”Og han så først og fremmest farver” Anmeldelse af udstillingen på Ordrupgaard.

Peter Hansen – Jeg maler det, jeg ser

Af Merete Mørup.
08.06.2022.

Maleren Peter Hansen var en fremragende kolorist, oplært som han var på ”Zahrtmanns skole”, som i virkeligheden hed ”Kunstnernes frie Studieskoler”. Kristian Zahrtmann opfordrede sine elever til at være sig selv og arbejde med farven som medie. Efter farverne kom motivets form. En form, der blev bygget op i lys og skygge med grove pensler fyld med maling. Det var præcis det, Peter Hansen gjorde, når han malede midt i det moderne liv og midt i de miljøer, han kendte.

Fynbomalerne er rigt repræsenteret på Ordrupgaard, specielt værker af Peter Hansen (1868-1828) fylder meget. Det skyldes, at han var personlige venner med Wilhelm Hansen, Ordrupgaards grundlægger. Alligevel siger udstillingens kurator, at Peter Hansen er den Fynbomaler, som de færreste kender af navn. Til gengæld kender rigtigt mange hans værker. Omvendt med vennerne Fritz Syberg og Johannes Larsen.

Med det in mente skal det nævnes, at udstillingen består af en del pejlemærker i Peter Hansens værk, og hertil kommer en hel del mindre kendte værker.

Billede: Peter Hansen, Legende børn på Enghave Plads. 1906-1908. Faaborg Museum

”Legende børn på Enghave Plads” fra 1906-08, den første version, som hænger på Fåborg Museum, er med på udstillingen. Replikken fra 1908 er blevet på SMK. ”Pløjemanden vender” fra 1900-1902 er ikke med, men det er ”På isen bag byen. Fåborg” fra 1901. Der er nok at glæde sig over.

Jeg maler det, jeg ser
Sådan skrev Peter Hansen i en replik på de angreb og den negative kritik, som kunstneren Gudmund Hentze hældte ned over ham og de andre fynske naturalister på Den Frie i 1907 i en kronik i Politiken. ”Bondemalerstriden” var en veritabel fejde mellem symbolisterne Agnes og Harald Slott-Møller på den ene side og naturalisterne, Fynbomalerne, på den anden. Hele striden opstod, fordi et portræt af Ellen Levinsen malet af Gerda Wegener blev afvist på Charlottenborg og Den Frie.

Hvad så Peter Hansen
Om sommeren boede Peter Hansen i sin fødeby Fåborg; hele vinteren og et stykke ind i det spæde forår boede han med sin familie på Vesterbro i København. Familien, kone og efterhånden fire børn, kom med til Italien flere gange, selvom varmen og det skarpe sollys var en hæmsko for hans arbejde. Hvad fik han ud af det? Det kan publikum se i form af de kunstneriske eksperimenter, der udgør udstillingens ene fokus.

Billede: Peter Hansen, Bølgende rug, 1894. SMK

Peter Hansens eksperimenter med andre stilretninger end naturalismen, som han har set det hos sine malerkolleger, og hvor det ser ud, som om han afprøver, om det nye kunne være noget for ham? Vi bliver præsenteret for L. A. Rings lineære stil omsat til ret intetsigende billeder af skibsbyggeri i Fåborg fra 1915/16. Ligesom vi bliver opmærksomme på, at ”Bølgende rug” fra 1894, et uforglemmeligt mesterværk, er stærkt inspireret af van Goghs værker, som Peter Hansen kan have set på udstillingen af hans og Gauguins værker på Den Frie i 1883.

Peter Hansen gentog aldrig et maleri af den karakter. Hvorfor ikke? Kom han for tæt på van Gogh? Blev det alligevel for moderne? For udenlandsk midt i den nationale bølge? Måske var det ganske enkelt sådan, at penslen skulle være tyndere, end Peter Hansens øjne og malerhånd kunne klare. Se også det lille uprætentiøse værk ”Grise” fra 1909, hvor so og smågrise er modelleret op på det grove lærred med en bred pensel fyldt med masser af farve. Sådan Peter Hansen!

Billede: Peter Hansen, Grise, 1909. Fåborg Museum

Vitalisme og symbolisme
Han malede det, han så. Og han så linjer og farver meget mere end former. Se på de to værker ”Isen ..” og ”Børnene leger” – Det er de samme slyngede linjer, han interesserer sig for, og som han arbejder med. De slyngede linjer sætter kropsligheden i gang. Børnene leger en sangleg, hvor pigerne holder hinanden i hænderne og danser kædedans, som alle piger gjorde i deres lege. Livsglæde og samvær under de syretgrønne træer: ren vitalisme. De samme slyngninger går igen i vinterbilledet fra Fåborg. Børnene løber på skøjter og understreger søbreddens slyngninger. Et billede på livslyst og leg. Men se på de slyngede linjer! Og se på ”Skriget” af norske Edvard Munch. Peter Hansen kunne ikke have malet dem tydeligere.

.. hvad har han faaet ud af at opleve det dejlige Italien
Sådan fortsatte Gudmund Hentze i sin nedsabling. Og svaret kunne være: ”Genkendelsens glæde”. Det er, som om Peter Hansen maler det, han kender: Okser, der tærsker i Civita d’Antino, på kursus hos Kristian Zahrtmann; dyr, han kender fra sit liv i Faaborg på Fyn. ”Gødningssamlerne” fra 1904, hvor nogle drenge samler æsellort i kurve til køkkenhaven derhjemme. Noget som også foregik på Fyn nøjagtigt lige sådan.  

Billede: Peter Hansen. Tærskende okser, Civita d'Antino. 1904. Fotograf Anders Sune Berg

Peter Hansen malede sine egne døtre i ”Søster græder”, hvor pigen i vuggen skriger arrigt, og den ældre søster forsøger at trøste. Motivet er malet med en beskæring som i et snapshot, en vinkel fra fotografiets verden, som Peter Hansen eksperimenterer med i dette og i mange andre værker. Alle motiverne lever og er vedkommende, når det er et miljø, han kender og er fortrolig med.

Billede: Peter Hansen. Søster græder. Kunstnerens døtre. (1906). Fotograf Anders Sune Berg.

Lige så snart, Peter Hansen bevæger sig ud i et miljø, som ikke er hans eget, så kniber det med indlevelsen. Beskæringen bliver for kraftig som i ”En forårsdag på Enghave Plads” fra 1905, hvor to mænd sidder og nyder solen på en af pladsens bænke. De sidder der helt umotiveret, og viser, at Peter Hansen ikke kender noget som helst til arbejderes vilkår og dagligdag. De to kvinder ved sporvognen på Enghavevej er der bare. De har ingen funktion. Det interessante for ham er den gule sporvogn, der pløjer sig igennem Enghavevej og repræsenterer det moderne byliv. Peter Hansen kan male bylivet i det nye Enghave-kvarter på Vesterbro, men han forstod det ikke. Socialrealisme var ikke hans ting, hverken høstfolkenes slid på marken eller arbejderens usikre tilværelse i byen. For ham eksisterede kun farven, lyset og skyggen.

Billede: Peter Hansen, på isen bag byen. Fåborg, 1901. Statens Museum for Kunst. SMK. Foto Jakob Skou-Hansen

Anna Sybergs bror udstiller på Ordrupgaard
Nej, den sætning er der indtil nu ingen, der har skrevet! Ordene skal underbygge søsteren Anna Sybergs kunstneriske liv og kvalifikationer, som hendes bror aldrig anerkendte. Som kvinde kunne hun ikke få kunstnerisk undervisning på højt niveau, men måtte nøjes med at blive oplært som blomstermaler på Den kongelige Porcelænsfabrik. Et arbejde og en oplæring, hun fik nytte af igennem hele sin karriere.

Peter Hansen havde et meget anstrengt forhold til kvindelige kunstnere og fejden mellem de to søskende flød over, da Peter Hansen “at Anna Syberg og de andre Damer ingen Betydning havde for dansk Kunst.” Han tog i den grad fejl.

På det store maleri ”Fåborg Museums indvielse” fra 1910-12, som er med på udstillingen i form af en fotostat, er Anna Syberg ikke med. I stedet for står der en tom stol. Måske en indrømmelse?

En sommerudstilling
Udstillingen på Ordrupgaard er en rigtig sommerudstilling i ordets fineste betydning. Museet ligger i en grøn skovtykning lige overfor Dyrehaven. Inde i udstillingslokalerne er Peter Hansens værker suppleret med fotostater af fotos fra Vesterbro med Enghave Plads, hvor han fandt sine motiver. Hvis man bare har et perifert kendskab til området, vil man uvilkårligt prøve at placere maleren i forhold til hans motiv og eventuelt tage en samtale med en anden museumsgæst. Peter Hansen-udstillingen er lige til at knuselske med de kendte værker og farven som den bærende kraft.

Peter Hansen – Jeg maler det, jeg ser
18. maj – 4. september 2022
Ordrupgaard.dk

Billedet øverst: Peter Hansen. Høslet på engen, Sydfyn. (1902). Fotograf Anders Sune Berg