Grønlandske registreringer i usikre zoner: Good Hope, Quillissat og Sisimiut

Grønlandske øjeblikke på Nordatlantens Brygge

Af Tove Thage.
12.05.2023.

Det er en fotografisk tre-i-en oplevelse, der udstilles på Nordatlantens Brygge. ‘Grønlandske øjeblikke’ er en både overvældende og kontrastfyldt præsentation med to grønlandsk fødte fotografer med mere end 120 år imellem sig og en dansk født deltager.

Ved retrospektivt at lade en indre film med udstillingsfotografier gå igennem mig, kan jeg konstatere, at de som dokumentation fortæller om Grønland, og dermed fremstår de som først og fremmest sat ind i en kulturhistorisk kontekst, hvilket passer fint til udstillingsstedet-& -kulturhuset, Nordatlantens Brygge. De tre fotografi-serier rammer som tre røde nåle sat på det udstrakte grønlandske kort.

Rigsfællesskabets konfliktfyldte, komplicerede struktur og udvikling opleves i den underliggende kuratering umiddelbart som dækkende 130 års forrevne patriarkalske og kolonialistiske blikke. Men hvem har lyttet til materialet? Og kan man lytte til fotografiet? Det altid agilt-medierende kamera står mellem de fotograferede og os som beskuere. Det er udstillingernes centrale emne og underliggende diskurs.

Historiens vingesus
‘Grønlandske øjeblikke’ omkredser et stort tidsspænd og sætter ambitiøst fokus ved at vise fotografier fra tre epoker i Grønlands historie, 1800-tallets, 1970’ernes og nutidens grønlænderes hverdagsliv. På de to af de mange etager i det gamle pakhus på Nordatlantens Brygge, præsenteres de tre fotografer på to adskilte udstillinger og giver derfor den besøgende mulighed for at se på udviklingen gennem det mere end 130-årige udvalg af det forenede kongeriges dobbeltblikke og de deraf afledte mulige visuelle referencerammer.

John Møllers (1867-1935, f. i Nuuk) portrætter er forankret i sit sted, Nuuk, og i sin tid - fra 1888 og 50 år frem, Teit Jørgensens (f. 1947) 50-årige optagelser fra 1972 i og omkring kulminen og bysamfundet Quillissat beliggende på øen Qeqertarsuaq og endelig Inuuteq Storchs (f. 1989 i Sisimiut) essayistiske dagbogslignende snapshots fra fødebyen.

Den asymmetriske historiske duo, Møllers og Jørgensens ’grønlandske øjeblikke’ udgør en art bagtæppe for Storchs grønlandske postkoloniale erfaring. Storchs fotografier demonstrerer medlevende håb – og erindring – skildringer af samvær og natteliv i et ungdomsmiljø med inddragen af John Møllers 130-årige værk, bogstaveligt talt indsat / ophængt som en forankring og del af hans eget projekt.

Inuuteq Storch, Keepers of the Ocean, 2022. Pressefoto.

Postkoloniale blikke
Ny indsigt i og et nyt blik på liv, natur og menneskers samliv i Grønland viser her frem i en historisk ramme. Fotografier der indirekte betoner uafhængigheden af ’gamle’ Danmark, ved at vise grønlandsk fødte John Møllers fotografi, og som viser grønlandsk selvstændighed i dag. Denne udstillingsdimension sætter en præcis spot på, hvilke spor også fotografiet har sat og sætter i en civilisation.

Usikre zoner, konflikter og ustabile geografiske forhold for de mennesker og dyr, der bebor verdens største ø, er givne, urgamle vilkår og endnu i dag en højst virkelig del af livet i Grønland og Nordatlanten

De to udstillinger, med tre fotografers billeder i tidsspænd, fremstår for beskueren som meget ambitiøs og er en tour de force og for beskueren fuld af krævende abstraktioner og kontraster. Men efter udstillingsbesøget med det billedtunge udvalg sætter en udvikling sig i gang i beskuerens erindring og bevidsthed.  Med det nyeste intime ’Grønlands-øjeblik’ i Storchs momentbilleder opleves i et insisterende billedsprog, en art selvfremstilling, der i dennes billedflod, entydigt viser tilknytning til egen kultur, men som samtidig demonstrativt peger på, at den kultur og levevis er som alle andre jævnaldrenes.

