, som et menneskeligt, psykologisk anliggende, samfundet som en demokratisk institution har svært ved at anerkende. Sidst i brevet henvender hun sig direkte til publikum og spørger om 'vi' har lyst til at vise hende, hvad håb er for os? På den måde gør hun også beskueren til medskaber af udstillingen. 

Heling og transformation 
I en række fotografiske selvportrætter med titlen “Light Transforming Through the System”  undersøger Hald den transformation der finder sted i kroppen under helingsprocessen i et psykisk sygdomsforløb. På samme måde som i en foto-fremkaldelse står intet stille. Der sker en konstant bevægelse enten frem eller tilbage i kroppens kontinuerlige aftryk, og dermed sidestiller Hald en kunstnerisk arbejdsproces med kroppens bearbejdelse af de krakeleringer der sker. Fotografierne er taget i direkte sollys, der blænder, oplyser og varmer og næsten utydeliggør konturstregerne af den portrætterede/et menneske. 

Karin Hald, "Light Transforming Through the System” Bibliotekssalen, Rundetårn. Foto: Marianna Kiel

Hård blødhed
Tove Storch bidrager med flere skulpturelle værker, der oprindeligt var tiltænkt et andet rum. I en dekonstruktion af værkerne, der nu optræder med løse og åbne ender, uden at være spændt op og sat fast, får de et næsten transformativt udtryk idet de befinder sig i et før og efter; mellem den oprindelige form og formen, de er ved at indtage. Samtidig er den hårdhed alluminium udgør fint balancerende i forhold til værkernes bløde halvmåneformer og deres sarte farvemæssige udtryk  På mange måder er værkerne smukt deltagende i udstillingstemaet, netop på grund af samklangen mellem hårdhed og blødhed.

Tove Storch, "Uden titel" Bibliotekssalen, Rundetårn. Foto: Marianna Kiel

Sen opblomstring
Et andet interessant bidrag er Louis André Jørgensens skulpturgruppe “Jeg prøver at være stolt over den glæde jeg finder”. Værkets  sammensatte dele består af flint, jord, frø, græs, bulmeurt og tekst. På en lille jordbunke er en stor flintesten placeret med småsten omkring sig. Flinten kaldes af Jørgensen for “rugende” og henviser til et levende væsen og de betragtninger man før i tiden havde om stenen som levende, modsat i dag. I jorden under flinten ligger små frø placeret. Frøene stammer fra bulmeurt planten, der har en medicinsk og psykoaktiv egenskab. De kan ligge mange år i jorden i en slags dvale før de vokser og blomstrer op gennem jordoverfladen som en slags “Late bloomer”. Alt dette gør netop beskueren opmærksom på de hengemte betydninger, vi automatisk afskriver som ubetydelige, hvilket tilfører værket en overraskende element.

Louis André Jørgensen, "Jeg prøver at være stolt over den glæde jeg finder" Bibliotekssalen, Rundetårn. Foto: Marianna Kiel

Udstillingen er meget anbefalelsesværdig. Ikke mindst på grund af det tætte forhold der hersker mellem kunst, lindring og samtale i værker der opbyggeligt og respektfuldt tager udgangspunkt i det fælles anliggende, livets skrøbeligehed også er. Samt på grund af den høje kunstneriske kvalitet der lyser fra værkerne og reflekterer henover den historiske bibliotekssal.

Udstillingen vises frem til 16. juni 2024 i Rundetårn, København.
Øverste billede: Kat Staut "Emotional Check-in"