Cecilie Linds lyriske Lolita-men-omvendt-fortælling Pigedyr fra 2022 får stilren og teenageakavet stemme, lyd og liv på Sort/Hvid i København

Pigedyr på Sort/Hvid

Anmeldelse af Pigedyr – spiller til og med d. 30. september 2023

ANMELDELSE
Af: Anders Holbæk.
18.09.2023.

Pigedyr, Laura Skjoldborg og Ung Klang. Foto: Emilia Therese

Pigedyr på Sort/Hvid teater er en legende, frimodig, tyggegummipink tour de force gennem teenagepiges lystunivers. Dramaturgien er generelt stramt komponeret, og alle de vigtigste elementer fra Cecilie Linds lyriske romanforlæg fra 2022 får tilstrækkelig plads i de knap 90 minutter. Inddragelse af koret Ungklang gør meget for at sikre en ophøjet klangbund til forestillingens mere religiøse elementer. Den nyskrevne tekst til forestillingens holder Linds høje lyriske kvalitet. Og så leverer Laura Skjoldborg en kraftpræstation som Sara med lige dele koket glimt i øjet og iskolde magtdemonstrationer.

Alt i alt en virkelig vellykket adaption og teaterstykke – alligevel er der mange små ting, der er svære at overse, der forhindrer forestilling i helt at nå dens ellers enormt store potentiale.

Pigedyr, Laura Skjoldborg. Foto: Emilia Therese

Pigedyr – både Cecilie Linds roman og Rebekka Boydings teateropsætning på Sort/Hvid – er, udover lyst, begær og magt, måske frem for alt en fortælling om hemmeligheder. Den kun 13-årige Sara indleder et seksuelt forhold til sin konfirmationspræst og senere til sin venindes far. Ingen må vide noget om disse forhold – det siger sig selv – men bag teenageværelsets fire vægge indvier hun i smug os, læseren og publikum, i sine idéer om og manifestationer af lysten, begæret og magten.  

Derfor er der også noget grundlæggende interessant i dramatiseringen fra bog til scene. For hvor man i romanen Pigedyr føler, at man læser i Saras dagbog (skrevet, i første omgang, med blussende kinder under dynen) stiller Sara sig i teaterforestillingen Pigedyr op foran publikum og synger, danser, hvisker og råber sine hemmeligheder ud til os. Begge versioner har deres fordele: Med dagbogen bliver man lukket ind i det allermest intime rum, med forestillingen bliver der sat krop, en faktisk krop af kød og blod, på det brændende begær og de skæbnesvangre møder, der styrer Saras liv.

Når Sara fortæller os sine hemmeligheder, gør hun det fra et alter, en seng, en klub og en piedestal – et letomskifteligt plateau, der udgør det meste af forestillingens scenografi. En scenografi, som må kategoriseres som hverken rigtig det ene eller det andet. På den ene side er den stilren og glatbarberet men ikke helt minimalistisk nok til, at man som publikum kan lade fantasien udfylde tomrummene. På den anden side foregår der heller ikke nok scenografisk til, at der hele tiden er noget for øjnene at hvile på eller en verden at forsvinde ind i. Man er med andre ord hele tiden meget bevidst om, at det er scene, man sidder og kigger på.

Pigedyr, Laura Skjoldborg. Foto: Emilia Therese

Og det er så også muligvis meningen. I en forestilling, der i så høj grad handler om begær og blikket på hinanden – hvem, der ser på hvem, og hvem der derfor har værdi, male gaze og så videre – bliver hver bevægelse ladet med lidt ekstra vægt, når teaterscenen låner sig så naturligt til en udforskning af blikket på andre. Spørgsmålet er, om en sådan tankekrølle retfærdiggør en lidt halvfesen scenografi? Og sådan er det med flere elementer i Pigedyr.

I første halvdel af forestillingen går den – på det tidspunkt – 13-14-årige Sara frem og tilbage på scenen og fortæller om sit begær og udbryder som tilfældige udråbstegn pludselige, akavede, højlydte stønnelyde, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Igen kan man sagtens argumentere for at det er et godt greb: En teenagers idé om det begærsfyldte er akavet, forvirret og informeret af porno eller lignende, hvor de små sprængstøn er helt almindelige. Igen må man spørger, om det retfærdiggør dem?

Pigedyr rammer ned i en generel tendens i kunsten og kulturen i de seneste år, hvor kvindelige kunstnere tilbageerobrer Lolita-myten og skriver den unge kvindes begær frem, der ellers historisk har stået i skyggen af begæret fra hendes ældre, mandlige ’partner’. Således også med Pigedyr, der enormt vellykket slår fast både, at Saras begær efter de ældre mænd og deres blikke på hende er reelt, og samtidig lader nok stå hen i det uvisse, til at publikum på vejen hjem fra teatret kan diskutere, hvor kæden af begær, der går forud for Sara, stammer fra, før den lander hos hende. Og det vil blive svært at lade være med, for Pigedyr er en forestilling, der lykkes med at stille flere spørgsmål, end den besvarer, og det gør den på en elegant og vedkommende måde, der gør den særdeles anbefalelsesværdig.

Du kan købe billetter til forestillingen her.