Opera af Poul Ruders baseret på Margaret Atwoods berømte roman fra 1985 nyiscenesættes på Det Kongelige Teater

The Handmaid’s Tale

SCENE: Af Tina Kristensen.
08.11.2022.

22 år efter uropførelsen af operaen The Handmaid’s Tale kan vi nu igen få lov at se Margaret Atwoods barske fortælling folde sig ud i Poul Ruders opera. En dansk opera får hermed sin anden nyiscenesættelse på Det Kongelige Teater. Som der står i kataloget, så er det ikke sket siden Carl Nielsens Maskarade. Og det er bestemt en fortælling, der gør sig godt på den store scene.

The Handmaid’s Tale er som sagt baseret på Margaret Atwoods roman af samme titel og udspiller sig i et fremtids-USA. En global miljøkatastrofe med efterfølgende infertilitet har skabt grobund for et kup, og et religiøst rædselsregime har overtaget magten. Fødedygtige kvinder tvinges til graviditet og til at aflevere deres nyfødte børn til eliten. Makker de ikke ret, dømmes de til slavearbejde og den visse død.  

The Handmaid’s Tale, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Bogen der udkom i 1985 er siden omsat til både en film og en prisvindende tv-serie og under introduktionen til forestillingen i operaen, da serien nævnes, hujer en gruppe yngre publikummer for at understrege, at det er derfor, de er her i dag.  

Men hvis man forventer at lande midt i noget, der ligner TV-serien, så kan man godt tro om. Jovist, der er visuelle ligheder og de af Atwood velbeskrevne dragter og den hvide hovedklædning er nok det mest genkendelige, ligesom grundfortællingen er den samme. Men når det så er sagt, er oplevelsen i Operaen en helt anden end den i sofaen, hvad end det er med bogen i hånden eller foran TV’et.

Handling forskudt i tid
Vi glider elegant frem og tilbage mellem nutid og tiden før revolutionen. Et sted ser vi for eksempel i forgrunden kommandantens hus, med kontor, stue og tjenerinden Offreds kammer, mens man gennem en transparent bagvæg kan se en scene fra fortiden udspille sig i slowmotion. Et dramaturgisk greb der fungerer virkelig godt og væver fortællingen sammen på kryds og tværs af tid og sted.

The Handmaid’s Tale, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Flere gange smelter fortid og nutid sammen, når Offred tænker tilbage på tiden før revolutionen. Og allerede i starten, da hun næsten med tårer i øjnene synger: ”Undskyld mig, min fortælling er i stumper,” forstår man, at den traumatiserende oplevelse af at blive adskilt fra sin familie og underlagt noget, der vel bedst kan beskrives som et liv i undertrykkelse og tortur, har rodfæstet sig dybt i, og på nogle måder ødelagt, hende.

The Handmaid’s Tale, Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

En grusom beretning
Rædslerne står i kø når voldtægter, hængninger, mord og psykisk terror fylder scenen, og musikken understreger og bærer fortællingen ubønhørligt fremad. Som min ledsager sagde i pausen: ”Det er faktisk svært at være i så lang tid,” med reference til både den barske fortælling og musikken der formidler den. Og ja, det er virkelig en barsk oplevelse og når man når afslutningen, må man klynge sig til det lille håb, man finder her for ikke at forlade salen nedsænket i mismod.

Det er en stærk præstation, der kravler helt ind under huden og på både voldsom og gribende vis skildrer en verden, der virker fjern, men på samme tid synes at være et ekko af tendenser i samtiden. Med svindende rettigheder for de amerikanske kvinder, oprør i Iran og krig i Europa er fortællingen mere aktuel end nogensinde.

Det Kongelige Kapel fortolker musikken, der spænder fra intenst intime øjeblikke til storslåede, symfoniske orkesterudladninger.

The Handmaid’s Tale synges på engelsk med danske overtekster.
The Handmaid’s Tale er et samarbejde med San Francisco Opera.

Instruktør: John Fulljames
Dirigent: Jessica Cottis
Scenograf: Chloe Lamford
Kostumedesign: Christina Cunningham
Lysdesign: Fabiana Piccioli
Videodesign: Will Duke
Koreograf: Lidia Wos

Foto: Camilla Winther.