Lige nu aktuelt på Kunsthal Charlottenborg

Forårsudstillingen 2023 - Kunsthal Charlottenborg

Omtale
Af Marianna Cæcilie Kiel
15.02.2023

I det tidlige forår danner Kunsthal Charlottenborg traditionen tro rammen om Forårsudstillingen, en af de vigtigste censurerede udstillinger i Europa siden 1857, som i år viser et mangfoldigt udsnit af værker, udvalgt af en kunstfaglig jury. Udstillingen er bredt repræsenteret ved 36 kunstnere og 69 udvalgte værker, ud af 944 håbefulde ansøgere.

Værkerne er udvalgt og kurateret af en jury, der omfatter billedkunstnerne Anne Sophie von Bülow, Julie Falk og Skjold Rambow, samt kurator Isabella Hemmersbach og designer Nina Nørgaard. Foruden udvælgelsen af værker har juryen uddelt to priser. Henholdsvis Soloprisen, i samarbejde med Politikens forhal, til Yasmina Derradj for ”Green Choir” (2022) og Deep Forest Art Land Prisen, til kunstnerne Sci Saarinen og Ona Julija Lukas Steponaityte, for værket ”Greywater” og ”Terrarium”(2022).

Et knivskarpt redskab
Flere af udstillingens værker har et kunsthåndværksmæssigt islæt, der præger helhedsbilledet på en interessant måde. Det ses blandt andet i Anders Aarviks tableau af glaspustede vaser eller Sophie Søborg Mosbæks opsætning af filmmediet, der bæres frem af en komparativ æstetik.

Et værk, der hverken fysisk eller visuelt synes at gøre væsen af sig, er Bjørg Dyg Nielsens lyse, transparente sværd, der hænger på et af udstillingshallens hvide vægge. Ikke desto mindre reflekterer sværdet lyset som en prisma, der bevæger sig tværs gennem rummet, og man stopper op, gnider sig lidt i øjnene og dvæler ved en æstetisk smuk genstand, fæstnet til væggen med et par søm. Titlen ‘Ikke alle kampe skal kæmpes med skarpe sværd’ (2022) klinger på underfundig vis godt med værkets poetiserende og romantiske udtryk. Dets hvide transparens peger på noget uskyldsrent og jomfrueligt og kontrasterer på samme tid med en afvæbnende og agtpågivende klarhed. Selve udsagnet i titlen har karakter af ‘mundheld’ - en slags visdomsord, der løftes ind i en betydning, der henviser til sværdets purøse men stærke fysiske udtryk.

Bjørg Dyg Nielsen, "Ikke alle kampe skal kæmpes med skarpe sværd", 2022. Kunsthal Charlottenborg. Foto: Marianna Kiel

Det rene snavs
Sophie Søborg Mosbæk giver med sit værk “Vasket” (2022) et æstetisk indblik i et før og efter arrangement af en filmstribe, der fører beskueren ind i abstrakte landskaber, som knitrende udspiller sig foran publikum med to selvstændige udgaver af samme film. Via en videoprojektor, der viser to sammensatte billeder - en slags splittscreen - bliver fortællingen overleveret med et tidsmæssigt aspekt, som angiver det på overfladen slidte billede overfor det rensede, uden anden teknisk redigering.

Kunstneren har bogstaveligt talt “vasket” filmen, så den fremstår som en før og efter fortælling, på samme måde som en slidt sofa med årelange brugspræg og fedtede håndaftryk genopstår påny. Filmstriben, der fremstår med det slidste udtryk, viser sig fra en forførende og interessant side idet beskuren suges ind i et kalejdoskopisk dragende univers, hvor flere aspekter af tid udspiller sig.

På stedet kan man sammenligne oplevelsen af de to forskellige tekniske og visuelle udtryk, som når man skal ”finde fem fejl ved to tilsyneladende ens billeder”. Mosbæks værk skaber uden diverse fortænkte ideer en autencitet og en fortælling om tid, foldet ud på et både konkret og abstrakt plan. Smukt er det.

Sophie Søborg Mosbæk, "Vasket", 2022. Kunsthal Charlottenborg. Foto: Marianna Kiel

Den menneskelige natur
I Kristoffer Bechs maleri synes der at være en kontrast mellem vores objektive forståelse af natur og billedet af mennesket, som selvødelæggende natur. Begge udtryk peger på spændingsfeltet mellem destruktion og opbyggelighed, der er betinget af hinanden og balancerer side om side. Den sygeligt grønne ansigtsfarve, der synes at referere til Storm P's maleri “Kultur” (1908) der med et blegt ansigtsudtryk retter en besk kommentar til det omgivende samfund, bærer på et forsigtig håb, da beskueren her præsenteres for spirende grene, der vokser ud af øret, som er et blad. Øret som kropsdelen, vi hører og observerer vores omgivelser med, er fremstillet med et surrealt og ekspressionistiske udtryk, der synes at vise billedet på en samtid, så tvivlsom, at værket resignerer med både ængstelse og håb, bag motivets blege, lukkede øjenlåg. I Storm P.s fremstillede ansigt hænger blodet ud af mundvigen, hvorimod Bechs maleri viser et enkelt, smalt, grønt blad. 

Kristoffer Bech, ext: parque, 2022. Kunsthal Charlottenborg. Foto: Marianna Kiel

Det forgængelige og det grønne
Et spirende værk i alle ordenes betydninger er Anders Aarviks kunstneriske tableau med hvedefrø, jord, graalglas og mumificerede amfibier. Beskueren præsenteres for et æstetisk smukt og grønt voksende habitat, hvor spirende frø, der stikker op fra jorden, er placeret på gulvet eller i bunden af mundblæste vaser. Det er som at betragte små detaljerede landskaber, når man lader blikket føre ind gennem de runde glasvægge, og det man ser synes at være det man ser, forstået sådan, at der ikke umiddelbart ligger flere konnotationer i værket, udover de associationer installationen allerede bibringer.

Værket er interessant både som kunsthåndværk og installationskunst. Den interaktive del af installationen er udvidet til at publikum hver dag kan følge de spirrende frø, der vandes og vokser, og herved forandrer selve værket, løbende over tid. De døde men mumificerende frøer understreger med klarhed den forgængelighed, der ligger i den fysiske nummerede livsorden; livet der rinder ud, men fortsætter i takt med naturens cyklus. Et både poetisk, stilfærdigt og smukt værk, der peger på noget så sjældent som konkrete, grønne fremtidsudsigter: 

Anders Aarvik, "Untitled (Mennesket, Amfibiet), 2022. Kunsthal Charlottenborg. Foto: Marianna Kiel

Tag endelig forbi Forårsudstillingen på Charlottenborg og dyk ned i værker, der spejler sig i samtiden og pirrer nysgerrigheden.

Udstillingen vises til og med 5. marts 2023.

Billedet øverst: Udsnit af Solveig Aaberg, "Continuum #052" 2020. Foto: Marianna Kiel