Indkøbskurven er tom.
Jane Jin Kaisen: Currents
Udstillinger & Omtaler

På Fotografisk Center i København kan du frem til 12. marts opleve soloudstillingen Jane Jin Kaisen: Currents.

Jane Jin Kaisen: Currents

Af Emilie Søndergaard.
06.02.2023.

På Fotografisk Center i København kan du frem til 12. marts opleve soloudstillingen Jane Jin Kaisen: Currents, hvor den internationalt anerkendte danske kunstner udforsker tilbagevendende temaer om naturen, havet og ritualer. 

Udstillingen ‘Currents’ består af tre værker, der sammen udforsker naturen, havet og menneskets forbundethed med mytologi samt livets og dødens cyklus. Fælles for værkerne er det fysiske afsæt i den koreanske ø Jeju, hvor kunstneren er født.  

Udstillingens første værk er The Pull of the Moon, som lyser frem på kunsthallens hvide vægge, når du træder ind i bygningen; fotografier af øens vulkanske kyst af basalt og lava oplyst i træbeklædte lyskasser.  

I værket udforsker Jane Jin Kaisen tidevandets evindelige afsløring af skjulte klippebassiner på Jejus kyst, hvor bjerg og hav knyttes sammen. Den evige blotlæggelse af lavastenskysten bliver fremhævet af kunstnerens kuraterede landskab af messingskåle, mønter, frugter, skaller og hvid bomuldssnor, der bruges i shamanistiske ritualer; et tilbagevendende motiv i Kaisens kunst. Genstandene ligner næsten en offergave til det hav, der danner ramme for  den matriarkalske haenyeo-kultur på den koreanske ø. Gaver skyllet op fra havet.  


Installationsview fra udstillingen Jane Jin Kaisen: Currents, Fotografisk Center, 2023. Fotograf: Incisions. 

I oprørets fodspor 
Ved siden af de oplyste fotografier spiller videoværket Of the Sea i et kort konstant loop, mens videoens lydbillede slipper ud gennem høretelefonerne på væggen og inviterer gæsterne ind. I videoen bliver havet og naturen yderligere gransket, når Kaisen går langs den vulkanske kyst, hvor hendes mor og bedstemor engang arbejdede som dykkere - haenyeo. Iklædt høje hæle med kasserede dykkergenstande på ryggen og en bog i hånden, bevæger kunstneren sig kluntet på klippeøens knoldede overflade, mens sangen Song of the Haenyeo spiller højt i baggrunden. Kunstnerens akavede bevægelser på lavastenskysten og upraktiske påklædning står i skarp kontrast til sangen om haenyeo-kvindernes stolte tradition og skaber en følelse af fragmentering mellem haenyeo-kulturen og det moderne samfund. Kunstneren, der blev adopteret fra Sydkorea til Danmark i 1980, balancerer netop flere af sine værker på denne tærskel mellem de to verdener. Inden hun når ned til havet slutter videoværket brat. 

I 1931-1932, næsten otte årtier før produktionen af videoværket, marcherede Jeju Haenyeos Antikoloniale Modstandsbevægelse i protest mod den japanske kolonimagt på selvsamme kystlinje, hvor kunstneren vakler med dykkergenstande på ryggen og bogen ‘Annuals of the Jeju Haenyeo’s Anti-Japanese Resistance’ i hånden. Bogen er skrevet af Kaisens bedstefar og blev udgivet i anledning af den første erindringsceremoni for modstandsbevægelsen. Noderne til Song of the Haenyeo, der udgør værkets lydbillede, er printet på bogens første sider.   

Videoværket kan således anskues som en hyldest til Haenyeo-folkets oprør mod undertrykkelse, som ikke blot fandt sted for mange årtier siden, men som fortsat kæmpes. Mod modernisering, industrielt fiskeri og ødelæggelse af det maritime miljø. 


Installationsview fra udstillingen Jane Jin Kaisen: Currents, Fotografisk Center, 2023. Fotograf: Incisions.  

Omfavnet af havet 
Tunge sorte gardiner markerer indgangen til kunstnerens nyeste fire-kanals videoværk, Offering - Coil Embrace. På den anden side af gardinerne står fire store skærme klar til at trække gæsten ned i havets dyb. Lyden af havets brus, feltoptagelser og shamanistiske instrumenter danner et altomsluttende lydbillede i det mørke rum. På hver skærm kommer kvinder til syne indhyllet i hvidt bomuldsstof - sochang - der symboliserer livets og dødens cyklus og er en integreret del af shamanistiske overgangsritualer på øen Jeju. 

Kvinderne og det lange sammenfiltrede bomuldsstof svømmer vægtløst i det dybe hav. Det hvide materiale transformeres til et organisk stof, der får liv af det sydkoreanske ocean. De dykkende kvinder og sochang-stoffet bliver nærmest ét, når de indhyldes i hvad der forestiller hvide navlestrenge, og det ligner nærmest en surrealistisk repræsentation fra livmoderen omgivet af fostervand. Bomuldsstoffets bevægelser, der trækker sig sammen, udfolder og spreder sig i vandet for efterfølgende at synke til bunden, synliggør havets simultant livsopretholdende og dødbringende kraft, som er essentiel for livet på Jeju-øen. 

Et rum for refleksion
Udstillingen ‘Currents’ lægger op til refleksion omkring menneskets forbindelse til naturen, havet og mytologi. Det er en interessant gennemgang af haenyeo-folkets tradition og nære relation til havet, der i stigende grad bliver obstrueret.  

Jane Jin Kaisen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, University of California Los Angeles og Whitney Museum of American Art Independent Study Program. 

Du kan se udstillingen på Fotografisk Center. frem til d. 12. marts 2023 

Billedet øverst: Jane Jin Kaisen, 2023, Offering – Coil Embrace, video still (Beskåret)
 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig