FORTÆLLINGER OM FØLTE STEDER 
____________________________________________________________________________

Af: Matilde Lu Ettrup
30.03.2023

Som en del af det kollektive dokumentarfilmsprojekt, A Sense of Place, præmierede seks iranske kortfilm under CPH:DOX. Publikum blev mødt af en poetisk antologi og et visuelt rum for sansninger og steder.   

Dette års internationale dokumentarfilmsfestival, CPH:DOX, er netop færdigafviklet og slut. Blandt de mange filmvisninger i festivalens 11 dage lange, og tætpakkede, program, kunne man opleve verdenspræmieren på seks iranske kortfilm. Filmene blev præsenteret med den fælles titel A Sense of Place og som instruktørernes fremstillinger af byer, kroppe og steder – i Iran og i eksil. 

 
Great are the Eyes of a dead Father (2023) af Afsaneh Salari  

Kortfilmene optræder på skærmen i ét, sammenhængende træk. Kun er de adskilt af et øjebliks stilhed og en tilbagevendende panorering langs toppen af en gul mur. Som én film afsluttes og glider over i en ny, er det panoreringen, muren og dens gule murstenbrokker der træder frem på skærmen. Var filmene en skrevet antologi af tekster og ord, ville muren være siderne, der rammede fortællingerne ind i adskilte kapitler. Jeg forestiller mig hvad muren kan betyde. Tænker på mure som grænser. Bag den kan man ane en militærlignende bygning. Jeg tænker på muren som et symbol på vold. Samtidig står to sætninger skrevet med graffiti, antageligt på persisk. Jeg ved ikke hvad ordene betyder, men måske der på muren også findes spor fra et oprør.   

Landskaber af grå  

De seks film er skabt i et kollektivt projekt, hvor filmene har taget form i et tæt samarbejde med filminstruktørerne Wim og Hella Wenders, kurator, Afsun Moshiry og mellem instruktørerne selv. Hver af filmene bærer på en stærk fortælling, men endnu stærkere står de i dialog med hinanden.  

Som titlen på film og instruktør skifter, præsenteres nye narrativer og steder. Men farverne på skærmen forbliver i samme toner. Det virker ikke tilfældigt at udtrykket i de seks film næsten alle rammer de samme nuancer af grå. Jeg tænker, at måske et landskab blottet for klare farver, også er en naturlig måde at formidle instruktørernes fortællinger om vold, frygt og sorg. Kun den sidste film i rækken, Afasaneh Salaris’ Great are the Eyes of a dead Father har et par scener med lys og klare farver. De stærke, klare farver træder frem på skærmen som en følelse af nostalgi.  

Mal Tourné (2023) af Pooya Abbasian

Jeg ser Mohammadreza Farzads Hollow og tænker på vold, døde rum og cement. Jeg ser Shirin Barghnavards The Density of Emptiness og ser skildringen af tomme rum som døde rum, tænker på konstruktionsarbejde og kapitalisme. Jeg ser Mina Keshavrz’ Phobos og gennem hendes mareridtsunivers mindes jeg om at nogle byer er som tætpakkede beholdere af frygt og krig. Jeg ser Azin Faizabadis Shadowless - In Transit og fortælles at kroppe husker, at de ikke fuldstændigt kan forlade et sted. Jeg ser Pooya Abbasians Mal Tourné og præsenteres for de parisiske forstadsbyer som rum for usynlige liv. Jeg ser Afsaneh Salaris Great are the Eyes of a dead Father og forestiller mig en særlig følelse af længsel, som jeg ikke ved om jeg selv kender. Kort fortalt. For det er svært at give en egentlig beskrivelse af de rum, som de seks kortfilm i A Sense of Place formidler. Og afhængig af hvem der ser, vil disse rum betyde noget forskelligt. Filmene er skabt som en antologi af essays og digte, som fortællinger om steder i Iran og om at være i eksil, som produkter af de enkelte instruktørers tilknytning til steder og som fremstillinger af deres sansning af dem.  

  
Hollow (2023) af Mohammadreza Farzad

Politiske rum i poetisk fremstilling  

Man kan ikke undgå at tænke på den revolution, som folket i Iran har kæmpet for i store protester siden Maj 2022, hvor 22-årige Masha Amini blev dræbt af det iranske politi. Instruktøren bag Phobos, Mina Keshavrz, har selv været anholdt i perioden for protesterne og er blot én af de mange i Iran som er blevet forsøgt tiet i sit arbejde med kultur.  

Fælles for filmene er, at de alle taler fra et politisk standpunkt. Ikke eksplicit, men gennem fintfølende skildringer af kroppe og steder, fornemmer man en stærk kritik. Filmenes politiske aspekter begrænser sig ikke til at være rettet mod regimet i Iran, men kritiserer også bl.a. grænsekontrol og kapitalisme.  

Density of Emptiness (2023) af Shirin Barghnavard

En voiceover i Shirin Barghnavards The Density of Emptiness forklarer, “The later the newly built apartments are sold, the more valuable they become”. Barginavards film skildrer et Tehran hvor færdigbyggede højhuse forbliver ubeboede og tomme, udelukkende så de kan akkumulere kapital. Der er en klar kontrast i tomheden og størrelsen på de store konstruktioner. Samtidig vises arkivfoto og fotografier af iranske kvinder, som før i tiden havde hjem på tætbefolkede bosteder og på gaden. Filmen bliver en refleksion over den ulige fordeling af bolig og rum i moderne byer. The Density of Emptiness er en poetisk og æstetisk fremstilling af absurditet og kapitalismens logik, hvor den, som samtlige seks film, skaber et sansende filmisk rum.  

Shadowless – In Transit (2023) af Azin Faizabadi

A Sense of Place blev vist flere gange i løbet af festivalens program. I øjeblikket kan filmene desværre ikke ses i danske biografer, men forhåbentlig står de snart tilgængelige på streamingtjenester eller igen på det store lærred.  

Hollow (2023) / Mohammadreza Farzad / 15 min.  

Density of Emptiness (2023) / Shirin Barghnavard / 19 min.  

Phobos (2023) / Mina Keshavarz / 13 min.  

Shadowless – In Transit (2023) / Azin Faizabadi / 25 min.  

Mal Tourné (2023) / Pooya Abbasian / 25 min.  

Great are the Eyes of a dead Father (2023) / Afsaneh Salari / 29 min.  

A Sense of Place er kurateret af producer Afsun Moshiry i partnerskab med The Wim Wenders Foundation.