Af Teatergruppen How to kill a dog. Emma Sehested Høeg og Jennifer Vested Christiansen

Farvel Til Madonna 

SCENE: Af Thomas Brorholm.
06.03.2023.

Hvordan samler man op på et stykke der splitter sig selv i atomer?

Vi kan jo starte fra begyndelsen. Ankomsten til Teateret Republique på Østerbro. Ved indgangen er der opstået en lille prop. Og jeg konstaterer hurtigt, at dette er det tætteste jeg nogensinde har været på Københavns modeuge. Folket dresset op i heldragts jakkesæt i knaldfarver, neonorange eller med fuldt blomstermønster fra top til tå.

Da vi helt ind i foyeren kan jeg konstatere, at alt det vi lavede sjov med på min københavnske folkeskole i 90’erne nu er blevet højeste mode. Vi taler forvoksede hæklede grydelapper som hatte, limegrønne mini-veste i, nervøst velour i glitrende forfaldsnuance, hår klippet som et forpjusket marsvin fortil og et bagparti, der hænger ned i nakken. Tiderne er skiftet. Mobbepotentiale i min folkeskole er blevet in ved højlys dag.

Crowdet er et andet en til Amadeus-forestillingen jeg så på Det Kongelige Teater for nylig og det er spændende! Stykket “Farvel Til Madonna” har været totalt udsolgte allerede inden premieren. Der er en særlig ung magnetisk kraft knyttet til teatergruppen “How to kill a dog”. Men hvad er det de kan? Det skal jeg gøre mit bedste for at forklare herunder.

Farvel til Madonna. Foto: Sara Buthmann.

Handlingen river beskueren rundt i en række følelsesladede sekvenser: Lykke, sammenbrud, genfødsel, råstyrke.

Hovedkarakteren Emma er nygift med manden Adam. Hun er et perfect fit in society, håner og fremmedgør andre der ikke er ligeså “lykkeligt” gift. Hun er den kompetente kvinde i stand til at skjule det mørke og gøre sig endimensionel som en husmordrøm fra 50’erne. Men sådan kan det ikke vare ved. Under overfladen lurer følelser, hormoner, blodig menustration og dyb samfundsmæssig frustration. Efter en dyrisk fråden af en bunke æbler, får hovedkarakteren nye erkendelser og hendes “lykkelige” verdensbillede slår sprækker. En dyrisk hundebrølen finder vej ud af Emma, der raserer salen og tilskuerene. En sand frigørelsesproces fra samfundets tidligere idealer om den tæmmede kvinde finder sted. I en række eksplosive sekvenser går Emma fra liderlig fårehyrde over i en leg med kønsidealer og transformeres til “boy”, mens hun gnækker fælt og bøllet, og smører håret tilbage med voks i en åleglat Malfoy-frisure. Herefter tager hun en science fiction dragt på med otte bryster på, men bevarer den galninge artige gadedrengeattituder, mens hun synger om en “kus” stor nok til at huse en “dobbeltdækker bus”. Lyder det grotesk og plat? Det er mere end det. Og publikum hviner og hujer. Selvom det er grotesk, er vi alle sammen med karakterens provokerende rejse ud i at blive hel kvinde og ikke bare en flad lykkelige figur af en kvinde.

Farvel til Madonna. Foto: Sara Buthmann.

Hvis det lyder som et syretrip, så er der ikke meget galt. Teatergruppens erklærede mål er at lave teater: “Helt uden at skele til, hvordan man plejer, burde og kunne lave teater.” Og det må man sige at de gør. Giver det mening. Eller er det en vild SoMe-agtig form uden et egentligt indhold, som det hævdes i Weekendavisens anmeldelse?

Man kommer under alle omstændigheder på fortolkningsarbejde som teatergæst og hjerteligt tak for det. I de stærke slutscener, hvor hovedkarakteren tager på en interplanetarisk rejse og starter på en frisk på en ny planet leveres pointen i forestillingen. Der er tale om det omvendte syndefald, som min ledsager ganske rigtigt påpegede. Æblet har givet hovedkarakteren nye erkendelser. Tøjet er det egentligt latterlige påfund, mens nøgenheden er det ufarlige.

Den tylindspundede bryllupskvinde var gjort af samfundsidealer, der dikterede over hende. Nu er hun frigjort. Genfødt på scenen. Splitternøgen i et blåligt måneskær på den nye planet synger Emma det utroligt stærke nummer båret af hendes underskønne sangkraft: “Her står jeg og statuerer, en kvinde, der vil mere” og “Jeg går først, men følger du med?”.

Farvel til Madonna. Foto: Sara Buthmann.

Stykket har i al sin humor og intensitet formået at bryde hinden ned til en anden dimension og en ny forståelse. Hvis man tror, at sådanne erkendelser alene kan leveres pænt i en velordnet narrativ struktur, er man naiv.

Det er ikke et teaterstykke, der analyserer sig selv. Og det har været en fornøjelse at lade sig bombarderer for så bagefter at forsøge at samle granatstumperne og spørge sig selv, hvad var det egentlig stykket ville? Hvad sagde Emma? Og hvorfor sagde hun det. Glem alt om berettermodels determinisme og lad dig forbløffe af den vulkanske utilregnelighed scenen byder på.

FARVEL TIL MADONNA
TEATER REPUBLIQUE
8.2. — 18.3.2023

Læs mere her