Randi & Katrines installation ’Villapük’
Nyt børneunivers på Ordrupgaard
Af Tina Kristensen
03.06.2022.
I dag åbner kunstnerduoen Randi & Katrines nye permanente installation på Ordrupgaard. I forlængelse af Ordrupgaards udvidelse og genåbning sidste år, får museets minigæster nu deres helt egen udstillingssal og kunstnerduoen er et velvalgt team til indretningen af netop dette rum.
Det er ikke til at komme udenom. Museer i dag skal kunne mange ting udover rent fysisk at lægge vægge og rum til kunst. Som mor til to er det en fornøjelse at opleve, hvor mange af de danske museer, der arbejder aktivt med at inkludere de små gæster. Det er jo i sagens natur også fremtidens ”kunder”, så det virker som en god idé at skabe rum og aktiviteter, der formidler kunsten i børnehøjde.
Randi & Katrine, Børnehuset Villapük. 2022. Foto Paul Skovbakke.
Et rum dedikeret de mindste på Ordrupgaard
De fleste er nok stødt på Randi & Katrines værker over årene, fra de fantastiske antropomorfe huse der indtog ARKEN i 2015 (på forsiden af vores magasin samme år) og den flot udsmykkede Ærøfærge til offentlige installationer f.eks. i Køge, Helsingør og Grenå. Huse er et tilbagevendende element i kunstnerduoens virke, og den nærværende installation er også udformet som et hus.
’Villapük’ er skabt med afsæt i Ordrupgaards herskabsvilla, og kan nok bedst beskrives som et overdimensioneret dukkehus. Her har kunstnerne arbejdet med afsæt i arkitekt Gotfred Tvedes (1863-1947) originale tegninger.
Man må være kreativ, når man skaber til et skævt museumsrum som det nærværende i Zaha Hadids bygning. Vinkler i rummet har således givet et spændende modspil, der har resulteret i et ligeledes skævvinklet hus, hvor man har forvrænget og leget med formen. Og det er med til at understrege det legende og eventyrlige i børneuniverset – og lur mig om ikke også der er et hul i væggen, hvor børnene kan kravle igennem en pejs og lander midt i det forunderlige køkken.
Et familievenligt museum
Ordrupgaards kunstpark er i forvejen et sted, hvor interaktion og leg er i højsædet og også her finder man et værk af Randi & Katrine, ”Pinecone Pavilion” fra 2017, gemt mellem parkens nåletræer. Den flere meter høje grankogle er beklædt med mere en 200 håndmalede kogleskæl og er så stor, at man kan gå ind i den og se den fine symmetri i strukturen indefra.
Randi & Katrine, Pinecone Pavilion, 2017. Foto: Tina Kristenen.
Randi & Katrine, Pinecone Pavilion, 2017. Foto: Tina Kristenen.
Blik for detaljen
Selvom den nye installation ’Villapük’ er noget helt og aldeles anderledes end koglen i skoven, så er opmærksomheden skænket til detaljen også her imponerende, lige fra de minutiøst udskårne ænder i en Johannes Larsen parafrase til den fine snørklede trappe.
Randi & Katrine, Vilapük 2022 (detalje). Foto: Tina Kristenen.
Nu er det jo ikke alle rum der er tilgængelige i herskabsvillaen, såsom overnnævnte trappeparti, men kunstnerduoen har været på opdagelse på 1. sal og miniaturehuset rummer derfor også et par rum, som du ikke får at se i villaen. Køkkenet, der er i centrum i ’Villapük’, det er dog for nyligt blevet istandsat og åbnet for publikum, så det kan du se pragtfuldt blåmalet, som det var i sin tid.
Når du næste gang gæster museet, hvad end du er barn eller voksen, så stik hovedet ind i huset og gå også rundt om det nogle gange. Der er masser af overraskende detaljer. Besøg derefter herskabsvillaen, altså den originale i fuld størrelse, og se, om ikke installationen har skærpet blikket på denne.
Installationen ’Villapük’ af Randi & Katrine er permanent og er placeret i børnerummet i Zaha Hadids bygning.