Begge udstillinger er indirekte optaget af ideologier i kontrast til den sanselige og dynamiske oplevelse af at bo og færdes i Grønland som grønlænder eller som udefrakommende, hvad enten inuit ser på kolonisatorer eller inuit ser på inuit.

Alle tre fotoserier er omhyggeligt indsamlet: Jørgensens i grønlændernes afsked med det lille bysamfund og den nedlagte kulmine og for Storch i et miljø, der tidligt var betydningsbærende for ham og som billedkunst for beskueren fuld af udfordringer og mulighed for stille indsigter.

Tre hybrider 
De to ’unge’ fotografers blikke, den ene dansk den anden grønlandsk, er indtryk og sansninger med 50 år imellem, og giver mulighed for at sammenholde et blik på Grønland og et blik i Grønland. Den ene unge fotograf optager fortrinsvis mennesker inde i rum og den anden unge fotograferede i 1972 menneskene og mennesker i landskabet.

Forskellen er, at den ene, Teit Jørgensen, er den fremmede, der ser ind på det lille ø-samfund, der var under afvikling nær kulminen i det vestlige Grønland. Storchs billedfrise viser hans generations liv i et billedrigt sprog, men som også i sit bevidst skødesløse formsprog kan komme til at ligne en korrespondents.

Under overfladen - vil de under overfladen?
Hvilke af de to fotografer, hvis billeder er optaget med 50 års mellemrum, kommer under overfladen? Begge projekter er beskrivelser af Sisimiut og Quillissat som geografiske og mentale steder. Begge fotografers billeder vægter en positiv tilgang til det overordnede tema: en fastholdelse af sociale erfaringer. Teit Jørgensens er ikke personlige, men humanistisk-empatiske i konfrontation med den historisk-præcise afrejse fra Quillissat. Det andet er et on-going projekt, en del af Storchs langtidsprojekt ”Keepers of the Ocean”, det i følge fotografen rummer temaet postkolonialisme og er udtryk for grønlandsk nation-building.

Begge fotografers værker er baseret i det dokumentariske fotografi, for ikke at kalde det det socialdokumentariske. Teit Jørgensen klart i det humanistiske dokumentarfotografiske billedsprog. Jørgensen er udlært still-billed fotograf hos Jesper Høm.

Inuuteq Storch, Tørring af tøj ved kysten, Keepers of the Ocean. Foto: © Inuuteq Storch.

Deres greb og teknik er naturligvis forskellig. Inuuteq Storch benytter snapshotfotografiet, en personlig, dagbogslignende registrering med intime optagelser af mennesker, der fester eller lever deres liv omkring og sammen med ham. Det er billedoptagelser, som i dag kan dyrkes af de fleste med en smartphone. Det antydes momentvist, hvilken natur, der ligger uden for vinduerne. Kun det rugende mørke omkring inderummenes vinduer og personernes kroppe opfattes som en kontrast til de blitzede interiører.

For Storch er værk praksis. Desperation, modstand og levet liv, unge der er ved at finde sig selv. Det er flydende øjeblikke, som mellem drøm og virkelighed. Kunst og levet liv blandes. 

Dele af Storchs epos minder om mytologiske drømmebilleder. Han er i færd med at skabe et værk om, hvordan vi drømmer, har begær, søger trøst, føler sorg, men samtidig lever vores liv på mange forskellige planer.

På den måde er kontrasten til John Möllers 130-årige portrætoptagelser af karakterer, der kropsligt og rent fysisk holder fast på rammen om deres indre – datidens fotografiske grundregel foran et kamera – en kutyme, der er en tydelig indikation på, hvor meget selv stærke kulturelle vaner forandres af den fotografiske mediekultur på trods af en voldsom natur, der hersker både ude og inde.

Angst og uro ligger der – også – bag de hverdagslignende situationer. Fotografens egen sårbarhed forekommer utydelig. Men der er kreativt brændstof til stede for talentet, der endnu er lige blødt nok. Jeg savner hos Storch tydeligere at mærke lægens stetoskop på de grønlandske hjerter. Den særlige følsomhed, både hos modeller og fotograf, er trængt i baggrunden i dette projekt. Hvilket betyder, at koncentrationen om de mange små farvefotografier opløses i de lange småbilled-baner, også selvom der forståeligt er tale om at udvikle et sprog i beskrivelsen af den verden, som vi, via udstillingsmediet, lige nu oplever sammen. Billedsensibilitet går ikke altid hånd i hånd med kunstfotojournalistisk praksis. Kameraets trang til at fremstille menneskets vrangsider - og vende sig selv på vrangen - rammer fra en uventet vinkel, når de overbevisende ældre fotografier tilsættes væggenes mere end fulde tale til beskueren.

Storch har i sit billedforløb som tidligere nævnt sat John Møllers formelle, frontale portrætter sammen med de dagbogslignende billednotater. Møllers professionelle teknik forekommer umiddelbart mere vedkommende, når portrætterne med alle deres detaljer, rynker, hår, minespil og påklædning står sort-hvide og skarpskårne. Et sted ses en velklædt, ’hvid’ herre, men på fødderne opdager jeg håndsyede mokkasiner som en native Indian’s og en dansk embedsmand poserer på isbelagt klippegrund uden for hjemmets dør, iført habitjakke og kamikker. Er kamikkerne bare praktisk-nødvendige eller er det et oprør mod det, han bevidner? Det sande ses i det skønne.

Teit Jørgensen, Dreng foran skib. Foto: © Teit Jørgensen

Kulminen i Quillissat
I Teit Jørgensens udstilling søger fotografen både den tætte optagelse, og den, der placerer mennesket i naturen og et miljø. Han har lavet adskillige film i og om Grønland. Jørgensen tog i 1972 til byen, hvor kulminen fra dansk side blev beordret lukket og hele befolkningen at fraflytte. En tryg havn, for især børn, som lukkes og slukkes af vilkårlige offentlige myndigheder. Menneskene er de samme.

Kulminen Quillissat på Grønlands vestkyst blev nedlagt af det danske Grønlandsministerium. Siden åbningen i 1924 havde kulminen sikret det grønlandske folk energi. Grønlændere bosat dér var for størstedelen beskæftiget ved minen. Beslutningen, truffet i København på Kultorvet lige før oliekrisen ramte, kom til at koste Grønland dyrt. Lukningen af minen og tvangsforflytningen af befolkningen var en medvirkende årsag til en stadig hårdere grønlandsk modstand mod den danske koloniadministration. Tvangsforflyttelsen er dokumenteret af Teit Jørgensen, som, i følge eget udsagn, ikke kunne andet end at fastholde dette. Det skulle huskes. Fotografierne har ikke tidligere været vist i Danmark, men har tidligere været udstillet flere steder i Grønland.

Teit Jørgensen, Qullissat 1972. Foto: © Teit Jørgensen

Sisimiut i dag
Inuuteq Storchs billeder peger direkte på det miljø, han er en del af. Et liv der fortsætter, og som i Storchs sympatiske beskrivelse leves i nok så forskellige samfund overalt i den globale verden. Mængden af fotografier tillader ham løbende at redigere i fremstillingen. Storch kontrasterer bevidst sit eget fotografi med arkivprojektet og bogen ”Mirrored – Portraits of Good Hope”, hvor John Møllers fotografiske portrætter indgår, og hvor udstillingsdelen i oktober 2021 blev vist på Galleri Image i Aarhus.

På Nordatlantens Brygge har Storch igen valgt at involvere de tidlige grønlandske fotohistoriske værker og blande dem med egne fotografier.

Fotografen, litografen og politikeren John ”Ujuut” Møllers portrætoptagelser, over 130 år gamle billeder fra Grønland, er overvejende fra Nuuk, der var hans hjemby. I 1889 vendte John Møller tilbage til Grønland ombord på skibet ’Hvidbjørnen’, efter han i København havde færdiggjort sin uddannelse som typograf og fotograf.

I bogen om John Møllers fotografi fortælles det, at han ved indsejlingen mødtes af to kajakker, i den ene sad nordmanden, en ung Fridtjof Nansen, der i Grønland netop havde uddannet sig som kompetent polarfarer. Dette møde, fotografen Møller og polarforskeren Nansen, beskrives i bogen som begyndelsen på den moderne udvikling i Grønland. To dokumenterende, vigtige erhverv, fotografi og polarforskning, blev herefter de altafgørende instrumentale kræfter i dokumentationen af geografi og menneskers liv nord for polarcirklen.

John Møller virkede i de følgende 50 år som kendt fotograf for grønlandske og danske familier og leverede familieportrætter og illustrationsmateriale til bøger om Grønland og til aviser.  

Inuuteq Storch, Grønlandske Øjeblikke, udstillingsfoto. Nordatlantens Brygge 2023. Foto: Torben Eskerod.

På udstillingen fremviser Storch i hoppende, ’uperfekte’, ’billedbånd’, erhvervsfotografen Møllers optagelser af fortrinsvis danskere, danske familier og embedsmænd bosat i Grønland, i deres miljø inden døre og i påklædning, der ikke er etnisk grønlandsk. Den iøjnefaldende kontrast opstår, når Storch som medlevende fotograf viser, at inuitterne i deres levevis dårligt kan skelnes fra andre globale unges samvær. De ses i sociale sammenhænge, fastfrosset i tid af blitzens skarpe lys. Det er en intuitiv registrering, nærmest rytmisk, og opleves som en flod af energier, nogle gange i materiel form andre gange antager det en åndelig form. Optagelsesmetoden fanger desuden i udtalt grad personernes kropsbevægelser, altså kropssproget. Kun naturens rolle forekommer i denne ophængning anderledes utydelig. Fotografierne indgår i Storchs on-going værk om grønlandsk kultur, ”Keepers of the Ocean”, og er, i følge Storch, en hyldest til de grønlandske myter om havets uendelige dyb og dets mytologiske betydning for inuitterne. ”Keepers of the Ocean” påbegyndte fotografen i 2010.

Inuuteq Storch, Grønlandske Øjeblikke, udstillingsfoto. Nordatlantens Brygge 2023. Foto: Torben Eskerod.

Understrømmende øjeblikke
Når jeg står tilbage med de mange blikke på grønlandsk fortid og nutid, i Storchs samtidsbundne menneskearkiv – med alt det labyrintisk understrømmende, der bogstaveligt manifesterer sig i mylderet af direkte og bortvendte blikke, øjeblikkene – er ‘Grønlandske øjeblikke’ en vigtig oplevelse, hvor man som betragter anbefales selv at tilføje substans og udvidet visuel medtænkning. Udstillingen gør det klart, at vi skal tage stilling til egen – og især andres positioner. Det mentale kort over Grønland, som udstillingen tegner, viser, at tryghedszonerne nødvendigvis må flytte sig med os. 

GRØNLANDSKE ØJEBLIKKE
Inuuteq Storch / Teit Jørgensen
To fotoudstillinger med fokus på hverdagslivet – nu og før, set indefra og udefra.
11. februar - 29. maj 2023

Billedet øverst: Inuuteq Storch, Keepers of the Ocean. Foto: © Inuuteq Storch