Brügge Triennalen: Spaces of Possibility

Reportage
Af Ditte Wamberg

BRÜGGE TRIENNALEN
Moderne kunst og arkitektur indtager endnu engang det offentlige rum i UNESCO Verdensarvsbyen Brügge under overskriften ’Spaces of Possibility’. De sidste forberedelser er i fuld gang og forventningerne er tårnhøje.

Jeg er som repræsentant for magasinet kunst taget på en pressetur til Belgien for at opleve dette års Brügge Triennale, som finder sted for fjerde gang. Vi starter rundturen i Brügge med pressekonference i det legendariske ’Concertgebouw’, en iøjnefaldende moderne bygning beklædt med 68.000 terrakotta fliser. Den stod klar, da Brügge var europæisk kulturhovedstad i 2002 og har delt vandene, da den står i stor kontrast til de omgivende middelalderlige bygninger.

Kunst i gader og stræder
Dette års Brügge Triennale, ’Spaces of Possibility’, indtager henover sommeren den charmerende belgiske middelalderby med installationer og værker skabt af internationale og nationale arkitekter og kunstnere. Den officielle åbning fandt sted den 13. april, men pressen var inviteret til en lille forpremiere tre dage inden åbningen.

De indledende ord til pressekonferencen bliver givet af én af de to hovedkuratorer på dette års triennale, Shendy Gardin.

”De tolv kunst- og arkitekturinstallationer giver ikke kun et anderledes syn på Brügge, men illustrerer også, hvordan vi i fremtiden kan håndtere rum og materialer anderledes. De udfordrer og opmuntrer til dialog om, hvordan tingene kan lade sig gøre. Sammen fortæller de historien om en by i forandringens vold”.

Gardin forklarer, at et af udgangspunkterne for de inviterede kunstnere og arkitekter i valget af location for deres værker, har været at finde steder, der virkede oversete eller forladte – ’på jagt efter det slumrende potentiale’ - med fokus på nye måder at bruge rum på. Deraf titlen ’Spaces of Possibility’. Desuden er værkerne et forsøg på at skabe en dialog, der går langt ud over ’smuk’ eller ’grim’.

Vi får en kort introduktion til de 12 værker, men det kribler for at komme af sted. Det foregår på cykel, da det er den nemmeste måde at bevæge sig gennem den fredede og brostensbelagte middelalderby på.

På cykeltur gennem Brügge
Vi forlader pressemødet og får udleveret vores transportmidler. I min lille pressegruppe bestående af mig, en svensker og 7 glade englændere, er vi så privilegerede at have kurator Shendy Gardin med og den engelske – tyrkisk fødte - kunstner, Ivan Morison, som står bag værket ’Star of the Sea’. Han er en af de 12 kunstnere i Brügge Triennalen men har som den eneste kunstner valgt at placere sit værk lidt uden for Brügge ved den belgiske kyst, hvor ’Star of the Sea’ kan opleves som en del af Beaufort Triennalen, så det må vi vente med og i stedet nyde Morisons følgeskab.

Ved de 11 værker møder vi langt de fleste af kreatørerne bag installationerne, da de under vores besøg befinder sig i Brügge for at møde pressen og for at lægge allersidste hånd på værkerne inden den officielle åbning - flere af værkerne er stadig ved at blive installeret. Vi hopper på cyklen og bevæger os mod det første værk af colombianske Iván Argote.

Kæmpe støvler uden ejermand
Vi ankommer til værket ’Who?’, og det er et fascinerende første stop på ruten. Kunstneren Argote er ikke selv til stede, vi bliver i stedet mødt af hans assistent fra det parisiske studio, og hun forklarer, om tankerne bag værket.

Værket er et par store bronzestøvler på knap 2 meter, som synes at stå på vandoverfladen i den lille kanal, der snor sig mellem gamle murstenshuse og tilvoksede små haver. Støvlerne virker levende, men har ingen ejermand, de står alene og op til fortolkning.

Iván Argote, 'Who?', 2024. Fotograf Filip Dujardin.

I et interview fortæller Argote, at han ikke før invitationen til at deltage i Brügge Triennalen har besøgt byen. Han betragter byen som en slags teater og tager udgangspunkt i byens historiefortælling om de gamle historiske legender og store monumenter. Hans værk med de irrede bronzestøvler måtte godt ligne, at de i længere tid har været en del af byens historie. Samtidig med at det er op til beskueren at bygge videre på historien, og finde ud af hvilket menneske, der mon hører til støvlerne. På en måde er det historien, der genfortolkes og udfolder sig på ny.

Næste stop på turen er ’Raamland’ af den svenske arkitektduo Norell/Rodhe.Vi går ind af en lille dør og befinder os pludselig i en lille idyllisk gårdhave, som ikke umiddelbart kan ses fra gaden af. Den svenske arkitektduo, Daniel Norell og Einar Rodhe, tager imod os i gårdhaven – ’community garden’ - mellem planter, bålplads, bænke, langbord, stole og vakkelvorne skamler. Duoen fortæller, at de generelt beskæftiger sig med materialers historie, og hvor materialerne kommer fra. I projektet ’Raamland’ var de meget interesserede i, hvad der sker med alle materialerne fra de mange nedrivningspladser, som de opdagede overraskende mange af i Brügge. Til projektet har de primært benyttet genbrugsmaterialer fra nedrivningspladserne, også som en lille kommentar til de mange nedrivninger. Er det nødvendigt, kan man gøre noget andet, kan man bygge videre på det gamle, i stedet for at rive ned, kan vi håndtere materialestrømme anderledes i fremtiden?

Med ’Raamland’ sætter arkitektduoen fokus på centrale spørgsmål i byggeindustrien og arkitekturen, samtidig med at de har skabt en lille midlertidig oase, der indbyder til socialt samvær og hygge.

Biavlens arkæologi
Vi haster videre til værket ’Firesong for the bees, a tree of clay’ skabt af mexicanske Mariana Castillo Deball. Vi møder hende ved siden af den summende træ- og keramikinstallation i parken Sebrechtspark. Installationen består af træsøjler beklædt med smukt dekorerede keramiske bistader og på toppen af platformen, er der tre bistader beboet af summende bier.

Mariana Castillo Deball, 'Firesong for the bees, a tree of clay', 2024. Fotograf Filip Dujardin.

Deball, som primært arbejder med træ og ler, fortæller, at hun kan lide at eksperimentere med materialer og teknikker, og at konteksten for hendes værker altid er meget vigtig, dvs. stedets historie, og menneskerne, der bor der. Hendes værker bygger til dels på etnografisk forskning og arkivmateriale og Deball tog i dette værk udgangspunkt i det store biavlersamfund, der findes i hele Belgien, og i særdeleshed i netop Brügge.

I dette værk kommer opmærksomheden på lokalsamfundet til udtryk ved, at det er to unge lokale biavlere, der tager sig af bistaderne, og ved triennalens afslutning overgår bierne og bistaderne til de lokale biavlere.

En levende pavillon i smukke historiske rammer
Det næste stop er hos italienske Studio Ossidiana, en arkitektduo bestående af Alessandra Covini og Giavanni Bellotti. De arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur og kunst, og gennem materialer og former undersøger de, hvordan vi kan udvide vores tænkning omkring den ’inkluderende brug af rummet’.

Makkerparret introducerer os til værket ’Earthsea Pavilion’, en silo-lignende installation klemt ind i gården til det 15. århundredes bypalads, Hof Bladelin. Pavillonen består af forskellige lag af materialer fra lokalområdet, ler, småsten og et lag af muslingeskaller, og forbinder land og hav, historie og natur. Blandet ind i lagene i siloens vægge er plante- og blomsterfrø, som de kommende måneder, og i løbet af triennalen, vil udfolde sig og forandre sig, vokse og formere sig. Vi kan allerede ane små grønne spirer, der bryder ud igennem konstruktionen, men hvis man vil se installationen i fuld flor, giver det mening at kigge forbi, når sommeren er på sit højeste. Og når de bænke og stole, der endnu ikke var ankommet til siloen, har fundet vej frem, så man kan sidde og zone ud i det lille grønne åndehul i centrum af Brügge.

Studio Ossidiana, 'Earthsea Pavilion', 2024. Fotograf Filip Dujardin.

En tråd gennem Brügges fortid
Inden frokostpausen når vi lige forbi en skjult have tilhørende et tidligere Capuchin-kloster, men som i dag huser ukrainske flygtninge. Her bliver vi mødt af et fascinerende syn, en stor snoet gangsti eller tunnel, der nærmest virker levende, som en larvepuppe eller sommerfuglevinger. Værket ’Common Thread’ er lavet af SO-IL  i samarbejde med Dr Mariana Popescu, som sammen har udviklet et stof, der spænder mellem to områder/gader og skaber en ny urban forbindelse. Tunellen, som vi bevæger os igennem, er lavet med en særlig væveteknik og ’det højteknologiske garn’ er fremstillet af genbrugte PET flasker. Installationen er smuk og luftig og den bevæger sig let i vinden. Det gennemsigtige materiale giver én fornemmelse af at være beskyttet og i læ, samtidig med at man er en del af de ydre omgivelser.

Oppe i tårnet, på gyngende grund, og nede i vandet
På sidste halvdel af cykelturen gennem Brügge oplever vi meget forskellige og inspirerende installationer. Vi ser ’The Joyful Apocalypse’ i gården til Stadshallen fra det 13. århundrede skabt af belgiske Traumnouvelle, vi stiger op i ’The Tower of balance’ og møder Bonseerm Premthada fra Bangkok Project Studio, skaberen af det 18 meter høje klokketårn. Vi oplever en rekonstruktion af en gammel glemt hospitalsrute, som Adrien Tirtiaux delvist har genskabt i værket ’Under the Carpet’.

I haven til Onzelievevrouw Psykiatriske Hospital møder vi palæstinensiske/libanesiske Mona Hatoum ved den tankevækkende installation ’Full Swing’. Værket er en gynge placeret i en smal dyb gang eller passage og kan give én fornemmelsen af både ubehag og klaustrofobi samtidig med glæde og frihed.

Vores sidste stop er ved sydafrikanske Sumayya Vally’s ’Grains of Paradise’, der kan opleves ved Minnewaterbrug, Lover’s Bridge, et af Brügges mest romantiske spots. Sumayya Vally undersøgte det 14. og 15. århundredes handelsforbindelser mellem velstående Brügge og det afrikanske kontinent, og hvilken indflydelse dette samarbejde havde på Afrika. Hun inviterer beskueren til at gøre det samme.

Værket består af en række små vuggende robåde forbundet til hinanden og fyldt med planter og krydderurter, blandt andet malagueta peber, et krydderi fra Guineabugten, som var meget populær hos Brügges befolkning i middelalderen og grundet den eksotiske smag og medicinske evner fik peberfrugten tilnavnet ’paradisets korn’.

Bangkok Project Studio, 'The tower of balance', 2024. Fotograf Filip Dujardin.

Mona Hatoum, 'Full Swing', 2024. Fotograf Filip Dujardin.

Et moderne blik på den historiske middelalderby
’Spaces of Possibility’ lever helt sikkert op til formålet og lykkes med at udforske nye måder at bruge rum på. Værkerne tager fat i vigtige og højaktuelle temaer og stiller spørgsmål, som vi alle bør forholde os til, når det kommer til forbindelsen mellem mennesket, natur og dyr. Det gamle overfor det nye og ikke mindst, hvordan vi passer på det hele og finder den gode og bæredygtige balance. Som et plus er det en kæmpe fornøjelse at opleve byen gennem kunstværkerne og triennalen, da det bringer dig vidt omkring i den smukke by, også til de oversete eller skjulte oaser.

Brügge Triennalen kan opleves frem til d. 01.09.2024.