CHART i Tivoli. 15 samtidskunstnere udstiller frem til 25. september.
Samtidskunst i Tivoli
Af Tina Kristensen
02.09.2022.
I Tivoli kan man lige nu opleve 15 værker af prominente samtidskunstnere såsom Lilibeth Cuenca Rasmussen, John Kørner, Austin Lee og Kim Simonsson. Projektet ’CHART i Tivoli’ er blevet til i anledningen af den 10. udgave af CHART, der fandt sted i sidste weekend. Værkerne i Tivoli kan ses frem til den 25. september.
”Kom lige og se de her skøre blomster”, råber en lille dreng begejstret. Han peger på Esben Weile Kjærs installation ’Hyper’, der forestiller overdimensionerede kødædende planter. Sølvet i blade og stængler fanger solens stråler og med blodrøde læber har de fremmedartede planter indtaget blomsterbedet. De hajlignende tænder truer de med at æde sig gennem havens bevoksning og skaber en spændende kontrast til det ellers fredfulde hjørne af Tivoli.
Et ældre par følger drengen med øjnene og står lidt på afstand og diskuterer, om de mon har set de her blomster før. ”Nej, det er altså noget helt nyt,” konkluderer manden til sidst fornøjet.
Esben Weile Kjær, HYPER, 2022. Sculptures in fibre glass, lacquer, acrylic paint. Courtesy Andersen’s, Copenhagen and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.
Kunsten ud til folket
Netop det med at få kunsten ud til folk og ramme et bredere publikum, er en af tankerne bag projektet. Og at dømme efter reaktionerne da magasinet er forbi, så har man ramt noget. Det er selvfølgelig ikke alle værker, der er lige så synlige som Weile Kjærs dræberplanter med deres sølvglinsende og pangrøde overflader, men med et ”skattekort” i hånden (en lille folder, man kan få i informationen), så finder man forholdsvist nemt de 15 værker.
Ved hvert værk står et skilt, der helt kort præsenterer både projektet, det enkelte værk og kunstneren bag det. Vil man vide mere, kan man skanne en QR kode og gå mere i dybden på telefonen.
John Kørner, Large Problem of Copenhagen, 2022. Sculpture in epoxy and polystyrene, acrylic paint and UV lacquer. Courtesy Galleri Bo Bjerggaard and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.
Kim Simonsson, Girl Feeding a Two Headed Rabbit, 2018. Sculpture in bronze in two parts. Courtesy Galerie Forsblom, Helsinki and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.
Austin Lee, Donkey with Flowers, 2022. Cast bronze; donkey patinated, flowers painted with industrial car paint. Courtesy Gallery Carl Kostyál, London and Stockholm and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.
Værkerne indgår naturligt i haven
Kunstnerne har fået lov at foreslå placeringer og er kommet med idéer, så de femten meget forskellige værker er langt fra tilfældigt placeret og er udtænkt særligt til stederne. Således finder du Bella Runes to skulpturer hængende fra træer ved søen, Kim Simonssons bronzeskulptur, ’Pige, der fodrer tohovedet kanin’, er placeret på en platform på den modsatte side af søen. Og lige ved ”hovedvejen”, når man bevæger sig fra hovedindgangen, finder man Austin Lees ’Æsel med blomster’, Anders Herwald Ruhwalds ’Dobbelt Krop #1 og #2 samt Lilibeth Cuenca Rasmussens ’Musa X Paradisica’, et skulpturelt bord i Bronze.
Lilibeth Cuenca Rasmussen, Musa x Paradisica, 2022. Table in bronze. Courtesy Andersen’s, Copenhagen and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.
Sidstnævnte bronzebord bruges i øvrigt som bænk af en Tivoligæst i færd med en længere samtale på mobilen, da vi er forbi. Så man må sige, at værket formår at lægge sig i forlængelse af havens udtryk – eller måske er det opkaldet, der gør, at den talende uforvarende har plantet popoen på et kunstværk.
Samtidskunst i dialog med Tivoli
Det er langt fra første gang Tivoli inviterer samtidens kunstnere indenfor, og det er altid spændende at se den traditionsrige have genfortolket og spejlet i kunsten. Og så er det uden tvivl også en stor fornøjelse for mange af havens gæster, at man under en tur i Tivoli, kan falde tilfældigt over noget nyt, der både overrasker og udfordrer.
Kunstnere:
Nanna Abell (DK)
Kåre Frang (DK)
Jasmin Franko (DK)
Kristinn E. Hrafnsson (IS)
Esben Weile Kjær (DK)
John Kørner (DK)
Austin Lee (US)
Pernille With Madsen (DK)
Geoff McFetridge (US/CA)
Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK/PH)
Anders Ruhwald (DK)
Bella Rune (SE)
Hrafnkell Sigurðsson (IS)
Kim Simonsson (FI)
Þórdís Erla Zoëga (IS)
Læs mere om kunstnerne og værkerne her
Få en folder ved indgangene og gå på kunstoplevelse i Tivoli.
Billede øverst: Esben Weile Kjær, HYPER, 2022. Sculptures in fibre glass, lacquer, acrylic paint.
Courtesy Andersen’s, Copenhagen and CHART in Tivoli 2022. Foto: Magasinet kunst.