Kæmpe skulpturer ved den belgiske kystlinje i Beaufort Triennalen

Reportage
Af Ditte Wamberg

BEAUFORT24

Skulpturer og fascinerende installationer udfolder sig endnu engang langs den belgiske kyst i Vestflandern under overskriften ’Fabric of Life’.

Fabric of Life
Magasinet Kunst er inviteret på pressetur langs den belgiske kystlinje for at opleve dette års udgave af Beaufort Triennalen, Beaufort24,

Triennalen er en udstilling for samtidskunst der finder sted hvert tredje år langs havet, strandene og klitterne på den 67 kilometer lange belgiske kyst. Den fandt sted første gang i 2003 og over de seneste 7 udgaver er unikke skulpturer forblevet som permanente værker langs den belgiske kyst. Dette gav anledning til Beaufort Skulptur Park, som efter dette års triennale vil omfatte 50 værker.

I denne ottende udgave af Beaufort Triennalen inviteres de besøgende til at udforske 18 nye kunstværker skabt af nationale og internationale kunstnere og ud af de nye værker, vil de 8 forblive permanente.

Beaufort24 er forankret i idéen om ’naturlige forbindelser’, og udstillingen er kurateret af belgiske Els Wuyts med overskriften ’The Fabric of Life’, som alle de 18 kunstnere har skullet forholde sig til og integrere i deres værker.

Jorge Macchi, 'All the words in the world', 2024. Fotograf: Ann-Sophie Deldycke.

Els Wuyts forklarede til pressemødet aftenen før, at ’Fabric of Life’ er en metafor for en sammenvævning af forskellige linjer, retninger og mønstre, og en mulighed for at revurdere det lokale miljø, og forbinde det med mulige billeder. Hvert kunstværk fortæller en historie og er en rejse gennem stedernes kultur og historie.

I Beaufort24 indtager kunstværkerne også locations mere inde i landet og ikke kun langs kysten, selv om festivalen også går under navnet ’Triennial by the Sea’. Med udgangspunkt i sporvognsruten langs kysten og de punkter, der forbindes her, udfolder kunstværkerne sig steder som havne, diger, marker, parker og centrale pladser i de små kystbyer.

Staging Sea og The Herring
Vi er tidligt oppe denne morgen, og det er direkte hen til den første installation i den søvnige ferieby De Panne efter morgenkaffen. Vi er til fods, men vil efterfølgende blive fragtet rundt af en dobbeltdækkerbus, da værkerne er fordelt ud over 9 distrikter langs kysten.

Det første værk, vi skal se, er skabt af Filip Vervaet, som står klar til at tage imod os på pladsen ved Sct. Peters kirken. Det var den første kirke i De Panne, som nu er ved at bliver transformeret til et offentligt bibliotek, og da kirken oprindeligt blev bygget var den omringet af sandbanker. Den lille plads foran kirken skal omdannes og laves til en park omgivet af sandbanker. Filip Vervaets installation ’Staging Sea’ er en springvandsfontæne omgivet af grønne laminerede glasvægge, og er en del af den kommende park. Vandet i fontænen følger tidevandet og kan derfor blive op til fem meter højt. Farverne på det laminerede glas, der omgiver fontænen, ændrer farver og lys ligesom havet.

Næste stop er ved kæmpeskulpturen ’The Herring’ af Johan Creten, som befinder sig på stranden Saint-André. Skulpturen er en fem meter høj bronzestatue og forestiller en nøgen kvinde, der spejder ud over Nordsøen og holder en sild foran skødet. Forekomsten af sild har en særlig betydning for området, da det medvirkede til, at befolkningen ved den belgiske kyst overlevede under Anden Verdenskrig på grund af en usædvanlig god sildefangst.

Men er havets ressourcer uudtømmelige? Med værket ’The Herring’ konfronterer Creten os med nutidige problemstillinger omkring bæredygtighed og økologi.

Filip Vervaet, 'Staging Sea', 2024. Fotograf: Ann-Sophie Deldycke

Johan Creten, 'The Herring', 2024. Fotograf: Ann-Sophie Deldycke

Star of the Sea og at Rest
Vi tager videre til Zeebrugge, hvor vi igen skal ned og gå i vandkanten. Vi møder Ivan Morison, som har skabt skulpturen ’Star of the Sea’. Værket er en del af Brügge Triennalen, selvom den har taget en lille afstikker ud til kysten, og kommer derfor ikke til at være en permanent skulptur.

Morison arbejder i feltet mellem kunst, arkitektur, teater og aktivisme og er kendt for sine store installationer i det offentlige rum. Vi får dyppet tæerne lidt i havet, da vi vader ud til skulpturen - en kæmpemæssig stjerneformet bunker lavet af cement. Når der er højvande, kan man kun betragte ’Star of the Sea’ på afstand, men vi er heldige og kan komme helt tæt på. Værket indbyder til leg og udforskning, og der er masser af indgange ind i skulpturen med de mange små gange. Der er kighuller, der giver udsyn til forskellige landskaber, og man kan sidde oven på skulpturen og betragte havet eller kigge ind mod land, hvor der er leben langs strandpromenaden.

Ivan Morison, 'Star of the Sea', 2024. Fotograf: Ann-Sophie Deldycke

I Nieuwpoort ser vi den permanente skulptur af Selva Aparicio, som har fået navnet ’at Rest’. Ved første øjekast er det en stålbænk i et naturreservat, omgivet af en væg, men når man kommer tættere på, kan man pludselig se nuancerne, og de mange aftryk i væggen, som først minder om små blade. Aparicio har lavet værket i samarbejde med beboerne i Nieuwpoort og væggen består af hundredevis af håndaftryk tilhørende de lokale, nedskalerede og støbt i bronze. Når man sætter sig på bænken, der er bygget ind i bronzevæggen, kan man få en fornemmelse af at blive omfavnet af de mange hænder.

Aparicio var rundt og besøge et plejehjem, kortklubben, markeder osv., for at invitere folk til at få foreviget deres aftryk. Titlen henviser både til ’at hvile sig’ og ’at gå til hvile’, da håndaftrykkene med tiden vil komme til at tilhøre folk, der ikke længere vil være her, og således vil ’at Rest’ blive en form for mindetavle.

Vi ser efterfølgende Alexandra Birckens gymnastpiger i værket ’Top down / Bottom up’ og Femmy Otten’s ’Moeder’, en 3 meter lang marmorskulptur af en gravid kvinde liggende i et bassin i bydelen Oostende.

Monobloc Moments
I bussen på vej til næste skulptur får vi selskab af den finske kunstner, Sara Bjarland, som fortæller om tankerne bag værket ’Monobloc Moments ’.

Hun er meget interesseret i al det overskydende materiale, vi efterlader os overalt på planeten, og som er ’bagsiden af forbrugersamfundet’. Som en fast del af hendes praksis indsamler hun en masse af det, som folk smider ud, f.eks. går hun hver uge rundt i Amsterdam, hvor hun har base, og ser, hvad der bliver sat ud til storskrald. Hun er altid meget overrasket over mængderne. ’Sikken en overflod vi lever i, i den vestlige / nordvestlige del af Europa’.

Værket ’Monobloc Moments’ er hendes første værk i det offentlige rum, og hun besluttede at arbejde med et objekt, som er meget genkendeligt og typisk langs den belgiske kyst, men faktisk også i hele verden. Der er tale om den klassiske plastikhavestol ’plastic monobloc garden chair’.

Den er symbolet på masseproduktion, køb-og-smid-væk kultur, og så er den et hverdagsobjekt, som går for at være verdens mest anvendte stol.

At stolene kan stables, fascinerede Sara Bjarland, da hun tænkte, at det kunne skabe en interessant form. Hun forestillede sig, hvordan stablen af stole kaotisk tager form og næsten lever sig eget liv, i en kamp for ikke at blive blæst omkuld af vinden.

Skulpturen af de stablede stole er lavet af bronze, modsat originalerne af plastik. Plastik var ikke en mulighed, da skulpturen skulle laves af langtidsholdbart materiale.

Sara Bjarland, 'Monobloc Moments', 2024. Fotograf: Ann-Sophie Deldycke

N/E/W/S og Trouble Sea
På vej til værket af Richard Deacon får vi en kort introduktion af Els Wuyts. Skulpturen er lavet af rustfrit stål og består af former, der fletter sig ind i hinanden, som en slags koreografi. Værket er placeret i den aflange park, Directeur-Generaal Willemspark, i Knokke-Heist, et sted hvor mange mennesker passerer forbi dagligt. Deacon’s første titel til skulpturen var ’everybody’s talking’, men Deacon elsker at lege med ord og meninger og endte med titlen ’N/E/W/S’, som også refererer til retningerne Nord, Syd, Øst, Vest.

Også i hans skulpturer leger han med former og linjer, fortæller Els Wuyts. Om sig selv siger Deacon, ’I am messing around with materials’. Resultatet ender dog altid godt, tilføjer Els Wuyts.

Lidt længere inde i Directeur-Generaal Willemspark mellem træer og grøn bevoksning lægger vi vejen forbi værket ’Trouble Sea’, skabt af fransk/belgiske Lucie Lanzini. Igen får vi en kort introduktion af Els Wuyts, som forklarer, at det har været noget af et eventyr for kunstneren, som både er debutant i Beaufort Triennalen og oven i det heller ikke har udstillet i offentligheden før.

Værket er et tov, der hænger på en stålramme, og så er der en ’ramme i rammen’, der er dækket med grønt glas, som kan skubbes til side, således at man kan træde ind gennem rammen, som en dør.

Man får lyst til at gå helt tæt på og undersøge, udforske, gå igennem rammen med det grønne glas og røre ved rebet – der overraskende er lavet af bronze.

Værket er midlertidigt, og er ikke, som de andre værker, vi har besøgt, en permanent del af skulpturparken. Rundvisningen er sluttet, og vi ender, hvor vi også startede, med hav uden havudsigt – fra ’Staging Sea’ til ’Trouble Sea’.

Det er ikke alle værker, der taler lige meget til  mig, men i løbet af dagen har jeg fået prikket til både nysgerrighed, undren, fascination, begejstring, humor og en snert af sentimentalitet ved værket med de mange hænder og Alexandra Birckens små gymnastpiger ved det enorme og prangende Kong Albert I. monument.

Alexandra Bircken, 'Top Down / Bottom Up', 2024. Fotograf: Ann-Sophie Deldycke

Helt overordnet er Beaufort24 bestemt et besøg værd. Det er en fantastisk måde at opleve Vestflandern, den belgiske kyst og de 9 distrikter på, som kan mere og andet end en tur med sporvognen og en frokost i strandkanten.

Beaufort24 kan opleves frem til d. 03.11.2024.