Indkøbskurven er tom.
Popart i 2022-ånd
Udstillinger & Omtaler

Kim Richard Adler Mejdahl på Gasværksvej 9. Formation Gallery og Gas9Gallery. 18/11 - 22/12 2022.

Popart i 2022-ånd

OMTALE: Sara Preuss Justesen

20/12 2022

´Shittalk’ af Kim Richard Adler Mejdahl er en humoristisk tilgang til popart i 2022, der rummer både selvironi og selvreflektion. Udstillingen vises på dobbeltgalleriet Gas9Gallery og Formation Gallery indtil den 22. december 2022.

Hvad ville din lort sige til dig, hvis den kunne tale? Det er muligvis et spørgsmål, du  aldrig har stillet dig selv. Men det spørgsmål har Kim Richard Adler Mejdahl ikke blot stillet. Han har svaret på det i sin lille humoristiske perle af en film som en del af sin udstilling ‘Shittalk’, der er en fællesudstilling mellem Gas9Gallery og Formation Gallery på Gasværksvej 9 på Vesterbro.

Multikunstneren har en legesyg tilgang til sine værker, og han bruger ofte sig selv i dem. Som i den førnævnte film, hvor han har en dialog med den lort, han lige har “født” om hans trang til at lave kunst. Det fyger med metaforer, når Mejdahl fortæller, at han føler, at noget presser sig på. Noget han bliver nødt til at få ud. Og selvironien er allestedsnærværende i hans kunst. Kim Richard Adler Mejdahl er ikke bange for at tage pis på, at han har hovedet oppe i sin egen røv. Det er netop det, der er så befriende ved hans udstilling. Den tager sig selv alvorligt, men er totalt blottet for snobberi. 

Nogle kender måske kunstneren fra anden sæson af DR2-programmet ‘Kunstnerkolonien’ på Bornholm, hvor han fremstod som en karismatisk kunstner, der godt kan lide at arbejde med emner, nogle ville synes er lige på grænsen. Det er denne grænsesøgende leg, som er tydelig i hans udstilling. Et næbdyr i latex står i vinduet til udstillingen.  Et toilet med hans eget ansigt på er placeret midt på gulvet. Det er pop-art i 2022-ånd, og man kan lige så godt lade de fine fornemmelser bliver hjemme, når man triller små brune kugler gennem den store lyserøde tarmformede kuglebane midt i udstillingens første rum - en form for kærlighedserklæring til tarmen. 

Kim Richard Adler Mejdahl - Selfportrait, 2022

Kunstneren leger med det umiddelbare og groteske, som man kan grine højt af. Men der er flere lag til udstillingen. Mejdahl som er vokset op i Skælskør har i medierne talt åbent om en barndom med en voldelig far med alkoholmisbrug og mobning i skolen. Kunsten blev hans tilflugtssted, og han blev uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi med afgang i 2019. Hans kunst er en fantasifuld og humoristisk verden, hvor det er tydeligt at mærke den kærlighed, han lægger i sine værker. Men den er samtidig reflekteret og dyb i sin tilgang til Mejdahls egen rolle som kunstner. Til den socialklasse, han kommer fra og træder ind i som kunstner, og følelsen af ikke at passe ind nogle af stederne.

Hvad end man er til universet eller ej, har Kim Richard Alder Mejdahls kunst en sympatisk virkning med sit farvefulde tegneserieunivers. Det giver et smil på læben. Og i det grå decembervejr er det ikke det værste, man kan få ud af en udstilling. 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig