Seværdig aftenunderholdning genbesøger Molières evige charlatan, Don Juan, i Skuespilhuset frem til 29. november.

Don Juan

Seværdig aftenunderholdning genbesøger Molières evige charlatan Don Juan. En frihedskæmper fra fortiden fremstår en smule forarmet i nutiden.



Af Thomas Brorholm. 
27.10.2023

Man gifter sig for morskabens skyld
Stykket starter med et brav. Vi er til bryllupsfest. Don Juan (Morten Hee Andersen) har igen lovet for meget og forlovet sig. Denne gang med en uimodståeligt smuk kvinde, Donna Elvira (Ellaha Lack). Det lader til at være en forhastet beslutning. Og bedst som bryllupsboblerne er klinget af, må Don Juan og hans tro væbner Sganarelle (Mathilde Arcel) pile afsted på flugt fra det set-up, Don Juan netop selv har skabt.  



Løb hurtigere, elsk mere
For hvorfor skulle man ikke kunne elske mange, mange flere end én, spørger Don Juan publikum. Tænk, hvis bare man havde flere hjerter. Måske endda en snes parallelle universer fulde af endnu flere hjerter, der blot ventede på forførelse. Der er ifølge Don Juan så meget kærlighed at give og så lidt tid at give af. Så hvad er problemet med kærligheden i stride strømme og i alle retninger? Det er nok snarere et samfundsproblem end Don Juans. Men helt lykkelig er han ikke. For hvem kan være lykkelig, når man er på konstant flugt fra det narrativ samfundet dikterer? Og i mere bogstavelig forstand, hvem kan så være lykkelig på den konstante flugt fra spiddende høtyve, arrige svigerforældre og skuffede scoringer.



Du skal få at høre, hvad du vil
Don Juan er en mester lyriske erklæringer og opblæste løfter. Han ved, hvad der skal til i erobringsfasen, for at forsikre et kærlighedsemne om evig hengiven troskab og mener hvert et ord inderligt – i momentet. Men han er ikke drevet af andet end momenter. Som en generation swipe mig her og scroll mig der, mister Don Juan hurtigt fokus. Han flakker videre med et skævt smil og lusket forføres charme.



Et stærkt ensemble af skuespillere. Men kan Don Juan virkelig fungere på midtsjællandsk?
Stykket er mættet med stærke skuespilprofiler, der skaber både tyngde og grin. Bemærk, Ena Spottag. Hun har en særlig folkelig komik indbygget i sit væsen og spiller både Pjerrot eller Don Carlos. Det gør hun med lidenskabelige og uimodståelig kraft. Særligt en scene husker jeg, hvor hun som Don Carlos har været udsat for en nærdødsoplevelse fanget i scenens bagtæppe og bliver reddet i sidste øjeblik af Don Juan. De to bliver venner og danser en ustyrlig lårklaskedans til lyden af spansk guitar. Det burde ikke være så lårklaskende morsomt, som det rent faktisk er. Timingen i komikken er perfekt!

Karen Lise Mynster spiller for engang skyld ikke Mutter Courage eller nedslidt bedstemor, men er her et sandt power house af en moderfigur i konsulent-outfit. Hun er stylet smukt i kostume. En neon orange smokingdragt designet af Karin Gille med en storperlet kæde om halsen, og det sølvgrå hår rullet ud over brystet, så hun ligner direktør for en progressiv tænketank. Som altid er hendes diktion og tonation fuld af tyngde og troværdighed. Man forstår, at hun er træt af sønnikes retningsløse og flamboyante livsstil. Men som moderfigur formår hun, at holde det velplejede ansigt højt.

Sganarelle, Don Juans tro væbner og følgesvend, leveres intenst og dynamisk at Mathilde Arcel, der mestrer udbrud og skæve indfald til perfektion. Hun bryder flere gange i stykket ud i associationsrækker, som er en sproglig fryd at forsøge at hægte sig med på. Hun filosoferer frit fra sin hånd, der holder i grenen til grenen på stammen, fuglen i himlen til skibet på havet. Man skal holde temmelig godt fast for at følge med. Men af til er det ikke bare løsrevne refleksioner, men optakter til diskussion: ”Så afbryd mig dog. Man kan ikke diskutere, når man ikke bliver afbrudt!” Brøler Sganarelle efter en længere digression. ”Jeg nyder dine ræssonementer”, svarer Don Juan. Dette er på sin vis et perfekt eksempel på Don Juans afledningsteknik. Han kalder simpelthen ting noget andet end de er. Sganarelle vil diskutere og Don Juan vil reflekterer. Altså bliver kampe til underholdning og Don Juan bøjer af ved at ændre på de andre karakterers opfattelser af virkeligheden. Og her bliver Don Juan-karakteren interessant. Karakteren har langt hen af vejen en utrolig succes med at omkalfatre omverdenens selvforståelse. Selv Don Juans mor, der ved gud har kendt ham et helt menneskeliv blive pludselig overbevist om, at nu er der overnight er kommet ny moral og etik ind i Don Juans livsførelse. Men Karen Lise Mynster formår i skuespillet at skabe en ironisk distance til moderkarakterens abrupte forførelse med en stemmeføring i falset. Der giver en undertone af plip-plop, nu har det vist slået klik for hende.

Ellaha Lack gør sig som en klassisk skuespillerinde kompetent i rollen som Donna Elvira, Men det er som om, at hun som den eneste er fanget i komedien mod sin vilje og ikke besidder samme lethed som de andre. For hende er livet alvorligt, hun har brudt med tilværelsen i et kloster for at gifte sig med en kujon. For hende er der ikke meget komedie over tilværelsen – og det er måske netop pointen med hendes alvorlige og højstemte skuespil.

Kristoffer Eriknauer får ikke nok plads i stykket, i forhold til sit talent. Man fornemmer hans kolossale spændvidde og overskud i selv de mindste bevægelser. I rollen som Charlotte spiller han elegant en underkuet, trængende og genert kærlighedserobring for Don Juan.

Morten Hee Andersen er ingen slet Don Juan. Men han ledsages af spansk guitar og et blodrødt bagtæppe i tyrefægter kulør. Så til denne anmelders smag, har han måske lige lovlig tyk midtsjællandsk dialekt til at spille en varmblodet forfører. Alle konsonanter får, så selv dem på den anden side væggene må kunne mærke dem. Men hvem siger, at en forfører ikke kan være fra Næstved?

Er det relevant med et hedonistisk opgør med samfundsnormerne i dag?
Spørgsmålet er om Don Juan en relevant figur i nutiden. Hans løssluppenhed straffes hårdt og han forlades af de som kan. Men har vi brug for dette opgør med ægteskabet. Og behøver flirten med frihed at ende ulykkeligt? Vi bliver mindet om, at der findes drifter og der findes pligter. Men at gøre Don Juan til skurk synes unfair. Konflikten synes bedaget i en tid, hvor mangeartede forholdstyper folder sig ud med et hav af involverede. På samfundsniveau er Don Juan en støvet kommentar til en gammel institution kaldet ægteskabet. Men som velspillet komedie, der berører nogle af menneskets relationelle grundvilkår, er stykket en lattermild aften brugt i godt selskab med et underholdende ensemble.

Spiller i Skuespilhuset frem til 29. november.