Indkøbskurven er tom.
INTIME - Magnus Cederlund
Udstillinger & Omtaler

Cafe Stormagasinet

INTIME - Magnus Cederlund
Cafe Stormagasinet

Omtale Af Marianna Cæcilie Kiel.
09.06.2022.

Træd ind og mærk Intimes bankende hjerter i en smuk og helt særegen afkrog af den Frederiksbergske bydel -

Sådan kunne ordlyden være i en hvilken som helst inviterende sætning, der byder på det særlige inkluderende univers, som Cafe Intime er kendt for, i hvert fald i inderkredse. Et sted der huser en mangfoldiggørende energisk atmosfære, som sjældent er set i det københavnske natteliv, dokumenteret gennem den svenske fotograf Magnus Cederlunds fotografier. 

Magnus Cederlund har i en årrække fotograferet gæster og klientel på værtshuset Intime, for herefter at indkapsle billederne i en bog, der har titel efter stedets navn.

Et udvalg af bogens fotografier udstilles nu i cafeen Stormagasinet, der med sit smalle typiske cafe- rum står i skærende kontrast til den mættede og varme stemning, hvor fortællingen om gæsterne på Intime tager sit udgangspunkt.

Den aktuelle udstilling i den gamle Vestern Union butik der grænser ud til Vester Farimagsgades trafik, byder på tolv fotografier hvoraf ni er i formatet 140 x 95 cm.

Billederne er usædvanligt stærke og smukke i deres portrættering af mennesker, der gæster dette særlige sted, Intime, hvor pladsen er viet til alle uanset, køn, politiske tilhørsforhold eller social klasse.


Ossoer, Intime (c) Magnus Cederlund.

Vibrationer af rød
I billedet ”Ossoer” præsenteres vi for en person, stående med Cafe Intimes identifikatoriske røde væg i baggrunden. Lyskilden rammer ham oppefra med highlights på pande, næse og kindben. Blikket er gemt bag skyggen, der falder på ansigtet, og beskueren har ingen mulighed for at se hvorvidt øjnene er åbne eller lukkede. I dette portræt er det fotografens blik der synes væsentligt, samt den åbenhed og hengivenhed hvormed han omfavner atmosfæren omkring den portrætterede. Den røde varme farve, både på beklædningsdelene og væggen, vibrerer i et stemningsmættet øjeblik, der kalder på følelser, svære at fastholde, medmindre man kender til den strøm af energi, der møder enhver gæst på stedet.

I billedets baggrund ses et billede på væggen hvor røgen fra et atommissil stiger op næsten synkront med røgen fra cigaretten. Et kompositorisk tilfælde, næppe.


Victor. Intime (c) Magnus Cederlund.

Et velartikuleret blik
I billedet af ”Victor” ses den portrætterede i en klassisk kompositorisk opstilling der refererer tilbage til barokkens clairobscur lyssætning, som eksempelvis ses i  Caravaggios malede portrætter. Personen på fotografiet sidder med overkroppen og venstre skulder vendt mod kameraet, iført en klassisk beklædning og feminint bølget halvlangt hår. Blikket er afslappet og direkte henvendt til fotografen. Hænderne er krydsfoldet på skødet og der er en stilfærdig andægtighed over billedet og en samtidig alvorsfuld reservation over for kameraet, eller stemningen omkring den portrætterede. En lille notits må være de røde negle og læber, der bryder med tesen om det reserverede og vagtsomme blik, da den rene varme farve kontrasterer med den kølighed, der hviler over den lukkede kropsholdning. Portrættet synes at skille sig ud fra resten af udstillingen på grund af den statiske komposition og klassiske billedmæssige opbygning.


Claus, Intime (c) Magnus Cederlund.

Manden i midten
Igen med en fra barokken hyppigt brugt kontrastfyldt lyssætning, præsenteres vi for et gruppeportræt, der henviser til den særligt frisindede ånd, Intime er kendt for. Billedet udstråler de karakteristiske træk, som er forbundet med Intime og de mennesker der kommer på stedet, med hver deres referencer, værdier og drømme, ofte i et moment af lystfyldt opmærksomhed i den bohemeagtige atmosfære.

På billedet ses tolv mennesker der alle har blikket rettet mod en gæst i billedets venstre side, undtagen ”Claus” der står oprejst blandt de andre øvrige siddende gæster. Med et afslappet kropssprog, der udstråler en varm indforståethed over for fotografen, er det som om at han bliver en midlertidig repræsentant for den inkluderende ånd, der hersker over stedet. Billedet er et stærkt vidnesbyrd om Intimes sjældne kvalitet og dets kærlige favntag til alle, der finder vej til stedet, beliggende bag Frederiksberg Rådhus.

Udstillingen er absolut anbefalelsesværdig og kan ses på Cafe Stormagasinet i København resten af juni måned, 2022

Billedet øverst: Claus, Intime (c) Magnus Cederlund.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig