Indkøbskurven er tom.
The Met udstiller den danske guldalder i New York
Rejser, Kultur & Event

Danmark er på kunstens verdenskort - igen!

The Met udstiller den danske guldalder i New York

OMTALE: Af Merete Mørup.
23.01.2023.

Først kontaktede MoMA i New York SMK for at foreslå et samarbejde om en udstilling af Henri Matisses maleri ”Det røde atelier” fra 1911. Og nu viser The Metropolitan Art Museum of New York udstillingen “Beyond the Light: Identity and Place in Nineteenth-Century Danish Art”, en udstilling, der omfatter næsten 100 værker fra den danske guldalder – og lidt videre. Vi kan knapt få armene ned!

Udstillingen fortæller en stærk historie om skiftende landegrænser, national identitet og følelsen af tilhørsforhold. Med et hidtil uset fokus på tegninger viser museet mange lån fra Statens Museum for Kunst og fra flere amerikanske samlinger. Udstillingen fremhæver både berømte og mindre kendte danske kunstnere fra perioden som blandt andre Eckersberg, Købke, Constantin Hansen, Martinus Rørbye og Vilhelm Hammershøi.


Vilhelm Hammershøi (1864–1916) Interior with an Easel, Bredgade 25, 1912, Olie på lærred, 78.7 × 70.5 cm.  J. Paul Getty Museum (2018.59) Digital image courtesy of the Getty's Open Content Program.

Martinus Rørbye (1803–1848) View from the Citadel Ramparts in Copenhagen by Moonlight, 1839, olie på lærred, 28.9 x 24.4 cm. Metropolitan Museum of Art, New York, Gift of Eugene V. Thaw, 2007 (2007.164.7) Image © Metropolitan Museum of Art

En grundig introduktion
The Met har påtaget sig at introducere museumsgæsterne grundigt for dansk kunst fra denne periode og folder udstillingen ud i fem temaer: landskabet, portrætter af enkeltpersoner og kunstnergrupper, de nære omgivelser, skovene og værker, der fremhæver Danmarks forhold til havet.

Sidste sektion behandler kunstnernes udlængsel og rejselyst. Det vil sige hele vejen rundt om Danmark, nationalromantikken - og kunstnernes reducerede valgmuligheder for et politisk korrekt motiv.

Det er ganske interessant at læse, hvordan udlandet - det vil sige alle lande rundt om Danmark – opfatter den danske kunst fra 1800-tallet. Vores stolthed, ”Guldalderen”, er ifølge The Met en betegnelse, der reelt modsiger de økonomiske og politiske vanskeligheder i perioden. En periode, hvor nationalromantikken skulle samle befolkningen, og hvor kunstnerne blev opfordret til at male landet i en større skala, end sandheden kunne bære - og ”det nære” lidt for idyllisk.


Johan Thomas Lundbye (1818– 1848) A Dolmen at Sunset, 1844, pen, sort blæk og vandfarve, 183 x 230 mm. The Morgan Library & Museum, New York, Thaw Collection (2017.161)

Peter Vilhelm Carl Kyhn, (1819–1903) View from Kalvebod Strand, 1853 olie på papir på lærred 28 x 38 cm. Olson-Johnson Collection Image © Metropolitan Museum of Art, New York, photo by Juan Trujillo

Bombardament, bankerot og marginalisering
Det er lidt hårdt at læse, ”at de katastrofale konsekvenser af Napoleonskrigene, det ødelæggende bombardement af København, bankerot og stigende modsætninger med Tyskland omdannede et engang magtfuldt Danmark til et lille, noget marginaliseret land på kanten af Europa”.

Vi tabte jo også Norge. Jeg har gjort en spag indsigelse imod statsbankerotten, der blev afværget ved hjælp af lån fra rige købmænd. Alt andet er sandt. Men vi kan nu alligevel ikke få armene ned!

Beyond the Light:
Identity and Place in Nineteenth-Century Danish Art

Udstillingen kan ses 26. januar til 16. april 2023

Metropolitan Museum of Art 1000 Fifth Avenue
New York, NY 10028 @metmuseum
 metmuseum.org

Billedet øverst: Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783–1853)  A Section of the Via Sacra, Rome (The Church of Saints Cosmas and Damian), ca. 1814–15, Olie på lærred 31.4 x 43.5 cm. The Metropolitan Museum of Art, New York, Nineteenth-Century, Modern, and Contemporary Funds, 2012 (2012.25) Photo Credit: Image © Metropolitan Museum of Art

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig