Hjerteknusende fortælling om skrøbelige relationer i samtidens sociale rum.

Close 

FILM: Af Sofie Tanashka
26.04.2023

Close handler om undersøgelsen af to drenges nære venskab, der skælvende krakelerer i mødet med brutale samfundsnormer.

Men det er også en undersøgelse af hvordan vi har indrettet de offentlige rum, børn skal finde sig tilrette i, i deres mest sårbare pre-teen-periode. Selv når det blot er at smage på samfundet, i form af skolegårdens mikrokosmos.

Lukas Dhonts film om de to belgiske drenge, Remi og Léo, spillet indlevende og rørende af Gustav De Wael og Eden Dambrine, modtog Juryens Grand Prix i Cannes, hvor et panel af 75 af verdens førende kritikere kårede filmen som festivalens suverænt bedste.

Det skyldes ikke kun det højspændte emne, to drenges nære venskab, fortalt med en ømhed og en intimitet, der på fineste vis skammer de hårdføre politiske debatter (der absolut vil seksualisere alting) ud. Det skyldes også de velspillede præstationer fra især de unge skuespillere. Lukas Dhont stødte ved et tilfælde ind i Eden Dambrine på et tog fra Antwerpen til Gent, inviterede ham til audition og gav ham og Gustav De Waele rollerne, da han så dem spille over for hinanden. En del af filmens vellykkethed bæres helt klart af dette samspil, hvor legen med flydende køn, med flydende kroppe og flydende menneskelige nærheder skaber historien.

Filmen er ikke blot en smuk og gribende historie, men også et hjerteskærende studie i hvornår man ophører med blot at være menneske, men overgår til at være et køn, med dertilhørende definerede afgrænsninger.

Drengeleg fra blomstermark til skolegård
Remi og Leos venskab kunne næsten ikke være mere fuldendt, med leg, hængen-ud og deltagelse i hinandens familieliv. Om det er hos Remis mor og far der spises spaghetti, i Léos forældres blomstermarker, i forladte ruiner med krigslege eller om natten, når den ene ikke kan sove, så er de to drenges forhold præget af en indforstået tryghed, latter og legende lethed. Særligt begge forældres glæde og deltagelse i venskabet skaber naturligt plads for at drengene for eksempel helt naturligt kan sove sammen, hvor det er helt naturligt at Remis mor kalder Léo for hendes anden søn og helt naturligt at kærligheden mellem de to drenge breder sig ud i familierne.

Indtil den dag, hvor de skal starte i skole på mellemtrinnet. Det skræmmende præpubertære stadie, hvor ingen er voksne og ingen er børn længere.

Deres forhold sættes under lup af deres skolekammeraters granskende observationer, og de skal fra starten stå til ansvar for hvorfor og hvordan de, som to drenge, kan være så tætte og nære venner uden at kalde sig selv kærester.

Den tidligere sikkerhed de havde i hinanden og deres nærhed, hvor det at sove med hovedet i hinandens skød var det naturligste i verden, hvor det at holde i hånden var en naturlighed der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved - er nu sprængfarlig adfærd.

Close af Lukas Dhont. Pressebillede.

Filmisk nærhed og kropslighed
Fra åbningscenernes modulerede lethed, med tætte omfavnelser, konstant samvær og tæthed kastes vi sammen med drengene nu ud i skræmmende afdyb af uro, hvor naturlighed bliver akavet og det nære, trygge og velkendte giver anledning til vold.

Léo især påvirkes af skolekammeraternes spørgsmål og reageren. Pigerne, der åbent udspørger dem, drengene der begynder at råbe homofobiske skældsord, og det er også ham, der bliver den egentlige skydeskive.

Flere anmeldelser mener at det ikke er muligt at beskrive filmens essens, uden at afsløre væsentlige plotdetaljer. Det tror denne anmelder ikke på.

At se hvordan et tæt bånd mellem mennesker, særligt børn, langsomt sprættes op og rives over, lidt efter lidt, mens forbundetheden erstattes af normativ adfærd og afstand mellem hjerter, føles som en værdig årsag til at diskutere filmens vigtighed.

I denne anmeldelse læses filmens queernormative konnotationer ikke som eksplicitte, men i stedet som en kærkommen kommentar til vores samfunds konforme forhold til hvad kærlig adfærd kan og bør være. Det burde ikke siges, som filmen også synes at antyde det; Men drenges adfærd bør ikke kategoriseres ud fra seksualitet. Netop den åbning som Léo og Remis relation skaber mulighed for, er et rum som samfundet lynhurtigt reagerer på, og ofte lukker for. Præcis af denne årsag er filmen et befriende stykke sociologisk kunst.

Filmen bevæger sig ind og ud af denne udforskning af nærhed og ‘closeness’. Fra at udforske drengenes tætte relation og hvad nærhed er for dem, så begynder den også at bevæge sig ud og ind af nærhed som et mere samfundsbetinget element vi er tvunget til at forholde os til i det hverdagsliv vi har skabt og som vi skal begå os i. Den personlige nærhed, til ens egen selvopfattelse, den afgrundsdybe ensomhed, der ofte opstår i mødet med et offentligt rum, afbildes superbt gennem Léos forvirrede, adolescente selvforståelse, der langsomt modelleres til at tilpasse sig til det han ser er de gængse ‘drengeaktiviteter’. Gennem Léo forstår vi, hvordan acceptabel kønnet opførsel har meget lidt at gøre med det enkelte menneske, og langt mere at gøre med normer.

Drengenes samvær portrætteres på ret mesterlig vis, netop fordi deres forhold ikke nødvendigvis kan queer-kodes, men kan læses som en kommentar til alt, hvad der egentlig er kærlig adfærd mellem mennesker. Lige såvel venskab, som kærlighed kan udtrykkes ved nærhed, lige så vel som broderskab kan det - hvilket filmen for eksempel understreger gennem Léos nære forhold til sin bror.

Den allestedsnærværende nærhed skyldes ikke blot Dhont og hans medforfatter Angelo Tjissen, og et manuskript, der hele tiden holder tingene på et meget underspillet, detaljeorienteret plan.

Nærheden undersøges også gennem kameraet. Frank Van Den Edens frie leg med linsen gør, at vi konstant er tæt på drengene, deres kropslige kontakt, og de følelsesmæssige udsving senere i filmen (som der ikke skal afsløres mere af her) får kun plads gennem kameraets opmærksomme - og netop ikke seksualiserende - fokus.

Således portrætterer filmen den familiemæssige nærhed, den mellemmenneskelige, den kærlige, alle niveauer moduleres ind gennem en kameraføring, der nærmest koreografisk følger alle kroppene tilstede i billedet.

Close af Lukas Dhont. Pressebillede.

En kommentar til hierakiseret nærhed og adfærdsformer
På denne måde udforsker filmen ikke kun hvad nærhed er i en personlig sammenhæng og med et andet menneske, men også hvad en bestemt form for nærhed kan skabe af problematikker for os.

For hvad er egentlig normerne omkring nærhed i det offentlige rum?

Både nærhed mellem to mennesker og hvad det gør ved deres omkringliggende miljøer, men også hvad omgivelser generelt gør ved menneskers - og i filmen, særligt børns - nære relationer til hinanden.

Hvem bliver vi tilskyndet til at være tættere på end andre og hvad er det der tilskynder os til at bevæge os tættere på nogle mere end andre? Hvorfor føles nogle former for nærhed bedre og mindre urovækkende end andre?

Hvorfor reagerer nogle ekstremt på en bestemt kønnet adfærd hos drenge, mens samme adfærd hos piger er fuldstændig naturligt. Hvorfor kønnes en bestemt adfærd overhovedet? Lige så vel som at pigers nærhed går ubemærket hen, så bliver drengemobning også en næsten usynlig kendsgerning. Filmens senere udfald rejser spørgsmålet, hvor meget af denne adfærd der fortsætter ind i voksenlivet, uden vi egentlig skænker det en tanke - med lige så uhyggelige konsekvenser.

Hvorfor giver kærlig adfærd, totalt blottet for seksuelle undertoner, anledning til voldsommere reaktioner end mobning for eksempel gør - fordi det foregår mellem drenge? Hvorfor afføder kærlige handlinger skepticisme, uro og hån, mens mobning i modsætning accepteres som et udtryk, og en del af vores omgang med hinanden?

Det giver mening at ideen til filmen opstod, da Dhont læste Niobe Ways bog ‘Deep Secrets’. Bogen er et sociologisk studie, der afdækker, hvordan forholdet mellem drenge udvikler sig i overgangen fra barn til voksen, og kortlægger blandt andet hvordan drenge ofte vil bruge ord som ‘elske’ og ‘kærlighed’ om deres venner, når de er børn, men at de selvsamme drenge finder det næsten umuligt at tage samme ord i deres mund fem år senere i deres liv.

“Pludselig vover de ikke at tale det samme kærlige sprog længere”, fortæller Lukas Dhont. “Som om, de har forstået i mellemtiden, at det ordforråd ikke tilhører dem”. Denne hjerteskærende kendsgerning skaber et voldeligt og rystende plottwist i filmen, men vækker også genklang som et stærkt debatteret samfundsemne.

Close af Lukas Dhont. Pressebillede.

Léos bevægen sig længere og længere hen mod det der med et gammeldags ord kan kaldes “drenge”aktiviteter, som ishockey, fodbold og fodboldsnak sker ikke kun på bekostning af en uskyldig udefinerethed. Det sker også på bekostning af et rum, hvor vi kan få lov at være utvetydige i vores personlige udtryk, uden at skulle stå til ansvar for andre. Og på tragisk vis, også på bekostning af dem han holder af.

Filmen giver således anledning til at stille flere spørgsmål end blot hvad man må som køn.

Som nævnt tidligere tilvejebringer den også spørgsmål til, om vi fortsat skaber mulighed for at børn kan vokse op og skabe tættere og bedre relationer til andre. Eller om vi stadig, på trods af kønsrevolutioner og påståede woke-tendenser stadig må ofre vores identiteter for at kunne overleve socialt.

Lukas Dhonts ”Close” har premiere i biografer landet over d. 27. april 2023