Den Frie Udstillingsbygning

Omtale
Af Marianna Cæcilie Kiel
02-03-2023

Høst – en kontrafaktisk udstilling

Den Frie Udstillingsbygning

Hvordan ville en udstilling se ud i dag, hvis kunstnergruppen Høst (1934-1949) ikke var gået i opløsning? Spekulationen over dette er udgangspunktet for den aktuelle udstilling i Den Frie Udstillingsbygning, hvor et kunstnermøde finder sted mellem daværende medlemmer af sammenslutningen og nulevende kunstnere. Kunstnergruppen Høst var en dynamisk enhed, der ændrede sig og udartede i forskelige retninger. I sin levetid havde gruppen forskellige tilgange til kunsten, såsom naturalistiske og spontan-abstrakte træk. Den stilmæssige diversitet førte blandt andet til interne stridigheder og i sidste ende ledte uenighederne til kunstnergruppens fald.

Flere af medlemmerne i Høst – Carl-Henning Pedersen, Asger Jorn, Ernest Mancoba, Henry Heerup og Else Alfelt overgik til en ny enhed under Cobra. Det er også disse kunstnere, vi møder på den aktuelle udstilling. Alle værkerne er her tilrettelagt som en dialog mellem seks af de spontan-abstrakte kunstnere fra Høstudstillingen og tolv nulevende samtidskunstnere.

Høstudstillingen dengang og nu
Det kunstneriske omdrejningspunktet for Høst var menneskets intuitive forbindelse til naturen, dyr og verdensrummet og overnaturlige stemninger – mestendels skildret i spontan-abstrakte kunstneriske udtryk, der kan opfattes som tegn på det endelig kollaps i en tid tynget af kriser – et kraftfuld signal, der peger på en ny frihed, skabt på fantasiens utæmmede vilkår. Det er en både tankevækkende, oplysende og interessant kunstnerisk opsætning, der handler om at gå på tværs af tid og rum som en metode til at forvandle historien og historiske momenter til nutid.

Frihed og udtryksfrihed
Maria Wæhrens 147 farvedominante værker, Fryseæg (2018) hænger i forskellige udskårne former, som store puslespilsbrikker i en umiddelbar og spontan stil idet malerierne udgør en kommentar til Else Alfelts værker, der hænger på væggen overfor. Billederne er befolket af fantasifulde sammenstillinger af udefinerbare væsener, og runde organiske former, der minder om kvinders fysiske indre, i en hybrid mellem det abstrakte og figurative, det fremmede og det frie. Fra gulv til loft. Selve ophængningen udgør også en form, der munder ud i en enkelt række af malerier. Den ligner en taleboble som henviser til Wæhrens kunstneriske dialog med Alfelt.

Maria Wæhrens, Fryseæg, 2018. Den Frie udstillingsbygning. Foto: Marianna Kiel

Vender man sig om mod Alfelts værker, bliver man ført ind i en dynamisk tidslomme, der åbenbarer en kunstners evne til at udtrykke vitalt stof og liv i en motivverden, der minder om naturens rå, tøjleløse kræfter. Ved at kigge på hvordan det spontane og abstrakte overtager billedet af naturens ydre landskaber, får man en fornemmelse af at alt er i bevægelse, det indre såvel som det ydre. Det kommer til udtryk i penslernes bevægelse, i en spontan, malerisk artikulation, der tydeligør det levende og det dynamiske. Altså det som i Høstgruppen stod i opposition til en idealistisk fastfrysende, klassisk æstetik, der kendetegner renæssancen frem til første halvdel af 1800 tallets kunst.

Else Alfelt, ca. 1945. Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Marianna Kiel

Det billeddannende og transformative
Den sydafrikanske kunstner, Ernest Mancoba, sandsynligvis den første sorte modernist i kunsthistorien, bidrager med yderst interessante værker (uden titel og årstal), som metodisk kredser mellem tvivl og sikkerhed; det abstrakte og det figurative. Kigger man på de udstillede stregtegninger, der har et symmetrisk og skematisk præg, tænker man umiddelbart på lette, adspredte skitser og ikke på den viljestærke koncentration, der ligger bag arbejdet. Men tegningerne er alt andet end flygtige, snarere synes de at være et vidensbyrd om et koncentreret forløb, der hele tiden veksler mellem det foranderlige og billeddannende, det sikre og tvivlende, det stramme og det løse.

Ernest Mancoba, Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Marianna Kiel

Mancoba beskriver selv sin kunstneriske tilgang med ordene: ”Det, som optager mig, er om formen kan bringe den væren til live, som er i mig... og overføre den med stærkest mulige effekt og med letteste virkemidler.” (kilde: Den frie Udstilligsbygning) Hans værker er også medtaget her da hans arbejder i datiden blev underkendt og marginaliseret af blandt andet kritikere og kolleger. De fortjener at blive belyst for deres kunstneriske betydning og aktualitet i nutiden.

Ernest Mancoba, Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Marianna Kiel

Værker der med sine grafiske præg, bogstavelig talt står overfor Mancobas, er Søren Andreasens automattegninger, Exoburg Mirror 5-8 (2023) som er gennemgået en helt andet arbejdsmæssig proces end Mancobas stregtegninger. Bearbejdningen af værkerne er mere kompliceret idet tegningerne på papir først er forstørret, senere udarbejdet i træsnit og til slut trykt som flade billeder. De spontane tegninger er derved transformeret fra umiddelbarhed til reproduktion. Aktualiteten forbundet med værkerne peger både tilbage til fortiden med deres spontan-abstrakte tilgang, og frem til nutiden hvor reproduktionen og hele den medierede proces synes at afspejle den billedmæssige kultur, vi lever i.

Søren Andreasen, Exoburg Mirror 5-8, 2023. Den Frie udstillingsbygning. Foto: Marianna Kiel

Udstillingen er yderst seværdig og kan ses frem til 16. april.

Øverste billede: Saskia Te Nicklin, A Family Group by a Garden Fountain, 2022-23, Den Frie Udstillingsbygning.