At vende tilbage til naturen, det politiske og folkestyret

af Ida Vest

Man træder ind i teatersalen med rødternede duge og langborde som var det et spisegilde på en kro. Visse gæster har bestilt buffet, og er blevet bespist umiddelbart inden forestillingens start. Vi andre tager plads ved siden af dem. Brøl og skrål høres fra salens indgang, og de fem karaktere løber larmende ind på scenen forbi publikum. 

Flokken står på række med armene om hinanden og ryggen til publikum. De stirrer udover landskabet som er sceneforhænget. Forhænget, der forestiller et naturromantisk landskabsportræt, trækkes fra, og afslører en stor bunke jord på scenegulvet. Over jordbunken hænger en glorie, der rykker tættere og tættere på jorden som dramaet skrider frem, og til sidst omringer dem. Enormt smuk og vellykket scenografi.

Den unge flok mennesker vender sig mod publikum og erklærer, at de har droppet storbyen, og er flyttet til landet. De kalder det Kommunen opkaldt efter Pariserkommunen i Frankrig. En henvisning til det revolutionære folkestyre.

Foto: Zuhal Kocan

De unges modsvar til neoliberalismens og kapitalismens altoverskyggende dominans og den deraf uundgåelige klimakrise er, at udøve modstand ved at være selvforsynende og gentænke en bæredygtig levevis. Som en politisk handling afviser de kapitalismens produktionsmåder og destruktive samlivsformer. De bliver jorddyrkere uden brug af pesticider, der søger tilbage til “Moder Jord”. 

Bid for bid vil de skrælle civilisationens lag af, for at nå ind til en “sand” og “naturlig” kerne. Men hvordan skaber man et naturligt forhold til jorden og naturen, når det er blevet komplet afnaturaliseret og fremmedgjort for det senmoderne menneske? Naturen er ikke længere noget umiddelbart, naturligt eller sandt for mennesket. Det er farvet af civilisationen, kulturen og kapitalismen, menneskets dominans på jorden, der er ved at udslette sit eget eksistensgrundlag. 

Gruppen arbejder hårdt hele dagen, men har ikke meget udbytte af deres afgrøder. Ambitionen om at fraskrive sig senkapitalismen leder dem på kanten af udmattelse og sult. Gruppepres, social kontrol og klaustrofobi danner et sekterisk grundlag, da en uofficiel leder lader de andre om arbejdet, og styrer gruppen ud fra en ekstrem ideologi om Moder Jord, og de ofre, de må gøre sig i jagten på et bæredygtigt samfund. ‘Praise the Land’ er et drama om revolution, anarkisme, kaos og radikalisering, og de mennesker, der desperat søger en bedre verden for mennesket, dyr og naturen.

Konstrasten mellem stilheden og det umiddelbare og dramatiske lydbillede skaber spænding og en følelse af, at vi som publikum er med de unge revolutionære, når de oplever modgang, medgang, og når de føler et rush af inspiration og engagement for den nye bedre verden, de vil skabe sammen. Gruppendynamik og konflikter skaber fremdrift i handling og dialog fra engagement, til frustration og vrede, til fest og druk og endelig udslukthed. Desværre ender forestillingen brat på en forvirrende måde. Det efterlader publikum usikre på, om det nu er slut, da lyset slukkes. 

Foto: Zuhal Kocan

Konklusionen er, at der er tale om et nederlag i Kommunen. Den er blevet til en sekt, et diktatur. Det kan for så vidt også være sigende: at den kapitalistiske levevis har vundet, vi formår ikke at skabe et nyt bæredygtigt samfund. Men er det pessimistiske perspektiv den bedste eller mest interessante måde at forholde sig kritisk til den dominerende politiske virkelighed? 

Der ville have været et dramaturgisk og politisk potentiale i at udforske alternative politiske eksistensformer mere seriøst. Selvom handling og dialog er præget af et vellykket kaos, der trækker publikum ind, ender det med et dystert og ensidigt fokus på et socialistisk/kommunistisk tankegods som fejlslagent overfor kapitalismen som den altoverskyggende og uundgåelige vinder. 

Vi er vant til at høre, at der ikke findes noget politisk alternativ til kapitalismen, at det er det eneste der reelt fungerer, og vi derfor grundlæggende må fortsætte med at leve som vi gør. Det var oplagt at forestillingen udfordrede det lidt mere. 

Vi kan ikke afskrive os kapitalismen fuldkomment på en holdbar måde, men det ville have været interessant, hvis ‘Praise the Land’ i højere grad havde undersøgt på hvilke områder, vi rent faktisk kan gøre noget radikalt anderledes for at håndtere de humanitære kriser. Man fornemmer at det er en forestilling, der virkelig har noget på hjerte, men som løber panden mod en mur og runder pludseligt af. Vi har brug for nye modeller for bæredygtighed og fællesskaber, der tager handling. Ikke dystre blindgyder, der repeterer den dominerende politiske virkelighed. 

Hvor: Teater Momentum, Odense C

Hvornår: 29. nov. – 21. dec. 2022

øverste billede: Ida Vest