Interview med Skulptør Carl Emil Jacobsen  

”Det er svært at stå med 400 kilo beton og gøre det spontant” 

Interview Af Anders Holbæk.
Publiceret i Magasinet kunst #2 2022. 

Det er en råkold, stormfuld februardag, da Magasinet Kunst besøger skulptør Carl Emil Jacobsens gårdanlæg i Gl. Rye. ”Husk at tage ekstra varmt tøj på. Der har været frost i nat, og der er ikke varme på værkstedet, så det bliver en rå omgang,” skriver Jacobsen til mig tidligere på dagen. Men da jeg ingen ekstratøj har, er det indhyllet i en termojakke, udlånt af kunstneren selv, at vi sidder i en af gårdens tre staldbygninger og lytter til regnen, der trommer mod taget, og vinden, der får de tykke loftsbjælker til at knage. Rundt om i studiet står de omfangsrige skulpturer, indbydende, bløde og varme i farverne, på mange måder direkte modsatte til det vejr, der trækker i skydeporten til studiet udefra.  

Carl Emil Jacobsen. Efter at have set og forelsket mig i dine skulpturer, da de blev udstillet på O-Overgaden i sommers, gik jeg hjem for at læse noget mere om dig. På din hjemmeside står der, at du er inspireret af en idé fra den danske billedhugger Willy Ørskov, som lyder, og jeg citerer: ”The content of the sculpture is sculpture.”

Da jeg først læste det, var jeg ved at få min te galt i halsen. Det mindede mig med gru om alle de tekster af postmoderne teoretikere, jeg har skullet læse på universitetet. Men så tænkte jeg over det, og det giver mening, når jeg kigger på dine skulpturer. De bærer deres ’skulpturhed’ stolt på sig. 

”Det er jeg glad for, at du siger. Da jeg startede på det her projekt, var det halvt i oprør mod alt for teoretiske eller konceptuelle skulpturer, som jeg synes misser pointen ved skulptur. Skulptur er fysisk! Jeg havde en idé om at lave nogle former og noget materiale, en skulptur, der handlede om skulptur. Og som ikke var et billede på en teori, som jeg synes rigtig meget af den samtidskunst, man ser, er." 

"Meget skulptur forsøger at illustrerer en pointe, og det vil så sige, at skulpturen egentlig er en sekundær ting til en idé eller en mission eller et koncept. Jeg ville gerne vende det om, så det er skulpturen, der er det første og det bærende. Forhåbentligt kan skulpturen så være med til at give en erkendelse. Den åbner for en idé, i stedet for at det er omvendt.” 

Carl Emil Jacobsen i værkstedet. Foto: Mikkel Rahr Mortensen.

Når jeg har skullet beskrive dine skulpturer, har jeg opdaget, at det faktisk ikke er særligt nemt. Det er som at stå og kigge på nogle helt essentielle grundformer og bare ikke kunne huske navnet på dem. Kegler og trapezer kender vi, men du har smugkigget ind i en paralleldimension og set de grundformer, de arbejder med der, og som vi ikke har et navn for endnu. 

”Mit udgangspunkt er aldrig rent formalistiske, matematiske formler, men ja der er jo noget grundlæggende geometrisk over dem. Jeg tror, jeg prøver at relatere det mere til noget kropsligt. Eller arkitektonisk: Kroppens forhold til rummet. Eller skulpturen. Jeg er mere interesseret i kroppens møde med en form.”  

Afgjort. En ting, jeg er vendt tilbage til, når så jeg har forsøgt at beskrive dem, har gang på gang været: De er appetitlige. Eller indbydende. Man har lyst til at røre ved dem. 

”Ja. Det tror jeg er fordi, at de er så kropsligt relaterbare. De er så sanselige, at man prøver at forstå dem. Min første idé med udstillingen på O-Overgaden var egentlig, at jeg godt kunne tænke mig, at beskueren kunne være med til at løfte på skulpturerne."

"Netop for at danne en forståelse for, hvad det er for et objekt. Hvad vejer det? Hvordan ligger vægten sig mod min krop, når jeg løfter den? En helt kropslig, sanselig oplevelse. Men ja… det blev for omstændigt og farligt,” siger Jacobsen og griner.  

Ja, du sagde, at nogle af dem vejede op mod 400 kilo?  

”Ja. Nogen kunne være blevet knust, så det gik vi væk fra. Men jeg synes, at tanken stadig er meget sjov at lege med. Billedkunst og skulptur er en visuel kunstart, men for mig er den lige så meget noget fysisk, taktilt. Men det er jo fordi, jeg har omgang – helt fysisk – med at løfte og skubbe rundt med dem. Jeg mener, at skulptur også skal opleves fysisk.” 

For de ligner nemlig noget, man burde kunne få lov til at røre ved eller som har en eller anden funktion. Det ligner med andre ord, at de kan betjenes.  

”Igen tror jeg, at det er det kropsligt relaterbare. Et gennemgående formmæssigt tema med denne her serie har været hulrum og ting, der næsten mødes. Ting der forsvinder ind i mørket, men som kommer tilbage igen. Sådan nogle formmæssige principper. Der er noget mystisk, lurende og ikke selvforklarende. Jeg håber jo, at man som beskuer virkelig stikker hovedet ind i den for at forsøge at afkode skulpturerne. At man skal bruge kroppen i forståelsen af figuren. Man bliver nødt til at bukke sig, eller sætte sig på hug og kigge ind i formerne."

"En beskrev endda skulpturerne som fetichobjekter. Det er ikke… Altså jeg synes ikke, at jeg er et seksuelt undertrykt menneske, der bare må stå og lave tissemænd i mit værksted.” Nej det synes man nok aldrig selv. ”Nej det synes man sikkert ikke,” svarer Jacobsen og griner. ”Men der mange, der også synes, at de er sådan lidt erotiske eller lidt frække. Det er kropsåbninger og spalter og huller. Kødelige i farverne også.”  

Foto: Carl Emil Jacobsen.

Nu hvor vi er ved det sanselige, så bruger du på et tidspunkt et ret vidunderligt udtryk: ’Sansearmod’. Hvad er det?  

”Jeg var træt af, at alle nye byggerier er helt glatte. Moderne byggerier beskæftiger sig med beton, stål og glas. Det er nærmest det eneste, vi laver noget i. Vores biler er plast, lak og nylon. Hvis du har en ny bil og bor i en ny lejlighed, har du nærmest kun kontakt med laminat-materialer. Du sætter dig ind i din bil med plastikrat og plastiksæde og plastikgearstang. Jeg var frustreret over, at vi i jagten på det vedligeholdelsesfri og let-producerbare har ladet så meget gå tabt."

"Det er sikkert en romantisk tanke, men der er gået en hel masse tabt i, at vi har ikke kontakt med hør længere. Der er ikke nogen af os, der binder neg. Vi har ikke adgang til sten eller bark. Det bliver helt som en armod. Det er alle de små materielle nuancer, det sanselige, der går tabt, men som der heldigvis er kommet et meget større fokus på i løbet af de seneste år. Der er større fokus på gamle grøntsagstyper, det nye nordiske køkken, genopdagelse af gamle byggeskikke, folk begynder at strikke igen og gå op i uldtyper og planterne i deres have. Jeg tror, det er rigtig sundt.”  

Carl Emil Jacobsen, Comb a Hairy Doughnut Flat, O-Overgaden. Foto: Anders Sune Berg.

Hvordan ser processen ud, fra du får en idé, til en af de her skulpturer står færdige?  

”Jeg starter som regel med et solidt skitsestudie. Jeg har altid en skitsebog med mig. Hvis jeg ser noget, der fanger mig – en bøjet lygtepæl, f.eks. – skitserer jeg det ned. Jeg ser noget og remixer det. Enkelte gange laver jeg små skalamodeller, hvor jeg prøver dimensionerne af, men oftest går jeg direkte fra skitse til færdigt værk. Det er en ret spændende overgang.” 
Jacobsen forklarer, hvordan han på den måde springer flere af de trin over, som han har lært på designstudiet. I stedet for at lave et mockup, prøve skalaer og dimensioner af, for så at samle det i en prototype, der skal være så identisk som muligt med det endelige produkt, går han direkte fra skitse til værk."  

”Jeg får en vis vane, når jeg har siddet og skitset længe. Der opstår en tryghed ved det. Man sidder og tegner den samme form igen og igen. Men når man lige pludselig smækker det op, større end man egentligt kan overskue, i frostvejr, og modellerer det med kroppen, så sker der et kontroltab, som jeg håber giver skulpturen noget mere intuitivt.”  

Fordi når den først er lavet én gang, så står man efterfølgende og laver en kopi af en kopi af en kopi? 

”Jo flere gange du gennemarbejder figuren, med skitser og modeller, jo mere ’tænkt’ eller gennemarbejdet bliver den. Det kan nok være det farlige for skulpturer – at de bliver for ikke-spontane. Skulptur er jo en enorm praktisk kunstart. Den er svær at gøre lige så intuitiv, som musik eller tegning eller maleri, der kan være ret fabulerende i nuet. Det er svært at stå med 400 kilo beton og gøre det spontant. Det med ikke at have fuldt overblik, inden man går i gang, kan tilføje den lille smule nervøsitet i formen, lidt menneskelighed eller nerve.” 
Da vi træder ud på arealerne bag Jacobsens studie på gården, er himlen og træerne og mulden begyndt at flyde sammen i regnen og stormen som i et Monet-maleri. For foden af den bakke, der fører op til gården, ligger der en grusgrav, der bryder landskabet op og blotlægger dens farverige indhold." 

”Stort set alle de farver, jeg bruger, er noget, jeg laver selv. Jeg knuser sten, jeg finder, og laver dem til helt fint støv, som jeg bruger som pigment. I starten var det meget primitivt – der stod jeg bare med en morter – men nu bruger jeg en kuglemølle. Man lægger materialet ind, som man gerne vil have knust, sammen med flintesten eller stålkugler, noget enormt hårdt. Så sætter man tromlen i gang, og lader den køre i dagevis, og så har du pulver til sidst.  
Det er derfra, hele denne her serie, ‘Powder Variations’, som består af 40-50 skulpturer efterhånden, tager sit navn. Den startede egentligt som en farveundersøgelse for mange år siden, hvor jeg skulle bemale et relief. De farver, jeg havde til rådighed, var så kedelige. Det var en CMYK-agtig skala, hvor den blå bare er blå og rød bare rød. De er industrielt fremstillet, sikkert i Kina, fuldstændig homogene, med en farvekode, så du kan få den præcis samme farve overalt i verden." 

"Det fik mig til at tænke, apropos landskabet her, at der er en kæmpe dissonans mellem det landskab, jeg ser, og de farver jeg har til rådighed til at indfange det med. Så jeg gik ud og prøvede at finde farver og sten, som jeg kunne knuse og lave pigment ud af. Det blev en undersøgelse dybt i landskabet – hvad er det for nogle farver, der bor her, og hvordan får jeg dem vist frem? Farverpigmenterne til hele serien er lavet af materialer, jeg har fundet i mit jyske lokalområde.” 

Jeg synes, det er en skøn tilgang til en udfordring: Jeg mangler de farver, som jeg forsøger at vise, så nu går jeg ud og vrider landskabet, til jeg har det, jeg skal bruge. 

”Præcis,” griner Jacobsen, ”knuser og vrider landskabet, til jeg kan male med det.”  

Det lyder jo helt metaforisk, selvom det er meget reelt. 

”Ja, der er en fin dobbelthed. Det er egentligt helt bundreelt. Det er præcist det, der er sket. Jeg er gået ud og har fisket de her materialer op af landskabet. Samtidigt er det også en identitetsundersøgelse. Hvad er en jysk farveskala? Hvad er en dansk farveskala? Hvad er det for nogle farver, vi traditionelt har brugt i vores kulturobjekter? Hvor kommer de fra? Og hvad forbinder vi dem med?"

"Mange ville måske ikke tænke på en varm rustrød som det første, når de tænker på Danmark og Skandinavien, så det er også en måde at blive mere bevidst om, hvilke farver, der rent faktisk findes omkring os. Hvis du ser en nypløjet mark, så er den jo ikke bare brun, som man siger. Den kan både have et rødt, orange og endda violetlilla skær. Det er de mineraler og metaller, man finder dybt i jorden, der er med til at farve den.”