Indkøbskurven er tom.
Koloristerne
Udstillinger & Omtaler

Lige nu aktuel i Den Frie Udstillingsbygning

Omtale
Af Marianna Cæcilie Kiel
21.1.2023

Koloristerne 2023
Den Frie Udstillingsbygning

Traditionen tro byder Den Frie Udstillingsbygning på Koloristernes farverige og substantielle værker, samt interessante gæsteudstillere. Den velkuraterede udstilling omfatter blandet andet malerier, skulpturer, installationskunst, videoværker og tekstilkunst. Koloristerne er en af Danmarks ældste kunstnersammenslutninger og har udstillet siden 1932. Gruppens fælles udgangspunkt er arbejdet med især farver og sanselighed.

Træd indenfor
Maria Wæhrens’ tre-i-én-maleri er rejst som en totemsøjle for enden af midtergangen i bygningens indgangshal. Som en slags velkomsthilsen med sine varme inciterende farvekontraster står værket på dets blindramme, der er direkte placeret på gulvet, klar til at favne de ankomne gæster. Maleriet er repræsentativt for en af Danmarks ældste kunstnersammenslutninger, hvis samlede fokus ligger i arbejdet med farvers indbyrdes spil, sanselighed og former.

Med de bløde organiske indtryk i et rum af kontrasterende farver, der antydningsvist lader en figur tage form, er Wæhrens værk forførende og samtidig mystificerende i sit udtryk. Med farvernes klare spil op mod hinanden er maleriets lys/mørke kontrast dominerende, og der anes en dysterhed i de mørke men varme toner. Et helstøbt værk, der fastholder beskuerens blik, med sit uudgrundelige udtryk.


Maria Wæhrens, Englen, 2019, Koloristerne 2023. Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Mariannna Kiel.

Fodertid
Kunstneren Hartmut Stockters træskulptur, der stikker ud fra væggen, med en åben, udfoldet hånd, som synes at metamorfosere til en gren, der sidder fast for enden af fingeren, er trods sit lette, farvebeskedne udtryk, svær at overse. Skulpturen ligner ved første øjekast et fikst fuglehus, med et tag, der minder om svævende fuglevinger. Hånden synes med sin åbne, afvæbnende bevægelse, at referere til den religiøse forkyndende hånd, eller hånden der fodrer. Skulpturen er tydeligt sammensat af flere forskelllige dele, som bærer præg af en konstruktion, der refererer til installationskunst snarere end skulpturel formgivning. Det synes at være en vigtig del af værkets samlede poestiske og humoristiske udtryk, at naturen naturligvis kan opfinde sig selv. Og smuk er skulpturen og mindst ligeså  interessant.


Hartmut Stockter, Fodring , 2023. Koloristerne 2023. Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Marianna Kiel

Fanget i tid
I et farvekomprimeret billede hvor primærfarven gul og især blå dominerer, præsenterer Søren Ankarfeldt beskueren for et maleri, der bærer præg af collage med sine overlap af stillistiske figurer og arrangerede farvefelter. Vi inddrages i et motiv, der umiddelbart viser mennesker i forening, en art rockkoncert, der udspiller sig som en arkaisk, gammel fortælling med futuristiske præg. Vi præsenteres blandet andet for maskelignende ansigter og afskallede felter, indrammet af konturstreger. Det er ikke entydigt rart at være tilstede her. Skyggerne i et par indsunkne øjne og den sidevendte nøgne figur med hovedet begravet i hænderne, vidner om dette. Hver person eksisterer i deres egen verden, isoleret fra andres tilstedeværelse.

Forskellige handlingsplaner foregår samtidig og der sker en billedmæssig forskydning, der får os til at spørge hvorvidt fortælingen på lærredet foregår i fortid, nutid eller fremtid. Samlet set viser billedet så meget, at det ikke føles som nok for beskueren at stå i flere sekunder og lade blikket registrere handlingen på lærredet. Man må ned i stolehøjde bare sidde og lade sig indtage at et kaotisk men kvalificeret postekspressionistisk form,-og farveindtryk. Og det er en stor kvalitet ved værkets samlede udtryk.

 


Søren Ankarfeldt, 2023, Koloristerne 2023, Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Marianna Kiel

Tag den sammenfoldelige klapstol under armen eller tag afsted som du er til Den Frie Udstillingsbygning og de meget ineressante, kunstneriske bud på samtidskunst anno 2023.

Udstillingen kan ses frem til den 5. februar.
Øverst: Jon Pilkington, Uden titel, 2022, udsnit

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig