Interview med billedkunstner Sif Rude

Værkets langsommelighed

INTERVIEW: Af Emilie Søndergaard.
24.02.2023.

“På mange måder er samfundet slet ikke indrettet til at gøre det, jeg gør”
- Oliemaler Sif Rude om værkets langsommelighed 

Et halvt år. Så længe tørrer et værk af Sif Rude. Det kræver et isbjerg i maven at være oliemaler i et arbejdsmarked defineret af konstant produktivitet, køb og salg. Men den 28-årige kunstner insisterer på retten til at arbejde på egne præmisser. 

I sit kolde, industrielle atelier i Brabrand står Sif Rude foran et enormt lærred højere end hende selv. Duften af linolie fylder det store rum, mens kunstneren blander pigmenter i mørke nuancer til oliemaleriet. Når hun maler, slår Sif Rude hjernen fra og lader hånden føre - gerne med klassisk musik i baggrunden.

“At male er det naturligste af det hele for mig,” siger den 28-årige kunstner fra Aarhus. 

Sif Rude i atelieret. Foto: Venligst udlånt af kunstneren.

Da Sif Rude for et par år siden blev færdiguddannet fra Aarhus Universitet, vendte hun blikket mod maleriet med beslutningen om at gøre kunsten til en karriere. Hun har altid haft en forestilling om, at hun skulle male. I hvilket omfang vidste hun ikke. Alligevel mærkede hun en interesse for hendes kunst fra venner, bekendte og fremmede, der gav hende mod på at tage springet.
“Det er meget grænseoverskridende, som 28-årig i starten af sit arbejdsliv at sige ‘jeg gør det bare som det passer mig’,” fortæller hun.

Motiver født af en længsel efter den barske natur
Motiverne på de store lærreder ligner den natur, som omgiver skovfogedboligen i det jyske hedelandskab, hvor Sif Rude er vokset op.

“Jeg vil male den barske natur; ikke blomster. På mange måder er det nok en længsel efter noget der er så rent. Alle parker og haver er jo formet. Men rigtig, urørt natur er der så forsvindende lidt af - alligevel er den type landskaber bare så store og rene,” fortæller hun og uddyber: 

“Det er en form for coming-of-age projekt. Og samtidig et grundlæggende behov for at vende hjem til noget, der er mere simpelt. Det handler også om at blive voksen og den uro der er i tiden lige nu; jeg er i mine tyvere i de sindssyge tyvere. Og der oplever jeg, at naturen er et godt sted at vende sig hen. Men det er nok også deraf mørket kommer.”

Maleriernes melankoli bliver forstærket af de mørke nuancer, som har bidt sig fast i Sif Rudes kunst. Hun forklarer, hvordan mørket fungerer som et filter, der forvrænger og udfordrer vores sanser - på samme måde som vandets spejling. Netop derfor bliver vandet som filter og motiv også ved med at fylde, når kunstneren griber fat i malerpenslen. 

“Jeg har svært ved at male andet end vand i øjeblikket. Det er et motiv jeg ikke er færdig med, som jeg ikke kan slippe. Der er noget, der skal uddybes, forfines og udvikles. Og for mig er det vand lige nu. Det bliver spændende at se, hvor det fører hen.” 

Sif Rudes atelier. Foto: Venligst udlånt af kunstneren.

En særlig sensitivitet
Der sker meget usynligt arbejde inden oliemalingen overhovedet rører hørlærredet, og mens malingen tørrer. Den skærm-fri ungdom i skovfogedboligen har givet Sif Rude en særlig sensitivitet, der stråler igennem i kunsten, fortæller hun. Det viser sig blandt andet som kilometerlange lister fyldt med observationer, idéer og overvejelser.

“Et værk bliver ikke skabt i en sammenhængende periode i tid. Det er en mikstur af tid, bekymringer, minder og drømme. Det tomme hvide lærred er jo vildt skræmmende. Men det er sjældent helt tomt, fordi jeg har haft så langt et tilløb,” forklarer kunstneren. 

Men når maleren træder ind i atelieret slår hjernen fra, og de mange planer hun har lagt for værket ryger sommetider ud af vinduet. 

“De bedste malerier opstår, når jeg møder op i atelieret med en plan, og så finder jeg ud af, at maleriet ikke vil dét, jeg vil. Og så følger jeg strømmen. Min yndlingsproces er, når jeg har arbejdet med malingen, og den har arbejdet selv og gjort ting, jeg ikke kan kontrollere. Netop dér er det endnu ikke et værk - det er vitterligt bare maling på et lærred. Og så tager jeg kontrol og bestemmer, hvad det skal blive til. I dialog med olien.”

“Det er en celle, der skal lades op”

Men denne sensitivitet, som giver Sif Rude et særligt blik for motiver og maling, kan ikke eksistere uafbrudt. Der er brug for pauser, hvor hun kan lade op og gøre klar til sine næste værker. Og det har været en udfordring at acceptere pausernes nødvendighed i et arbejdsmarked, der hylder travlhed og konstant produktivitet. 

Sif Rude. Foto: Venligst udlånt af kunstneren

“Når jeg har færdiggjort en række værker, er jeg helt flad. Det er som en celle, der skal lades op igen. Der skal være overskud til den sensitivitet, og det skal jeg lære at acceptere. Med de forestillinger vi har om produktivitet og arbejdsmoral har det været svært for mig at acceptere, at jeg har brug for tid til at lade op.” 

I atelieret går tiden i stå. Kunstnerens foretrukne medie, oliemalingen, kan bearbejdes over flere dage og uger. Og det udfordrer de grundlæggende markedskræfter i den kreative branche. Når Sif Rude maler, arbejder hun ofte med struktur i olien, som kan være flere måneder om at tørre op. I maleprocessen glemmer hun tit praktikken, og inden hun ser sig om, har lagene hobet sig op på lærredet - det samme gør tørretiden. Og de lange tørretider gør det nødvendigt for maleren at væbne sig med tålmodighed og tro på, at salgene nok skal komme.

“På mange måder er samfundet slet ikke indrettet til at gøre det, jeg gør. Det er svært at male noget, der går så langsomt som oliemaling i en branche, der er defineret af hurtighed, køb og salg. Derfor er det så vigtigt hele tiden at holde fast i stoltheden ved sin særlige praksis. Når jeg maler de store oliemalerier, så er det jo ikke et konstant flow af små salg. Jeg har enkelte store salg. Det kræver, at jeg har et isbjerg i maven. At jeg kan stole på, at jeg er på rette vej. Så kommer salgene nemlig. Og altid samtidig,” siger hun og griner. 

Sif Rudes atelier. Foto: Venligst udlånt af kunstneren.

En insisteren på langsommelighed
Hun forklarer, hvordan det at være en ung nyetableret kunstner, er lidt som at være en lille ø omgivet af et arbejdsmarked, der ikke helt matcher. 

“At jeg kan leve af at male, er jo en kæmpe gave. Men jeg er bekymret for, hvad det gør ved kunsten, at jeg skal være så sensitiv overfor et marked,” siger hun og lader spørgsmålet forblive ubesvaret. 

Det er ikke kun kunsten, der risikerer at blive påvirket af markedets kræfter og hustle-kulturen. Sif Rude forklarer, hvordan det kan være svært at spejle sig i jævnaldrende, der lever et markant anderledes arbejdsliv med lønarbejde, overenskomster og fast indtægt. Tanker om det gode liv dukker derfor ofte op, og det kan være svært at finde balancen mellem privatliv og arbejdsliv, som selvstændig kunstner. 

“Der er så meget selvlæring og refleksion hele tiden. Fordi det er ikke bare min kunst, det er også mit privatliv. Kunsten er mit privatliv. Jeg kommer hurtigt til at sammenligne mig med lønmodtagere og den form for arbejdsmarked, men det kommer ikke mit virke til gode. Men det er svært at have den indsigt, når man er ung,” siger hun. 

Selvom karrieren som kunstner og oliemalingens langsommelighed præsenterer en række udfordringer og svære spørgsmål, som den 28-årige maler endnu ikke kan svare på, insisterer Sif Rude stadig på at give værkerne den ro, som et to-meter højt oliemaleri i otte lag kræver. 

“Alle kunstnere drømmer jo om at kunne være i værkerne, så længe de har brug for. Ikke at skynde nogle processer. Så jeg vil være tro mod min proces og mine behov, for værkerne kommer ud af mig.”

Læs mere på kunstnerens hjemmeside