Indkøbskurven er tom.
Top-10 over Art Week arrangementer
Rejser, Kultur & Event

Art Week Copenhagen finder sted de første ti dage af juni 2023.

Top-10 over Art Week arrangementer

Af Redaktionen
15.05.2023.

Om lidt går det løs. Snart afholdes der Art Week i København og det tegner godt for årets kunstuge. Over 50 udstillingssteder i København er i fuld gang med at forberede byens store kunstfestival. Art Week Copenhagen finder sted de første ti dage af juni 2023.

Herunder et udpluk af spændende events fra det omfattende program.


Young Boy Dancing Group, Ceremony Festival, 2019, Toluca, Mexico. Foto: David Mesa.

Åbningsfest: Art Bar Extravaganza
Oplev verdenspremieren på kunstnerkollektivet Young Boy Dancing Groups nye danseforestilling. De er kendt for deres energiske og vilde indslag, med headspin og laserlys mellem ballerne. Denne aften kan man også opleve Adam Christensen, der med sin harmonika og inderlige sang leder os op i Nikolaj Kunsthals historiske tårn. DJ Sara Vita sørger for aftenens soundtrack med et eklektisk mix af elektroniske genrer.


John Huntington, The Dark Administrator.

Art Bar: Black Metal Art Bar
Performance, fernisering og Black Metal koncert. What´s not to like? 

Se John Huntingtons performance lecture The Dark Administrator - om dystre ritualer i den offentlige administration, der akkompagneres af apokalyptiske lyde af musiker Dödsvarg. Efterfulgt af koncert med ILLA og GREV TROLD.


Kasper Hesselbjerg: Sausage Abundance, 2018. Foto Nikolaj Kunsthal.

Smag Kunsten: Kasper Hesselbjerg – Idiot-Monster Lunch
Deltag i Idiot-Monster Lunch af billedkunstner Kasper Hesselbjerg, der bl.a. byder på spiselige skulpturer og performative elementer. Kasper Hesselbjergs ønsker at undersøge og sætte fokus på, hvordan vi gennem mad, madvaner og kulinariske praksisser etablerer en forbindelse og et forhold til omverdenen. 


Foto: Jakob Kudsk Steensen, Tongues of Verglas, Les Langues de Verglas (2023). Still. Courtesy of the artist.

Art Morning: CC Art Mornings
Art Week har et helt særligt format til de morgenfriske – nemlig Art Mornings. Her kan man møde kunsten uden for udstillingsstedernes normale åbningstider og få et skud kunst at starte dagen på. Hop på havnebussen og nyd en let morgenmed på vej til Copenhagen Contemporary, og oplev deres udstilling Yet, it Moves – et spektakulært møde mellem kunst og videnskab.


Joakim Eskildsen, fra serien Home Works, 2005 – (fortløbende).

Art Talk: Joakim Eskildsen i samtale med Rune Gade - Fotografisk Center
I forbindelse med Fotografisk Centers udstillingsåbning Joakim Eskildsen: Home Works afholdes en samtale mellem kunstner Joakim Eskildsen og Rune Gade, forsker ved Københavns Universitet. Samtalen vil tage udgangspunkt i Eskildsens kunstnerskab og det fortløbende projekt Home Works.


Entangled Encounters, Studio Thinking Hand. Foto: David Stjernholm.

Art Tour: Symbiotic Cultures with Folk Kombucha, Studio Thinking Hand, and Phil Ayers
Kom med på kombuchavandring, der omfatter et besøg på Folk Kombucha Brewery, hvor kunstnerduoen Studio Thinking Hand og forsker Phil Ayers fortæller om at bruge SCOBY – Symbiotic Culture Of Bacteria and Yeast – som et kunstnerisk og arkitektonisk materiale. 


Gelænderværk på SMK, 2022.

Familie Art Bar: Fællesværk og fællesspisning på ARKEN – ARKEN
Art Week og ARKEN inviterer til Familie Art Bar og samskabelse af fælles-kunstværket Gelænderværk. Kunstnergruppen Gelænderværk opstiller en 20 meter lang lerform, som i løbet af dagen bearbejdes af børn og voksne med en række værktøjer og genstande fra området, som indsamles af deltagerne i fællesværket.


Grand Teatret. Nanna Bisp Buchert: Verden er uskarp.

Film-matiné: Verden er uskarp – Grand Teatret
Se den unikke dokumentarfilm Verden er uskarp, hvor Iben Haahr Andersen har fulgt de fire kvindelige fotografer Else Tholstrup, Nanna Bisp Büchert, Marianne Engberg og Tove Kurtzweil. Fire kvinder, der er fulde af livsglæde, lidenskab og skabertrang – og en anekdote eller fem! 


Christiansborg, Fællessalen. Fotograf: Anders Hviid.

Samtale med kulturministeren om kunstens betydning
En unik mulighed for at opleve kulturminister Jakob Engel-Schmidt, billedkunstner Hannah Heilmann, Stine Høholt, direktør for Kunstmuseum Brandts og Søren Kaare-Andersen, direktør i Bikubenfonden, mødes til en åben samtale om kunstens egen værdi og væsentlighed i udviklingen af vores samfund.


Den Frie Udstillingsbygning.

Art Bar: Den Frie x Art Week – Grand Garden Party
Årets Art Week afsluttes med Grand Garden Party på Den Frie Udstillingsbygning. Her kan man opleve de to performative udstillinger Aqua Drama og Close Encounters / Embodied Journeys. Future Female Sounds, fyrer op for musikken foran Café Pegasus og skaber lydbillede til en festlig sommeraften, hvor alle kan mødes for at skåle, danse og fejre Art Week 2023. 

Billede øverst: Art Weeks åbningsfest skabes i samarbejde med Nikolaj Kunsthal og er et tilløbsstykke. Foto: Christian Brems

Se Art Weeks fulde program her

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig