Indkøbskurven er tom.
Kirken
Udstillinger & Omtaler

Alexander Tovborg på Kunsthal Charlottenborg frem til d. 6. august, 2023

Kirken

AF Marianna Kiel
22.06.2023.

Med Kirken på Kunsthal Charlottenborg fortsætter Alexander Tovborg sit arbejde med det religiøse som udgangspunkt for hans kunstneriske virke.

“Paradokset mellem det guddommeligt skabte og det menneskeligt skabte er omdrejningspunktet i min kunst og min egen selvforståelse." (Alexander Tovborg)

Denne gang er hele Charlottenborgs sydfløj anvendt til at indkapsle kirkens og religionens magt over den vestlige selvforståelse. Således er den ene side af førstesalen i kunsthallen omdannet til et helt særegent kirkerum.

Når man træder ind i de store åbne rum, føles det 1:1 som at træde ind i et rigtigt kirkerum. Kirkens selvforståelse og det vestlige menneskes samme, bliver aktualiseret og levendegjort i Tovborgs arkitektoniske og konceptuelle ramme. Med smukke vinduesmosaikker, ikoner og fresker skaber kunstneren en platform for kontemplation og refleksion over hvad kirken er, hvad vi bruger den til, og hvem den egentlig er til for. Spørgsmål, der ofte stilles i det offentlige rum, hvor det handler om folkekirken, andre religiøse retninger og meget sjældent om det som der gøres plads til her - vores personlige forhold til kirken. Religiøse modfortællinger og fri leg med myter, riter og overleveringer, udstillet som en del af et kirkerum, fremstillet i Alexander Tovborgs farvestrålende kompositioner giver, ved hjælp af denne totalinstallation, plads til at anskue fænomenet “Kirken”, som vi forstår det i både dansk og vestlig kontekst.


Alexander Tovborg, Madonna, 2022-23. Kirkevinduer (natur), 2023. Installationsview, Kirken, Kunsthal Charlottenborg, 2023. Foto af David Stjernholm.

Med karakteristisk farvestyrke og betydningsmættede værker indbyder kunstnerens kirke til eftertænksomhed over hvad en kirke er, har været og bør være. For de mennesker den eftersigende er skabt for, os, kirkens besøgende, der her i Tovborgs kirke, får lov at tænke større tanker omkring kirken, får lov at lytte kunstnerens næsten rant-agtige pludren om hans kirke og på denne måde får lov at skabe vores egen kirke.

“I formidlingen af kirkens myter og moraler eksisterer kunsten også” (Alexander Tovborg).

I Tovborgs kirke får vi lov til at stille spørgsmålet: Kan man skabe sin egen kirke? Som almen menneskelig menighed. Værkernes forskydning i omgang og skala, skaber plads til at beskueren faktisk selv kan gå og lege indretningsarkitekt for sin egen kirke. I en tid hvor utallige indretningsprogrammer fylder sendefladen og vi konstant genfortæller vores personlige historie gennem indretningen i vores hjem og vores arbejdspladser, er det en sjov tanke at få lov at indrette sin egen kirke. Hvor er mennesket henne i det fællesrum, vi har nedarvet gennem kendte og oversete myter og fortællinger, tænker man, når man bevæger sig rundt i Tovborgs kirke.


Alexander Tovborg, Eva, 2022-23. Installationsview, Kirken, Kunsthal Charlottenborg, 2023. Foto af David Stjernholm.

I dette kirkerum repræsenteres vi, mennesker, blandt andet gennem værket Eva. Her er “vi”, i kirkens fortælling, mennesket, som et sagn opstået gennem myten om et æble. Trekantsdramaet, der udspiller sig omkring en rød frugt, mellem en slange, en kvinde og en mand, er centreret som en slags altertavle, længst oppe mod den fjerneste væg, i tre kæmpe motiver i naivistisk rød-orange. Tovborgs kirke blander troens paradokser, billedets magt og kønnene, i komplekse billedkompositioner og labyrintiske værker.

I yderste højre hjørne er Æblet I og Æblet II fremstillet som fresker. Æblet II er markant mere dybrødt, næsten rustent, som blod, end Æblet I. Er det æblets vej fra uskyld til synd, fra friske, ungdommeligt røde æbler til menstruationsfarvede æbler, der ændrer farverne? Æble-freskerne er kun adskilt af værket Beatrice, en anden kvinde, der er genstand for guddommelig overlevering, denne gang gennem Dantes kærlighed, skabt i pasteller og sammensyede lærreder. I store skalaforskydninger får vi mulighed for at gå inde i en psykedelisk smuk, vild kirke, udgjort af vinduesmosaikkernes spil med lyset og vilde tanker om hvor guddommeligheden stammer fra, om den også er menneskeskabt og hvorfor nogle myter rodfæster sig og bliver til samfundsskabende riter og hvorfor andre ikke gør.


Alexander Tovborg, Beatrice, 2023. Installationsview, Kirken, Kunsthal Charlottenborg, 2023. Foto af David Stjernholm.

“Jeg ser kirken som en magtfuld varetager og producent af mange af de myter, som har skabt den kulturelle selvforståelse, der har ligget og stadig ligger til grund for vores vestlige samfund.” (Alexander Tovborg)

Gennem disse monumentale værker med bibelske billedfortællinger og subversive undertoner får vi lov at tænke større tanker, og stille spørgsmålstegn ved myter, der ofte er omkredset af hegemonier og berøringsangst.

Kunstnerens leg med tro, overtro, modfortællinger og myter skaber dette hellige rum, hvor kirke bliver til gennem fri leg og afbenyttelse - som kunstnerens kirke, der bliver til gennem den audioguide der hører til værket, så er det kun fantasien der sætter grænser.

”Der er ingen regler, (udover selvfølgelig de regler som kunstneren selv sætter). Men ellers må vi alt.

Måske er der en “nadver-automat”, eller “en rulletrappe”, så man ikke behøver gå, måske skal man faktisk også “bestille bord”, fordi naturvinen i nadverautomaten er så lækker, måske skal kirken være et foodlab research center og der skal i hvert fald være en pilgrimsmenu til de studerende.”

Audioguiden er et værk i sig selv, og er i den grad et lyt værd, efter eller før udstillingen. Her antyder kunstneren modsigelser og problematikker der opstår i kølvandet på kirken anno 2023. De fænomener som man som beskuer i galleriernes hellige rum får lov at gentænke, i for eksempel værket Dåben, Teenage Jesus og ikke mindst, Edam, kommer også til udtryk i lytningen, hvor det problematiske faderskab er en rød tråd. I Kirken er Jesus afbildet som Teenage Jesus, midt i rummet, den ene sande profet, vidunderet, der i al sin ophøjethed blot higer efter faderens anerkendelse.


Alexander Tovborg, Teenage Jesus, 2022. Dea Madonna Døbefond, 2023. Kirkevinduer (natur), 2023. Installationsview, Kirken, Kunsthal Charlottenborg, 2023. Foto af David Stjernholm.

"Igennem de seneste femten år af min praksis har jeg arbejdet med menneskets søgen efter at forstå sig selv helt grundlæggende og eksistentielt igennem mytologi og religion.” (Alexander Tovborg)

Uanset hvor kritisk man stiller sig overfor kirken, så kan det ikke nægtes, at vi forholder os til kirken som en del af vores selvforståelse. Religionen, med alle dens facetter, har fungeret som Tovborgs kontinuerlige kunstneriske kompas igennem de sidste 15 års proces, hvor han, ifølge ham selv, har forsøgt at undersøge menneskets søgen efter at forstå sig selv gennem myter og religion.

I Tovborgs kirke iscenesættes kendte og glemte ritualer, overleveringer og fortællinger fra bibelen, som vi har centreret vores samfund omkring.

Dåben, der med en døbefond i ene side af kirken, der ligesom spørgsmålet om konfirmation, på mange måder definerer folk i deres afstandtagen eller accept af kirkens ritualer.

Om vi tænker over det eller ej, så er søndag stadig en dag, der er “hellig”, akkurat som de andre helligdage, uanset om man afholder søndag eller ej. Derfor bliver det da også interessant, hvad Gud egentlig lavede om søndagen, som kunstneres første værk fra højre giver et bud på.


Alexander Tovborg, Teenage Jesus, 2022. Installationsview, Kirken, Kunsthal Charlottenborg, 2023. Foto af David Stjernholm.

I Tovborgs kirke er mennesket ikke adskilt fra det guddommeligt skabte, og selvom det guddommelige ikke er menneskeskabt, så er mennesket, det menneske der bevæger sig rundt i dette hellige rum i hvert fald med til at udvælge og definere hvad vi anser for guddommeligt og helligt.

Kirken af Alexander Tovborg på Kunsthal Charlottenborg, frem til 6. august, 2023

Alexander Tovborg er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2004-10) og Staatliche Akademie der Bildenden Künste, Karlsruhe, Tyskland (2007-09). Han har haft soloudstillinger på bl.a. Overgaden, GL Strand, Rudolph Tegner Museum og State of Concept i Athen. Hans værker har været udstillet i både ind- og udland, bl.a. på Camden Art Centre i London, IMMA Museum of Modern Art i Dublin, ARKEN, ARoS, Holstebro Kunstmuseum samt KØS. Han har skabt talrige udsmykningsopgaver bl.a. til Østre Landsret, Københavns Lufthavn samt Jelling Kirke, Tejn Kirke og Trekroner Kirke. Han er desuden repræsenteret i samlingerne på Moderna Museet i Stockholm, Hammer Museum i Los Angeles, Kunsthalle Bremen, ARKEN, ARoS og Museet for Religiøs Kunst. Tovborg er repræsenteret af Galleri Nicolai Wallner og Blum & Poe.

I kunsthallens app vil de besøgende kunne opleve Alexander Tovborg selv fortælle om værkerne således, at man har kunstnerens tanker og refleksioner lige ved hånden.

Kirken er kurateret af Naja Rasmussen, kunstfaglig chef på Kunstmuseum Brandts, og Simon Friese, direktør for Creator Projects.

Udstillingen er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig