Indkøbskurven er tom.
Viga Vertigo – Powerkoncert på BETA
Scene, Film & Bøger

Bandet der i fredags spillede på BETA er nomineret til hele tre GAFFA-priser

Viga Vertigo – Powerkoncert på BETA  

MUSIK: Af Lærke Helene Askholm.
16.02.2023.

Rockbandet Viva Vertigo har de seneste år med stor succes turneret rundt i Danmark. I fredags spillede de på BETA, hvor de væltede publikum i overlegen rock. Det er ikke svært at forstå, hvorfor bandet netop nu er nomineret til hele tre GAFFA-priser 

Stærk genopståen  
Viva Vertigo, der blev dannet i 2004 af sanger og guitarist Simon Beck, er nu genopstået. Efter hele elleve års pause, samledes de igen i 2021, hvor de gav en række koncerter med Magtens Korridorer og fulgte derefter op med endnu mere rock sidste år. I februar sidste år spillede de til Amager Bios fødselsdag, og dernæst varmede de op for Psyched Up Janis på en turné hen over foråret frem til juni. I efteråret udgav de fjerde plade og holdt releasekoncert på Råhuset, og i fredags var publikum igen heldige at kunne høre dem live til koncerten på BETA.  

Bandets genopståen har været og fortsætter med at være utrolig gennemført i både solid lyd og originalitet. Det er ikke for ingenting, Viva Vertigo har fået anmelderroser og nu er nomineret til hele tre GAFFA-priser: Årets danske udgivelse, årets danske band og årets danske rockudgivelse. Der er tale om et band, som formidler rock på så mange planer, at du som publikum både rammes af et varieret lydbillede, der på én gang er råt, vildt og sårbart og veludførte tekster, der matcher i variation og dybde. Der er tænkt over det hele, og det fungerer smukt med en sjældent hørt styrke.  


Viva Vertigo, Phantom Wolf.

Powerindsprøjtning  
Koncerten i BETAs intime rammer var netop intim og i øjenhøjde samtidig med, at vi som publikum var omgivet af den raffinerede følelse af at høre rock så flot udført, at det lige så godt kunne have foregået på en stor international scene. Man følte sig med andre ord del af en meget heldig og eksklusiv gruppe sådan at stå der og få to timers kvalitet lige ind i øregangene. Bandet bestod, udover Simon Beck på sang og guitar, af Jon Grinde på trommer, Tove Sørensen på bas og Maja Romm på både guitar og – som Simon sagde det, så vi kunne forstå det - `et keyboard, som Maja samtidig spiller på med fødderne´.  

Der er tale om eminente musikere, som selv nyder det så meget, at man som publikum smittes og automatisk flyder endnu mere hen i numrene. Britt Hein var special guest, og sikke en vild og smuk kombination med hendes stemme, bandets lyd og Simons stemme. Britt leverede soul og fraseringer så smukke, at det hele blev endnu vildere.  


Viva Vertigo. Press image.

Blandt publikum var der mange dedikerede fans – nye som gamle. Bagefter koncerten fortalte nogle fans mig om koncerterne sidste år og om, hvordan de støt og trofast følger med bandet og tropper op hver gang, der er koncert igen. Om det så kræver lange togture. Ligeledes var der helt nye fans, hvor jeg inden koncerten talte med flere af dem. De havde købt billet af ren nysgerrighed, og beskeden fra de selvsamme efter koncerten var, at de står klar som publikum til næste koncert.  

Lyden og stemmen  
En fremhævning skal der lyde om Simons Becks stemme. Han mestrer en så ren og smuk stemme, der spænder vidt både i tonerne, hvor han kan synge høje lyse toner og nå helt dybt ned og også lydmæssigt, hvor hans stemme kan variere i råhed og styrke. Blandingen af Simons stemme med Britt Heins soulstemme og også med bassist Tove Sørensens stemme er utrolig smuk, ligesom han løfter numrene meget flot med solo sang både med og helt uden instrumenter.  

Som nævnt var lydbilledet så varieret udformet, at det var ren nydelse at være publikum fra start til slut. Om det var rockballader eller vilde numre – ja, de spillede sågar et diskonummer, som Simon med et nervøst og ironisk smil på læben kaldte det - så kan Viva Vertigo noget helt særligt.  

Hold øje med Viva Vertigos fremtidige koncerter og nyheder her: 

Fakta og aktuelt:  
Dannet i 2004 af sanger og guitarist Simon Beck
Bandet holdt pause fra 2010 og genopstod i 2021 
GAFFA-nomineringer netop nu: Årets danske udgivelse, årets danske band og årets danske rockudgivelse  

Diskografi:  
Viva Viva (2004)
Vulcan Gas Company (2007)
Vicious Echo (2009)
Phantom Wolf (2022)
Viva Vertigo har også musik med i filmene Nordkraft (Nimbus Film) og Lille Soldat (Zentropa) 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig