Binge bare løs med god samvittighed. Hedonistisk homoteater.

Arven 

SCENE: Af Thomas Brorholm.
22.04.2023

Binge bare løs med god samvittighed. Hedonistisk homoteater.
På skuespilhuset går for tiden et berygtet marathon-teaterstykke “Arven” af den amerikanske dramaturg Matthew Lopez oversat til dansk af Niels Henning Krag Jensby. Stykket behandler den homoseksuelle kultur blandt mænd i og omkring New York fra 80’erne til i dag. En kultur, hvor AIDS eller “pesten” som den kaldes i stykket, har skabt et uhyggeligt tomrum mellem fortid, nutid og fremtid.

Arven kommer i sin helhed op på en varighed i nærheden imponerende 8 timer tilbragt i teatret. Vædet i passion, drift, tabsfortælling og gedigen New Yorker-fest er tiden tilbragt i teatret mættet med eksistentiel intensitet. Arven er proportioneret lidt som en tv-serie med 6 spændende afsnit af knap en times varighed med indlagte pauser. Man kan se stykkets 2 halvdele samlet eller over 2 dage.

At bingewatche en tv-serie er ofte forbundet med lyst, skyld og skam. Men i Arvens tilfælde kan man med god samvittighed binge teater, der så til gengæld tager sig af den kærlige behandling af netop tematikkerne skyld, skam og lyst i New York i skyggen af Aids-epidemien som den skelsættende begivenhed, der kløvede den frigjorte optimisme i slutningen af sidste årtusinde over på midten.

Matthew Lopez' Arven, Alvin Olid Bursøe, Emil Blak Olsen (c) Palle Steen Christensen.

Handling
I stykket møder vi et dynamisk korpus af 10 unge skuespillere, der som morsomme homoarketyper og vennegruppe, danner en skiftende bevægelse på scenen. Disse spiller over for 3 ældre skuespilmastodonter (Jens Jørn Spottag, Kare-Lise Mynster og Morten Kirkskov), der giver ungdommen modspil både skuespilteknisk og narrativt ved bygge bro til fortiden.

I stykket følger vi hovedkarakterne Eric Glass og Toby Darling (Emil Blak Olsen og Alvin Olid Bursøe). Eric er den huslige, bogglade, omsorgsfulde ejer af en stor lejlighed i New York. Toby er den mere rå forstadsdreng fra Alabama, der er flyttet til byen og har fået succes med sin første udgivelse, bogen Loved Boy. Bogen. Bogen foregiver at være selvbiografisk og udtrykker en følelse af at være en elsket og anerkendt dreng. En følelse som Toby aldrig har kendt til hos sine egne forældre, der forlod ham tidligt i livet.

Bogen Loved Boy skal iscenesættes på Broadway og tegner til at blive en succes. Men da parret mister den lejlighed, der bandt dem sammen og Toby lugter sin kommende succes's muligheder, kollapser deres forhold. Toby bliver forelsket i den unge skuespiller Adam (Jonathan Bergholdt Jørgensen), der skal spille med i stykket. Men da Adam ender med at afvise Toby bliver dette begyndelsen på en rodløs eksistens. Toby har opgivet den tidligere harmoniske livsstruktur i parformation og erstatter tomrummet med jagten på stoffer og seksuel eufori. Alt imens vælger han eks-partner Eric et snusfornuftigt, sexløst ægteskab med en ældre rigmand.

Det er svært ikke at se det dysfunktionelle i karakterenes ekstreme valg af kærlighedsveje. Mandekærlighed manifesteres i Toby og Eric, som en kærlighed, der kan kan brænde ukontrolleret og eksplosivt eller tæmmes under fornuftens låg. Det tempererede elskovsklima udebliver for de to. Valget står mellem den ekstreme og euforiserede sex-atlet eller dydsmønsteret med den forseglede copy-paste-borgerlighed fra den heteronormative verdensorden.

Matthew Lopez' Arven. Emil Blak Olsen, Mads Staugård, Jacob Balling, Anders Skov Nielsen, Marcus Beyer, Mikkel Skammelsen Stærk, Lars Klitgaard (c) Palle Steen Christensen.

“Man heler eller man brænder op”
“Man heler eller man brænder op” er en gennemgående linje og metafor i stykket. Denne dikotomiske opstilling er tilsyneladende de to veje man kan vælge i mellem, som homoseksuel mand i New York. Der tegnes et billede af en ilter kreativ klasse af flamboyante og eksalterede kunstnere i en glødende storby. Men den frigjorte energi leder til faren for udbrænding og tilintetgørelse.

Denne kometagtige opbrændingstilstand opstår ud af de mange undertrykte mænds seksualitet, der i rigide småbyer og under dogmatiske religion har været formanet langt væk fra det levede livs muligheder og pludselig slippes fri i New York. New York er den mulighedskatalysator, der giver spillerum for de undertrykte følelsers eksplosive udfoldelse. I badehuse og i nattelivet kan den undertrykte seksualitet pludselig multipliceres og blive til en en-to-…femtenmandsoplevelse. Men hvilke konsekvenser har denne gejser af grænseløs korporlighed for de eksistenser, der kropsliggør de frigivne drifter?

Den unge vennegruppe stilles frit i valget mellem hedonisme og borgerlig konformitet. Mens de ældre skuespillere indviger os i baggrunden for den virkelighed, faldt sammen. Friheden der voksede som en brændende sol, for så at implodere og forsvinde som resultat af løssluppenhedens sygdomsslagside.

Matthew Lopez' Arven. Sigurd Holmen le Dous, Morten Kirkskov, Magnus Haugaard (c) Palle Steen Christensen.

Tabet af en generation, forbilleder, spejling og fortælling
“Hvis ikke vi kan have en samtale med vores fortid om vores fremtid, hvem er vi så?”

Hvordan definerer man sig selv uden forfædre. Og hvordan skaber man et selv uden spejlingen i den ældre? Forestillingen kredser om tabet. Tabet af venner, kærester og kærlighed. Tabet af en generation til AIDS, tabet af rollemodeller at spejle sig i. Mennesker, der ikke er her længere, men som i fortiden skabte rammerne om den nutid homomanden lever i i dag.

Homokærligheden ikke er et neutralt udgangspunkt. Det er en kærlighed, der i stykket portrætteres som et sår der skal læges på den ene side og på den anden side som en flammende driftspassion, der kan skabe stor kunst og drive verdenen fremad, men som i sin yderste konsekvens eksploderer og tilintetgør.

Tabet, en nulstillet generation af homoseksuelle mænd
Forestillingen kredser om den tabte generation, der kunne have skabt klangbund og referencepunkt for nutidens generation af homoseksuelle. I en nulstillet nutid har den nye generation af homoseksuelle mænd skulle definere sig selv i skyggerne af den “pest”, der hærgede en hel generation. Den usynlige arv fra fortiden er det virus, der i sindrige kæder forbinder fortidens kærlighed mellem mænd med nutidens. Et usynligt bånd, en forbandelse overbragt uden ord, på tværs af generationer i dyb intimitet. 

Når kærlighed står i den kolossale skygge af ødelæggende sygdom og død, bliver der et underligt lighedstegn mellem den homoseksuelle kærlighed og det dødeligt syndefulde. Som om sygdommen er kærligheden.

Matthew Lopez' Arven. Troels Kortegaard Ullerup, Sigurd Holmen le Dous, Jens Jørn Spottag, Hervé Toure, Magnus Haugaard, Emil Blak Olsen, Kristoffer Eriknauer, Alvin Olid Bursøe, Anton Hjejle, August Issac Carter, Jonathan Bergholdt Jørgensen (c) Palle Steen Christensen.

Tidslighed
Jeg så stykket over to aftener og min fornemmelse af tid ophævedes. Fortroligheden der blev opbygget mellem skuespillere og publikum var ikke til at tage fejl af. Der er noget helt særligt ved at genoptage et stykke med nogle dages mellemrum, som fungerer godt. Det er lidt som at se en tv-serie. Og man fornemmer godt manuskriptforfatter Lopez’ potentiale til at udvikle netop tv-serier. Han indgik da også i 2020 et samarbejde med Amazon Studios. Handlingen i Arven er scenisk som en Herman Bang novelle, omend selve scenografien tæt på statisk. Det meste males frem via disciplinen at skabe rum, følelser og bevægelse blot ved at iscenesætte med ord.

Kun i begyndelsen af stykket virker fortællerens (Jens Jørn Spottag) rammesætning så ordtung, at man et kort sekund tænker “lad os nu se det spillet og udført”. Men stykket udvikler sig og fortælleren og fortællingen integreres i hinanden i en sådan grad, at de kan gå i dialog og forhandle handlingsforløbet, hvilket bidrager til at lette på den ordtunge meta-iscenesættelse.

Fortælleren kan manipulere og påvirke karaktererne med kommentarer som “Det Toby i virkeligheden sagde”, og “Men det Eric i virkeligheden mente”. Dette er et fortællegreb, hvor også de øvrige skuespillere af og til metakommenterer på hinandens igangværende handlinger, og det forekommer afprøvende og eksperimentelt, men bliver mere og mere elegant, som stykket skrider frem.

Matthew Lopez' Arven. Hervé Toure, Magnus Haugaard, August Issac Carter, Kristoffer Eriknauer, Anton Hjejle, Alvin Olid Bursøe, Jens Jørn Spottag, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Troels Kortegaard Ullerup, Sigurd Holmen le Dous, Emil Blak Olsen (c) Palle Steen Christensen.

Silvan-scenografien er en gåde
Man har valgt at opbygge hovedparten af scenen i, materialer der minder mig om laminatgulvsafdelingen i Silvan. En kæmpe bagvæg af blanke kvadrater i lakeret laminat, glider ned i et i tappepodier i samme materiale, hvor skuespillerne tager plads, som var de studerende på KUA, når ikke de er dialog. Skuespillets hovedmanege er forscenens langhårede tæppe i kønsløs grå/beige. Den eneste mening jeg kan finde i scenografien er, at den er så blank og ligegyldig, at den efterlader plads og fokus til de store følelsers intensitet, der udspiler sig på scenen.

Konklusion
I Arven vises den homoseksuelle mands konstante kamp for overlevelse og anerkendelse i Amerika. I kampen for eksistensberettigelse affødes der en hårdhed og glathed i karakterernes overflader, hvori det dysfunktionelle trives. Alt imens den dybe, rolige omsorg fortrænges.

Stykket rummer så mange veludførte, konfliktfyldte og energiske karakterer, der kæmper for identitet og overlevelse, at der er materiale til flere sæsoners teater. Der findes uden tvivl mere ekstravagante scenografier end Arvens. Men mere end blot at være en kulisse og et skuespil, forekommer Arven mig at være en opslugende og velspillet fortælling. Som en vidnesbyrd i marathonformat skabt ud af tabets tomrum og lysten til at leve.

Arven er et kraftfuldt og seværdigt indblik i menneskets spaltede natur mellem tab og heling, minoritet og majoritet, drifter og dyd, selvkontrol og nydelse og sidste ende i forholdet mellem liv og død.

Flamboyant og eksalteret liv
Matthew Lopez' Arven
SKUESPILHUSET
STORE SCENE
25/03 - 13/05 2023