Indkøbskurven er tom.
Pantomimeteatret i royal fjerpragt
Scene, Film & Bøger

Pantomimeteatret i Tivoli fylder 150 år, og Dronning Margrethe står bag nyt påfugletæppe. Foto: Keld Navntoft

PANTOMIMETEATRET I ROYAL FJERPRAGT

INSPIRATION: Af: Ulrikke Due Hagenau
10.05.2024

Der blev udråbt et trefoldigt hurra for den kulturelle treenighed, da Tivoli afslørede ny kunst af Dronning Margrethe i anledning af Pantomimeteatrets 150 års jubilæum. Scenen er kendt for sit ikoniske påfugletæppe, der nu har fået nye vinger. Om 1,5 måned opfører eventyrhaven H. C. Andersens Klods-Hans med Dronningen som scenografisk bidragyder, og således lever traditionerne stolt videre.

Det var en stolt Dronning Margrethe, der tog plads på tilskuerrækken og med lidt sol i øjnene og stort smil på læberne betragtede sit nyeste kunstskud på stammen. Pantomimeteatrets tidligere påfugletæppe i gule og grønne nuancer er fløjet fra reden og udskiftet med majestætens fortolkning.

På dagen for afsløringen havde himlen samme blå nuance som på påfuglens mange storslåede fjer. Med grønne, blå og rosa nuancer danner fortæppets pastelfarver kontrast til teatrets røde søjler, guldtag og kinesiske dekorationer. Den royale kunstner har hentet sin inspiration i ægte påfuglefjer, fortalte hun på dagen for afsløringen. Blandt publikum havde en kvinde hentet inspiration fra scenen og iklædt sig et påfuglesjal. Måske var hun én af de 140 tidligere og nuværende medarbejdere på Pantomimeteatret, der var inviteret med til ferniseringen, hvor Tivoligarden spillede for og Pjerrot, Columbine og Harlekin spillede deres velkendte roller som henholdsvis den morsomme og kejtede tjener og de unge elskende.


Foto: Ulrikke Due Hagenau

Iscenesættelsens kunst 
Dronning Margrethe er nærmest blevet kongelig kunstleverandør til den historiske forlystelsespark igennem årene. På Pantomimeteatret har hun skabt scenekunst og kostumer til flere balletforestillinger med udspring i vores litterære storleverandør H. C. Andersen, og adspurgt om sit favoritminde ved Pantomimeteatret svarede hun da også, at alle gange ved Pantomimeteatret blev husket som gode minder.

Dette flugter med patomimernes særkende som kortere underholdende stykker med arketypiske karakterer og simpel lattervækkende handling. Traditionen går tilbage til 1700-tallet, og i 1874 stod det karakteristiske teater klar, hvis udtryk og udsmykning trækker tråde til Kina.

Med de 150 år i bagagen har formen og traditionen på Pantomimeteatret udviklet og tilpasset sig parken og publikums interesser. Fra 1991 var det blandt andet balletdansere, som stod klar til at optræde, når påfugletæppet blev slået ned inden forestillingen. Balletterne er nu en fast del af teaterets program, og den 22. juni får Klods-Hans premiere på det skrå brædder. Tyve år senere i 2001 blev Pantomimeteateret renoveret, og med det nye fortæppe trækker bygningen fortsat opmærksomhed, når københavnere og turister træder ind ad hovedindgangen hos verdens næstældste forlystelsespark.


Dronning Margrethe i Tivoli på dagen for afsløringen. Foto: Ulrikke Due Hagenau

Den 10. maj har Pantomimeteatret 150 års jubilæum. Det fejres med et nyt fortæppe og den ikoniske påfugl har fået nyt udtryk af Dronning Margrethe. Den 22. juni markeres jubilæet med forestillingen Klods-Hans med Dronning Magrethe som bidragyder til ballettens kostumer.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig