Indkøbskurven er tom.
Ricky Gervais i Royal Arena med showet Armageddon.
Ricky Gervais havde i lørdags den skarpeste syl med til at punktere den efterhånden helt bindegale og hykleriske politisk korrekthed. En propfyldt Royal Arena red hujende med på den befriende bølge hele vejen igennem showet
Af Lærke Helene Askholm
Stemningen
Stemningen var i top allerede inden, Ricky gik på scenen. Hans opvarmning, Sean McLoughlin, fyrede godt op under publikum med kiksede anekdoter fra sit eget liv, hvor både mobiltelefonen og sofaen, og særligt en kombination af disse, fylder meget. Han kaldte danskerne det mest liderlige folk på kloden og udfoldede sine egne bagsider såsom at tage så meget coke, at han mente, han kunne lugte Finland. Amerikanerne har det til fælles med månen, at de også er runde, og det mest skræmmende ved, at der diskuteres alt det, vi ikke bare sådan lige har lov at anskaffe os såsom hash, er ifølge Sean, at ingen taler om det faktum, at der absolut ingen restriktioner er på at købe en hest. Det kan alle gøre på trods af, at det er et monsterfarligt dyr.
Ord
”Jeg er blevet woke” fastslog Ricky som noget af det allerførste, da han til høj rock gik ind midt på scenen. Ja, eller i hvert fald prøver han, for man kan jo ikke styre sine tanker. De viser sig, og så er de der jo, og så kan man prøve at afvise dem. Men i hvert fald ville Ricky prøve at være woke, lod han os vide.
Det blev til en perlerække af eksempler, som ved at dykke ned i dem og forsøge at følge dem til dørs, afslørede dumheden og hykleriet. Hvordan nogle godt må tage et skilt i panden som værende de gode og formane, at ingen skal dømme andre – særligt ikke dømme dem – samtidigt med de har greencard til at dømme alle andre som de onde.
Ordene ændrer sig, og den direkte måde, han selv blev talt til som barn, ville ikke gå i dag. Til gengæld ville han ikke have lystret, hvis han havde fået nutidens - og i det hele taget pæne - forklaringer. Hans mors beskrivelse af ikke at gå med fremmede mænd på legepladser var, at de `ville klippe hans diller af´. Det forstod han. For hvis hun havde sagt sandheden om, at de ville give ham slik og love ham en hundehvalp, hvis han gokkede dem af, så havde han, efter eget udsagn, gjort det. Det sagde Ricky i lyden fra en hysterisk skraldgrinende arena, der ikke kunne få luft, da han som koreografi til joken fingerede at gokke den af på en børnelokker – først med hånden i skridthøjde, hvorpå han kom i tanke om, at han i joken jo var barn og måtte have armen langt højere op. Det fortsatte, og han spurgte undervejs, hvilken hund, han ville få for det. Alle var lamslåede af grin.
Queer betød noget andet tidligere end nu, og nu kan man – i England - sagsøge folk for at kalde en queer, hvis man ikke er det, men hvad med det modsatte? For det skal vel være lige. Kan man sagsøge for at kalde en hetero eller not-queer, hvis man rent faktisk er queer?
Logik
Logikken står sin prøve, for giver det overhovedet mening gerne at ville omtales Dem? NEJ, siger Ricky. Det ville være frygteligt besværligt at give en besked til chefen om sådan en kollega. John kommer ikke i dag, men de sagde, jeg skulle hilse.
Religioner fik også med rette helt tørt på, for hvor meget hjælper det i grunden at bede? spørger Ricky, der selv tester det tit. Han er ligeglad med eftermæle, som folk ofte spørger ham om: ”Jamen hvad nu med dit eftermæle?” ”Jeg er ligeglad, for da er jeg jo væk.” svarer han. Hele forfængeligheden med, hvad man står for og bliver set som, når man er død sættes også i et både hyklerisk og latterligt lys, når vi vil have statuer fjernet, fordi personen var et svin, men vi vil gerne beholde deres opfindelser i form af vigtig forskning, infrastruktur og metoder.
Dumhed
Er der overhovedet grænser for vores dumhed? spørger Ricky. For vi tror, vi er specielle, men verden over er det kun få, der stikker ud, og langt de fleste bare spiser, skider og formerer sig og tænker ikke store tanker andet end de tanker, som de selv mener er store. Og så er de glemt. Nu findes der et universitetsstudie i blomsterbinding. Førhen plukkede man dem bare og kom dem i en vase. Nu skal vi guides i det og studere det. Hvor ender vi mon?
Et filmsite er blevet inficeret med wokeness, og nu får film som Schindlers list spørgsmål som: Var der nogle transkønnede, der blev diskriminerede i koncentrationslejrene? Og til filmen Titanic kan der spørges: Led nogle dyr overlast? Og det sidste har Ricky heldigvis svaret på, for der var vist en guldfisk, der fik sit akvarie knust, Kates guldfisk, og den røg ud i det store hav og kunne ikke forstå, det var så salt.
Armageddon
Den konstante vurdering i ret og rimeligt svæver over os på alle platforme som et fingerpegende militærpoliti, hvor intet er for småt til at sættes op imod noget stort, og showets titel Armageddon giver god mening, hvor det nok ikke er nødvendigt at rejse ud i rummet længere. Vi kan bare blive, hvor vi er.
Og det med at vi skal gøre noget bestemt for ikke efter døden at ende i et specifikt sted kaldet helvede, der hopper kæden helt af, fastslår Ricky - for hvem tror på sådan et helvede? Han havde på et tidspunkt fået den trussel, at hvis ikke det og det skete, `jamen så sutter din mor pik i helvede´, var han blevet meddelt. ”Det vil jeg gerne selv” påpeger Ricky, der har svært ved at se truslen i det, fordi hans billede af, hvad helvede måtte være, rummer en række så frygtelige ting og lidelser, at det at sutte pik må være det mest skånsomme og derved den rene luksus. Han ser det som en god plads i helvede. Også til sin mor.
Info: Ricky Gervais er en af de mest indflydelsesrige britiske komikere siden Charlie Chaplin. Han modtog I 2016 Charlie Chaplin Britannia Award for Excellence in Comedy BAFTA/LA. Han har skabt The Office, Extras, Derek og After Life, og han har modtaget en lang række priser.
Links:
https://www.facebook.com/rickygervais
