En god dokumentarisk nørdehistorie - Kan streames på DR lige nu

På skattejagt efter busstoppesteder

FILM: Af Anders Holbæk
Publiceret i arkitektur/design #1 marts 2023

En god dokumentarisk nørdehistorie – en, der er grundigt researchet, skarpt formidlet, og som svulmer med viden og kærlighed – kan for evigt ændre måden, du betragter selv den mest hverdagsagtige ting på. F.eks. et busstoppested.

I podcasten 99% Invisible kan design- og arkitekturnørder høre radiovært Roman Mars undersøge designprocessen bag alt det, der omgiver os, og som vi ikke længere lægger mærke til. Alle de små valg, der er blevet truffet, erfaringer, der er blevet gjort, og chancer, der er blevet taget, for at gøre verden omkring os behagelig og ligetil. Og 99% af det er usynligt – uanset om det handler om tandbørster, skrifttyper, parkeringspladser eller elevatormusik.

Mars siger selv: ”Når man afkoder verden med designhensigt for øje, bliver verden ret magisk. I stedet for at se alle de ødelagte ting, ser man de små genistreger, som anonyme designere har svedt over for at forbedre vores liv.”

PITSUNDA, Disputed, Region Abkhazia, Georgia. Foto: Christopher Herwig

I Kristoffer Hegnsvads vidunderligt nørdede og stemningsfyldte ’Soviet Bus Stops’ – der snart kan opleves på CPH:DOX – er det, som titlen afslører, sovjetiske busstoppesteder, der takket være en skare af anonyme arkitekter gør verden magisk. Og det er, selvom busstoppestederne er alt andet end usynlige. Midt i tomme, hærgede, øde landskaber eller gemte skovkroge står de som strålende, stolte, sejlivede og excentriske helligdomme. 

Filmens synopse er af den slags, der vil vække øjeblikkelig interesse for nogle og få andre til at kradse sig forvirret i skægget: ”Den canadiske fotograf Christopher Herwig rejser mere end 50.000 kilometer gennem det tidligere Sovjetunionen fra Ukraine til Usbekistan, Armenien til det østlige Sibirien, og alle steder derimellem, i en årtier lang skattejagt efter busstoppesteder.”

I en af filmens første scener ser vi Herwig ligge på alle fire og skovle sne ud fra under sin bil, der er kørt fast på vej op til en by på toppen af det snedækkede Goderzipas i Georgien.

”Der er et busstoppested, jeg gerne vil fotografere, og det har unddraget sig mig i årevis. […] Der er 15 kilometer endnu, og de sidste par kilometer har virkelig været slemme. Jeg ved ikke, om jeg faktisk bør fortsætte. Jeg mener, jeg vil gerne tjekke det her busstoppested af, men …” fortæller Herwig og holder inde, før han forsætter med det, som den skeptiske seer selv sidder og tænker: ”Altså, før eller siden bliver det her … åndssvagt”. Han tøver et sekund og griner af situationen.

GODERDZI. Georgia. Foto: Christopher Herwig.

Så hvorfor er det ikke åndssvagt? Hvorfor er det tiden værd for ham at fotografere busstoppestederne og for dig at se en film om dem?

For det første, fordi de er historisk og politisk interessante og kan være med til at nuancere vores opfattelse af Sovjetunionen. I en tid, hvor alt var formaliseret, fra tøj til mad – og i særklasse kunsten – skød flere hundredvis af små unikummer op på tværs af unionen i form af stoppestederne.

GAGRA, Disputed Region Abkhazia, Georgia. Foto: Christopher Herwig.

”Deres ydmyge størrelse til trods,” fortæller Herwig, ”virker de så modige.” Små rebelske handlinger, en sult efter frihed i et kontrolleret samfund. Der findes ikke engang en officiel liste over, hvem der har designet hvilke. Det var en måde at bringe kunst ud til folket, ofte involverede man dem sågar i både produktion og dekoration. ”Man kunne se det her som socialisme in action,” siger Herwig, før han alligevel lader en vis tvivl stå tilbage: ”Eller er det, at jeg overhovedet tænker det, bare bevis på, at de i virkeligheden bare er propaganda?”

For det andet, fordi de er en truet art. Med moderne busstoppesteder er vi som med så meget andet selv på vej mod en ny formaliseret tid – en, der ikke er drevet af partipolitik, men af massekultur. I filmens klimaks ser man, hvordan flere af de gamle, unikke stoppesteder bliver revet ned for at gøre plads til masseproducerede nytilkomne. Hver gang det sker, mister vi en lille del af historien, en lille gnist af menneskelig kreativitet. 

Men den vigtigste årsag til, at det giver mening at bruge tid på busstoppestederne, er, at de er smukke. De er dybt smukke. Fra dem, der er samlet af færdigstøbte betonplader og er ved at gå opløsning, til dem, der stråler af mættede farver i komplekse klinkemosaikker af blæksprutter, høns, fisk og en glødende rødgul fønixblomst i den kridhvide sne i Tjernobyl! De er smukke, og det er ’Soviet Bus Stops’ også.

Instruktør: Kristoffer Hegnsvad
Manuskript: Kristoffer Hegnsvad og Christopher Herwig
Filmen kan lige nu streames på DR

Billedet øverst: Instruktør Kristoffer Hegnsvad, Belarus. Foto: Nicholas Zajicek.